At finde sig selv

Vi har nu været i Danmark i en uge og endelig endelig endelig kom lykken frem i mig ❤️
Det har været en meget hård hjemkomst for mig og jeg har slet ikke kunnet finde min vej i det hele. Vi lagde jo voldsomt ud med en flytning (og vi er ikke færdige, der er stadig et læs i Kbh) og vi har kørt land og rige rundt.
Der har været mennesker jeg gerne ville se, SÅ mange praktiske ting jeg har skullet tage mig af og en masse gang i min virksomhed, som har høj prioritet.
Og så har jetlag været meget voldsomt for mig. Der var intet da vi rejste den anden vej, men tidsforskellen på 7 timer, og ”den anden vej” kunne mit system slet ikke finde ud af.

Og sammenlagt med alt vi har skullet, som faktisk har været noget jeg gerne har villet, og at jeg har skullet fordøje alle de indtryk jeg har haft med mig hjem – der har jeg været presset..

Men, så kom lykken…

Pludselig var den der – og den var vildere end jeg har prøvet før.

Og sammen med lykken, der kom roen.

Og sammen med roen, kom følelsen af frihed.

København – jeg elsker dig.

At komme tilbage til København og være sammen med de mennesker vi elsker, det har været SÅ fantastisk. Og så blev jeg også lige pap-moster oveni.
Ungernes kusine Anna (deres fars søsters datter) er jeg meget tæt med. Hendes og Mads, som er helt fantastiske mennesker, har fået en lille søn Christian og i mødet med ham (det er vel det tætteste jeg lige har oplevet i forhold til at mormor-sindssyge, som jeg kalder det) der eksploderede mit hjerte.
Lige pludselig var der en lille del af mig, der ikke havde lyst til at rejse ud i verden, jeg havde bare lyst til at blive og følge ham tæt.
Jeg har beroliget mig selv med at vi jo kommer hjem til DK ofte og at det jo ikke er for evigt vi skal rejse rundt i verden.
Men, hvor er det tydeligt for mig, at det er menneskerne i denne her verden, der gør hele forskellen.

RANDERS – mit ophav🤍

At komme tilbage til Randers, i vores lille lejlighed hvor vores ting bor, har været eminent.
Jeg ser nu på Randers med helt andre øjne. Jeg havde slet ikke opdaget hvor smuk byen er og hvor god en stemning der er her.
Dét at bo i Kbh og rejse ud i verden har helt sikkert gjort at jeg ser på Randers med andre øjne og især med de øjne jeg har kigget på alle de andre steder vi har været i verden, med nysgerrighed og så har jeg ledt efter det positive.
Og hvordan er det nu det er…. Når man leder efter det gode, så finder man det. Og når man leder efter det dårlige, så finder man det også. Og Randers er bare for mig helt speciel. Og dét var faktisk noget jeg havde glemt.

Elcykel for første gang.

Walle og jeg er meget opsatte på at bevare vores gå-form. Vi har de sidste måneder gået virkelig mange kilometer hver dag, og vi vil ikke miste denne her gå form.
Så i morges, efter jeg havde arbejdet i en time (der er jo nye tider her for mig), gik vi ud til mine forældre, som bor ved Gudenåen.
Og wauu, jeg er helt oppe og køre over hvor smukt der er – og senere så spurgte min far om jeg ville med ham ind til byen og hente nogle ting på cykel, og det må man sige at jeg gerne ville.
Så i dag, på en fredag, midt på dagen, har jeg kørt på el-cykel sammen med min far over Gudenåen i Randers.

Hold nu fast det er et andet liv end det jeg har levet de sidste mange år. Bare dét at skulle holde fri en fredag formiddag, ja det var jo fuldstændig udelukket. Der var simpelthen ikke tid til det. Men det er der nu.

Alt jeg har gjort de sidste mange år, har været med et formål, og der var INTET formål med dette, kun at nyde, observere og være sammen med min far.
Og imens jeg kørte der med min far, strømmede lykken bare over mig igen, jeg følte mig som verdens heldigste. Tænk sig at få lov til det. Bare køre der og være til stede.

Charlotte & Thomas

I de år vi har boet i Kbh har vi mødt så mange fantastiske mennesker og et par af dem er Charlotte og Thomas. Charlotte blev 50 år og vi lavede surprise for hende på en café i København. Og igen, følelsen af at være heldig, strømmede ind over mig. At få lov til at sidde på en café med verdens bedste mennesker og spise lækker mad, en torsdag formiddag.

