Hjemkomst
Vejen ud af hamsterhjulet hjemkomst❤️
Klokken er nu 02.05 og jeg kan ikke sove. Det skide irriterende jetlag har ramt mig. Og det er der slet ikke noget at sige til….
Så vores første etape af Vejen ud af hamsterhjulet endte i Japan. Den sidste dag inden hjemrejse var helt speciel. Ikke nok med at vi alle var helt overstimulerede af oplevelser, men jeg skulle også sige farvel til Philius. Og det var svært, kan jeg godt sige 😭 og på den anden side, så vidste jeg bare, at denne her rejse han skulle ud på, den næste måned, den var vigtig for ham.
Da vi vågnede om morgenen (det må så blive i torsdags) pakkede vi vores ting, fra den lille skotøjsæske vi boede i Tokyo og rulle afsted for at få en farvel-kaffe, og dernæst skulle Walle og jeg med toget til lufthavnen.
Og lige der, hvor jeg så på min ældste søn, stod der med sin rygsæk og vinke, der måtte jeg have fat i de helt små nakkehår på mig selv. Fordi dét var rørende. Tænk sig, en hel måned skal han gå så mange kilometer, gennem bakker, dale og bjergpas. Jeg tror faktisk ikke jeg behøver beskrive det yderlige – jeg tænker du sagtens kan mærke alle følelserne, både den ene og den anden vej.
Men, Walle og jeg kom i hvert fald til lufthavnen og med det første fly til Bangkok. Dernæst havde vi 4 timer i lufthavnen og så skulle vi videre til Danmark. Dag og nat bliver jo fuldstændig vendt på hovedet og selvom det flyselskab vi fløj med Thai Air, er supergodt, så er det bare ikke optimalt til at få sovet
28 timer senere trådte vi ud på dansk jord og det var med blandede følelser..
Da vi kom ud af ankomsthallen, stod søde Kenneth selvfølgelig og tog imod os. Og det var helt sikkert mega dejligt. Men mine følelser var blandede over at komme hjem. Det første der slog mig var jeg ville ud igen. Jeg var slet ikke klar til at træde tilbage i “miljøet”.Men efter et par minutter i bilen, begyndte jeg at tilpasse mig. Vores hus i Kbh ligger ret tæt på lufthavnen, så efter få minutter trådte vi ind på matriklen og blev mødt af Lakrids som blev så glad.
Lakrids har selvfølgelig været savnet, men jeg kunne helt ærligt mærke at jeg havde brug for at få en pause også fra hende. Og det er ikke fordi jeg ikke elsker denne her hund helt op til månen, men hun var også blevet til en forpligtelse og en pligt for mig inden vi tog af sted. På daværende tidspunkt havde jeg simpelthen givet for meget af mig selv og smurt mig selv for tyndt, og derfor følte jeg faktisk også at hunden sugede mig. Så på den front var rejsen også god for mig. Jeg skulle have en pause fra alt.
Selvom Lakrids blev mega glad for at se os, så mærkede jeg faktisk bagefter at hun var fornærmet på mig. Hun holdte en distance og var sådan lidt pige sur, men efter et par timer gik det over og det opdagede jeg da jeg gik ud for at tisse og hun fulgte efter, som hun altid gør – og der tænkte jeg: ”Ja når man ikke engang kan få en pause på toilettet, så giver det nok mening at man bliver lidt udkørt i længden 😆
Men, tissepausen varede ikke længe, fordi det var direkte hjem og begynde at pakke huset ned, fylde transporter og trailer og så gik turen mod Randers. Og hvis du er én af de mange mange mennesker der har skrevet og spurgt om jeg flytter til Randers (undskyld jeg ikke har fået svaret) og Ja. Og historien er faktisk den, at det var billigere at finde en lille lejlighed i Randers, end at få opbevaret vores ting. Og så blev det sådan. Og det er bare super fint.
Den nye lejlighed
Imens vi var ude, søgte jeg efter lejligheder og fandt en lille en i Randers. Jeg havde ikke set den, kun Kenneth, så det var lidt af et sats. Jeg havde faktisk ikke særlig store forventninger. Men, efter vi havde pakket på livet løs, sat Walle af hos sin far i Nyborg og ankom til lejligheden i Randers, blev jeg bare så glad. Det er bare den sødeste lejlighed og den er slet slet ikke så lille som jeg havde forventet. Den er gammel, men istandsat og så hyggelig. Jeg elsker den og det gjorde jeg med det samme jeg kom ind. Jeg kunne bare mærke at det var fantastisk at være der.
Sortering
Jeg havde inden vi rejste ud, haft gang i et ordentligt oprydningsarbejde og været på en sorteringsmission, så jeg var godt klar over at jeg ikke havde mange ting til overs, men jeg er heller ikke mere blond end jeg godt kunne regne ud, at det kunne blive lidt bøvlet at pakke et stort hus ned til ¼.
