Når et menneske får kræft, får hele familien det. Men det er kun den ene, der bliver spurgt, hvordan det går.
Den pårørende holder hverdagen sammen. Kører til behandlinger, husker medicinen, svarer på familiens spørgsmål, holder modet oppe hos den syge — og lægger sin egen angst i en skuffe, fordi der ikke er tid til den. Det kan man i måneder. Ikke i år.
DET JEG SER HOS PÅRØRENDE
Udmattelse, der er blevet normal. Søvn, der aldrig er dyb, fordi man sover med ét øre åbent. Skyld over at være rask. Vrede, man skammer sig over. Og en ensomhed midt i det hele — for hvem trøster den, der trøster?
Ingen af de følelser er forkerte. De er, hvad et menneske mærker, når det elsker nogen, der er syg.
DET DER FLYTTER NOGET
Pas på din egen krop, mens du passer på et andet menneske. Mad med næring i, søvn når den kan fås, og dagslys hver dag. Det lyder banalt, og det er dét, der afgør, om du kan blive ved.
Sig ja til hjælp, også når det føles forkert. Den, der tilbyder at handle ind eller køre en tur til behandling, mener det — og hver opgave, du giver fra dig, er kræfter til det, kun du kan.
Og find et sted at lægge det, du ikke kan sige derhjemme. Angsten, vreden, tankerne om hvordan det ender. De skal ud af dig et sted, hvor de ikke lander på den, der er syg.
GRATIS STØTTE I FORENINGEN
I foreningen Huset RASK har vi støtteforløb netop for pårørende til kræftsyge — med fokus på egenomsorg, følelsesmæssig støtte og konkrete redskaber til hverdagen. Det koster ikke noget.
Du behøver ikke være stærk hele tiden for at være en god pårørende. Du skal bare ikke bære det alene.
HVORNÅR DU SELV SKAL TIL LÆGEN
Pårørende bliver også syge. Vedvarende søvnløshed, nedtrykthed der ikke letter, angst der fylder hverdagen, eller tanker om at gøre skade på dig selv — det skal din egen læge vide. Du har samme ret til hjælp som den, du passer på.