Det bedste af det hele var, at jeg ikke skulle skynde mig videre. Og kontrasten fra mit tidligere liv, inden jeg brød Hamsterhjulet, var også tydeligt der.
For et halvt år siden havde der været tidsbegrænsning for mig. Jeg ville ofte skele til telefonen for at holde øje med de mange opkald, beskeder og mails jeg ville have modtaget. Og lagt sammen med, at jeg kørte mig selv alt for stramt på en tidsplan, ville have gjort, at jeg ikke var til stede 100 %.

Men det var jeg. Jeg var så meget til stede og jeg sugede alt til mig, og alle menneskerne også, at jeg nær aldrig var kommet derfra igen.

Simpelt liv

Jeg gik og tænkte over i dag, hvor simpelt mit liv lige pludselig er blevet. Fra at være på de helt høje nagler, med arrangementer, fester, møder, aftaler, shows og jeg skal komme efter dig, til et helt simpelt liv, hvor vi går fra A til B, drikker kaffe og kører på cykel, midt på en hverdag. Hvor jeg faktisk hele tiden lytter til og interagerer med Walle, hvor jeg er 100 % tilstede.
Jeg går igennem Randers by eller Vesterbro og smiler over hele fremøren, det er jo for sindssygt. Hvad fanden skete der?

Jeg kniber mig selv i armen..

Den jeg er..

Ja, hvad fanden skete der egentlig? Kan det virkelig passe, at jeg er blevet til en anden? Eller, hvem var jeg før, hvordan var jeg blevet sådan, og hvem er jeg så nu? Et typisk spørgsmål!

I mit daglige terapeutiske liv, hører jeg hele tiden mennesker bruge sætninger som: ”Den jeg er” eller ”finde mig selv” eller ”man skal jo være sig selv”… og der vil jeg godt lige sige noget..
Lad mig præsentere en…..

Gajolpakke-sandhed..

Du kender dem godt, ik? Hold kæft det er bare alle de sætningerne, som er ment vel, men som faktisk også kan blive ret bøvlet for os mennesker..

Fordi, selvom SÅ mange siger sådan, så er det simpelthen en gang ævl. Og det sætter os i en tilstand hvor vi hele tiden skal jagte noget, enten den vi er, eller vi skal komme tilbage til den vi var…

Hold nu kæft det er bare så ”forkert” og det irriterer mig faktisk at folk siger sådan, både til sig selv og hinanden, fordi det er bare SÅ hårdt at skulle navigere i ”sig selv” på den måde.

Fakta er, der er ingen der har nogen som helst anelse om hvem de er… fordi det simpelthen ikke findes.

Et produkt!

Alle os mennesker, er et produkt af vores omgivelser. Og det kan vi hverken ændre på, eller ”gøre noget ved”. Altså vi kan ikke ændre på, at vi er et produkt af vores omgivelser. Så når jeg hører nogen sige, at de bare gerne vil finde tilbage til dem selv, så tænker jeg: ”Søde dig, held og lykke med det, det kommer aldrig til at ske”.

Men, vi kan arbejde med de former og faconer, der er blevet os givet. Vi kan arbejde med de slag der har formet os, de rammer vi er blevet givet og de begrænsninger vi har lært,

Og vi kan også finde ud af, hvordan vi gerne vil være, hvordan vi gerne vil have det, hvad vi vil tænke og føle og hvilke historier vi gerne vil fortælle os selv, om os selv. Men, vi alle er produkter, og hvis vi var blevet formet på anden vis, så havde vi været anderledes, tænkt anderledes og følt anderledes.

Og når vi siger til os selv, at vi gerne vil ”finde os selv” så bliver det til en misforståelse, fordi det bliver så jagten på et eller andet, hvor vi så en dag åbenbart kan stå et sted, kigge på os selv og sige: ”Der var du”.
Nej.. sådan fungerer det ikke.
Og foruden så er det en illusion, og det vil svare til at vi tror at vi kan sidde på en sky, uden at falde igennem, fordi den ligner vat.
Det findes ikke.
Og jagten bliver også en illusion, fordi hvordan jagter man sig selv? Og hvis man gerne vil finde sig selv, er man så blevet væk, og hvor var man så henne før?

Derimod (og her er der meget mere power og aktivitet) kan man beslutte sig for at man gerne vil finde ud af hvordan man gerne vil føle, hvad man gerne vil tænke, hvordan man gerne vil leve sit liv mm. Det er langt mere ”aktivt” og sundt at se på hele det her spørgsmål om ”hvem er jeg”.