Så allerede inden vi kørte mod Randers, havde jeg fyldt hvad der svarede til 20 flyttekasser, der skulle på genbrug. Og det kan man jo vælge at få et mindre angstanfald over, jeg valgte at gå med frihedsfølelsen. Fri fra alle ting der binder mig. Så jeg nød det hele.
Kenneth og jeg smøg ærmerne op og fik lynhurtigt flyttet tingene ind i lejligheden og så gik turen tilbage mod København, efter vi lige havde været en tur i Rema. Og det må jeg bare sige, altså hold op hvor jeg elsker Rema, især når man har været i Asien i 3 måneder. Sikke et udvalg af lækkert lækkert mad, så Kenneth og jeg fik simpelthen salat, æggesalat, mayo, kylling og flæskesvær til aftensmad, i bilen. Og det var bare fantastisk også (det er altså de små ting man savner)❤️
Vi ankom ved 2 tiden om natten og der var mit system altså en smule forvirret. Så ikke nok med at havde rejst i 28 timer, så tog vi lige hele turen med at pakke, flytte, flytte, pakke ud og kørte tilbage til Kbh uden at have sovet sådan rigtigt – det var nok ikke det klogeste, men på den anden side, så var det også fedt at få det gjort. Men, huset var jo hverken halvt eller helt pakket, så det var op med ærmerne igen og videre med at pakke, for så at køre mod Nyborg og hente Walle og videre til Randers og pakke ud – igen 🥶
Træthed
I nat har vi sovet for første gang i den nye lejlighed og selvom jeg åbenbart ser så træt ud, at da jeg skulle logge på zoom for at undervise i morges, kunne jeg ikke komme ind med faceid, pga poser under øjnene haha, så var det bare dejligt. Den kolde friske luft og roen i lejligheden, føltes bare helt vidunderligt.
Dagen i dag har så gået med at køre i sommerhus, med alle de ting der skulle derop, som Kenneth tidligere havde flyttet fra huset, altså alle havemøbler, grill mm, så dem drønede vi lige op med. For at køre tilbage i lejligheden og pakke ud. For derefter at køre ud til mine forældre for at spise.
Så nu er jeg altså ved at være træt… Men, jeg kan simpelthen ikke sove. Og så kunne jeg jo ligeså godt skrive alt det her ned, nu hvor klokken så siger 02.41.
Fordøjelse
Kunsten er, når man har brudt et mønster som jeg har – med for meget arbejde og ja, alt som jeg har brugt de sidste 3 måneder på at dele med dig, ikke at gentage hele molevitten, når man flytter sig tilbage til rammerne.
Og det er jeg overbevist om at jeg ikke gør. Men, det skal ikke være nogen hemmelighed at der er mange mennesker der trækker i mig lige nu, der er mange der gerne vil med på både forløb og retreats og det er jeg så taknemmelig for. Så jeg er knivskarp på at uddelegere mit arbejde, hvor jeg kan. Det har jeg jo været mega god til, da jeg sad på den anden side af jorden, så det kan jeg selvfølgelig også i Danmark, men det kræver bevidsthed.
Fordi har man ikke bevidstheden med sig, er man ikke klar over, hvilke enorme kræfter der er på spil, så vil der ikke gå længe før mønstret gentager sig – og resultatet bliver så selvfølgelig det samme som tidligere. Så jeg har fat i mig selv, fordi man kan vel sige at sådan en hjemkomst er en test på hvad man har lært.
Lige nu slår det mig at jeg ikke har taget billeder af lejligheden, så jeg kan ikke engang vise den til dig. Måske jeg lige kan gøre det i morgen tidlig. Faktisk har jeg slet ikke taget billeder siden jeg kom hjem – ej det er også for dårligt altså.
Men det er nok heller ikke sikkert at du kan genkende mig (ligesom telefonen ikke kunne) fordi, jeg ser virkelig virkelig træt ud. Og nu rammer klokken næsten 3 om natten, så nu må jeg hellere forsøge at sove.
I morgen skal vi ud og købe et køleskab, fordi det er der simpelthen ikke her i hamsterburet (altså vores lille lejlighed) – jeg ved ikke om det er normalt, at der ikke er køleskab i lejligheder, det har jeg da aldrig hørt om, så jeg må på køleskabsshopping.
Jeg tænker at de næste dage bliver meget meget reflekterende for mig, fordi det er nok nu, at alle indtrykkene fra vores rejse begynder at skulle sorteres. Og ja, det bliver jeg jo så nødt til at skrive ned. I løbet af et par dage vil vi begynde at tænke over, hvor vi skal rejse hen næste gang. Fordi Thailand bliver først efter retrat i slutningen af oktober, men meningen er jo at vi skal ud igen allerede i september.
Og jo, for resten er der en tornado på vej gennem Japan, så Phlius har gået i hvad der mest minder om en svømmepøl, de sidste dage.
Af at gå i det våde vejr har han fået vabler og sår på fødderne. Men han er sej jo, så der skal mere til at få Philius til at piver 🥷
Vi skrives ved❤️
Kærlig hilsen
Patricia