Det er nogle dage siden jeg har skrevet et indlæg, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg føler der har været nogle ting jeg har skulle have på plads inde i mig selv. Jeg har set nogle ting, som har gjort ondt i mit hjerte, og mærket en taknemmelighed over at vi har andre standarter i Danmark.

LORTEØ

For 3 dage siden ankom vi til Gili T, som er en af Balis øer. Vi har været på to øer tidligere, men denne her ø, skulle være helt speciel fordi der ikke findes motorkøretøjer. Jeg havde forberedt mig og ladet min kuffert blive på Bali, så det var nemt at komme rundt.
Vi ankommer i et rent kaos, fyldt med mennesker, kufferter og hestevogne, og dét var noget jeg ikke kunne lide at se. -og det er lige før jeg heller ikke orker at skrive om det. Tynde heste, med alt for meget at slæbe på, blev brugt til at fragte turister rundt på øen, men også til alle mulige andre ting, som at flytte murbrokker og varer. Alt for tunge vogne, til alt for små heste.
Gili er en fest-ø. Det er dog også en muslimsk ø. Menneskerne er ikke særlige venlige og det er i det hele taget et sted jeg aldrig sætter mine ben igen.
Jeg havde en lille episode den anden dag, vi var der, hvor en lille hest blev losset med murbrokker, og det resulterede i, at den gik i knæ. Jeg blev så forskrækket da jeg så det, og da ejeren fik hjulpet den op, gik den lige i knæ igen, og han smed da også lige en ekstra murbrok ovenpå. Jeg sprang hen og begyndte at tale til manden, som ignorerede mig fuldstændigt, hvilket fik fanden op i mig og jeg begyndte at råbe højere. Jeg lavede faktisk en kæmpe scene midt på hovedgaden. Magen til dyrplageri. Manden var så provokerende, at han i stedet for at stoppe op, lige hoppede med op på vognen, da hesten havde fået lidt tempo på.

Og der stod jeg så, rødglødende, midt i et fremmede land og råbte og skreg, så ALLE i miles omkreds kunne høre det. Og hvad gjorde folk?? De så da bare den anden vej….

Ej jeg orker faktisk ikke at skrive om det, fordi det er så langt ude hvad vi så – og jeg gider faktisk ikke at du skal blive i dårligt humør af at læse med. Men tag ALDRIG til Gili T. Det er en lorteø, lortested, med lortemennesker og ingen charme overhovedet.

LYKKELIG

Vi var jo så fanget derpå øen i 3 dage. En ø, hvor man absolut ikke kan lave noget som helst andet end at spise, drikke, bade, sole sig, snorkle eller feste. Så vi valgte at sole os og snorkle.

Walle er jo blevet en lille smule skræmt af solen, så han er jo fuldstændig pakket ind i uv-tøj, men det er superfint, og så ser jeg ham så kun fra ryg-siden, fordi han er konstant i vandet. Vi var også så heldige at sne skildpadder og MANGE vildt smukke fisk.
Og gud hvor jeg elsker at være sammen med Walle på denne her måde. Han er bare så glad og fri, og vi kan snakke så dybt om livet, følelser og alt det som vi går med inde i hovedet. Og så lærer han også så meget. Altså, jeg vil tro at denne her tur lærer ham langt mere end et år i skolen. Det er livslæring det her. Det er kultur, sprog og ikke mindst dét at se, hvordan andre mennesker lever. Han har flere gange sagt at han er meget taknemmelig for alt han har, men også lidt imponeret over hvor glade andre børn ser ud, selvom de er beskidte og ikke har salt til et æg.
Åh hvor gør det mig glad.
Den anden aften lærte han mig at spille UNO. Altså jeg har aldrig spillet særlig meget i mit liv. Mine forældre var ikke sådan nogle der spillede kort, så jeg kan spille fisk og gris, og det er vidst det. Så vi spillede UNO på livet løs, og grinede og hylede så jeg fik helt ondt i kæberne.