Fordi, jeg ville jo have sagt, for bare 6 måneder siden (altså hvis denne her teori havde passet) at jeg var sådan en der altid havde gang i mange ting. Men, det er jo ikke den jeg er. Det var noget jeg gjorde og jeg gjorde det ud fra frygt. Og nu, hvor frygten så ikke er der mere, og jeg gør noget andet, er jeg så blevet til en anden? Nej, det er jeg ikke. Jeg er stadig den samme, jeg føler bare anderledes, tænker anderledes og opfører mig anderledes.

Men hvad er det så vi leder efter?

Og jeg tror på, når mennesker søger efter at “finde dem selv”, så søger de i stedet efter en følelse af ro, glæde, lykke – og det har ikke noget at gøre med at putte sig selv ned i en kasse”sådan er jeg kassen”.

Og foruden, så bliver denne her kasse jo også utrolig ufleksibel, fordi når man nu gentager en historie om hvem man er, eller ikke er, så udelukker det jo også de modsatte ik?

Så hvis man så fortæller at man er en der aldrig bliver vred, hvad gør man så, den dag man føler vrede? Så bliver man jo nødt til at undertrykke den følelse man har.
Eller man fortæller sig selv at man aldrig giver op, men det giver jo nogle uhyggelige konsekvenser, fordi, hvad sker der så den dag man ikke kan fortsætte?
Og eksemplerne fortsætter i det uendelige.
Vi skal virkelig være forsigtige med hvilke historier vi fortæller os selv, om os selv… fordi det er netop at putte os selv ned i en kasse, som bliver meget svær at komme op af. Og endnu værre, så kan vi bruge hele livet på at lede efter os selv, som åbenbart så er blevet væk..

(når alt det her er sagt, så forstår jeg jo godt hvad folk mener, men det er alligevel interessant hvad vi får sagt)

En anden ting er jo så også, HVORFOR vil vi gerne finde os selv? Hvad skal vi bruge det til? Hvad er det vi tror findes der for enden af regnbuen?

Selvom det lyder ganske romantisk at sige at jeg fandt mig selv på den anden side af jorden, så er det altså ikke sådan det er. Nej, jeg flyttede mig ud af det miljø og det mønster jeg havde kørt i så længe – og da det blev brudt, fandt jeg glæden. Og endnu en sjov tanke er: hvis man så finder sig selv, og synes at den man er, ikke er den fedeste person, hvad gør man så 😂 At beslutte sig for hvordan man vil være, hvordan man vil føle og hvad man vil gøre, er langt mere praktisk og ikke mindst ansvarsfuldt.
Og foruden er det også meget ansvarsfralæggende at sige “sådan er jeg” – vel er du ej!!

Jeg har mistet evnen

Jeg har altid været eminent god til at planlægge ude i fremtiden, se ud i fremtiden, gætte ud i fremtiden og tage stilling til ting ude i fremtiden.

Den evne har jeg mistet…. Og ja, jeg mener mistet. Det er IKKE muligt for mig at hoppe ud i fremtiden med min bevidsthed.

What??
Hvad sker der??
Jeg har flere gange, den seneste tid, forsøgt at hoppe frem og planlægge flere ting. Men jeg kan ikke holde fokus.
Jeg kan ikke.
I løbet af kun et minut, giver jeg op. På den ene side kan det jo være lidt bekymrende, men på den anden side, så gør det også bare at jeg krydser alle broerne når jeg kommer til dem.

Altså jeg kan jo godt putte en aftale i kalenderne for fremtiden, det er ikke på den måde, men ofte har jeg følt at jeg nærmest har kunnet hoppe ud i fremtiden, i en forstående situation og oplevet den, og så har jeg kunnet planlægge meget mere detaljeret.

Men det er så åbenbart slut med det.

Og fordelen ved det er, som i dag, da jeg kørte på cykel med min far, gennem den smukkeste natur, at jeg kun kunne være til stede lige der….

Og hvor er det lykken bor? Den bor ikke ude i fremtiden, den findes kun her og nu.
Og hvis jeg nu mente at den jeg var, IKKE var sådan en der cykler, så havde jeg jo gået glip af lykken, ik?

I morgen er jeg sikker på at lykken også kigger forbi, men det må jeg jo vente og se til den tid.

Dét er den jeg er ❤️