Åhhhh det er lykken..

Til det vil jeg sige, at jeg godt nok har gået glip af noget de seneste år. Det var vi alle. Igen, så bekræfter det mig bare i, at hamsterhjulet stjæler så meget nærvær og impulsivitet. Jeg er så glad, så lykkelig og så ydmyg over denne her mulighed.
Når jeg tænker tilbage på de første to uger af vores Livsrejse, så har det ikke været gratis. Jeg har virkelig haft fat i nogle dybe tanker og følelser. Men nu kan jeg sige, at afkastet begynder at melde ind. Min bøje er på vej op til vandoverfladen, smilet er større og mere ægte, jeg har ro i mit system, jeg har overskud, jeg har impulsivitet og frihed. Og så føler jeg mig så heldig. Og jeg har ingen tegn på stress overhovedet. Og det er jo ikke fordi jeg ikke arbejder. Faktisk arbejder jeg mange timer hver dag. Jeg står tidligt op, og laver en masse, imens Walle sover længe, og så arbejder jeg om aftenen, når han slapper af, ser youtube eller hvad det nu er de unge ser i dag. Men alligevel, så føler jeg mig bare så lyst-styret og ikke “jeg SKAL-styret”. Det er så dejligt (behøver jeg at nævne at jeg har verdens bedste job, med verdens bedste kollegaer- fordi det har jeg. Den vandt jeg). Og jeg vandt også i UNO…

ET SKØRT PROJEKT

Jeg havde ingen anelse om hvad jeg ville finde herude i den store verden. Og projektet er jo helt skørt, når man tænker over det. Men jeg har allerede fundet noget. Noget andet, som jeg ikke har det fuldendte ord for endnu. Hvis jeg skal beskrive følelsen, så er det en følelse af at komme hjem. Hvilket jo ikke giver mening, fordi pt har vi ikke noget hjem og vi er ikke hjemme noget sted. Men, jeg er hjemme i mig selv. Alt føles bare lidt bedre.
Noget af det jeg underviser i, på Livsdesign er Øvre Begrænsninger, hvilket jeg også har undervist i i dag. Og det er ikke noget man lige kan forklare på et indlæg, det kræver rigtig undervisning. Men, jeg har sprængt flere af disse begrænsninger de sidste uger. De glaslofter jeg ikke kunne bryde igennem. De usynlige barriere der har holdt mig fast i de samme resultater. Men de er udelukkende sprængt fordi….. Jeg har gået helt derhen hvor jeg har haft allermest modstand, og det har føltes så farligt. Men, fordi jeg gjorde det alligevel, så fandt jeg noget jeg manglede. En følelse af at være hjemme, fri og glad. Og altså rigtig glad. Så måske er det mere en eksistentiel følelse af at være tryg. Tryg i mit indre, uden de vante tryghedsrammer.

Den må jeg lige reflektere lidt mere over – så kommer jeg vel frem til et eller andet klogt på et tidspunkt.

UBUD

Vi er i dag ankommet til Ubud, som ligger lidt inde i landet af Bali. Her er regnskov, og pulserende gadeliv, butikker, spisesteder, kunst og liv, som vi ikke har mødt på denne her måde, de andre steder vi har været på Bali. Vi bor på et hotel, som jeg undersøger til retreat, men det ligger lige i baghaven af det som hedder Abeskoven, så der er fyldt med aber på hotellet. Den havde jeg ikke lige set komme. Det bliver ikke lige her vi skal holde til i fremtiden.

I morgen er det Philius fødselsdag, og det skal fejres. Han bliver 20 år. Jeg har simpelthen været mor i 20 år i morgen. Tillykke til mig, det er da så vildt. Der er også meget at reflektere over ved det.

Jeg vender tilbage med nye tanker i morgen… Knus og abekram fra
Patricia