UD IGEN – SPANIEN 🤍🤍

Så sidder vi her, i Århus lufthavn, bare Walle og jeg.

Det var spændende at skulle pakke kufferten, fordi jeg blev klar over, hvor meget rutine der er i at pakke. Da vi gjorde klar til at skulle ud af døren, den måde jeg svingede rygsækken op over højre skulder, rakte Walle puden og klikkede håndtaget op til kufferten. Hold op, det var rutineret.

Ja, så kom jeg ikke længere med dette skriv….

I dag er det onsdag aften. For 4 dage siden rejste Walle og jeg til Malaga. Og hvorfor gjorde vi så lige det? Hvad blev der af Thailand? Hvad blev der af vores hotel/retreat jagt? Hvad er der egentlig sket.

Jo, ser du.

At komme hjem efter 3 måneder på farten, har været den vildeste oplevelse. Jeg troede, at rejsen gennem Bali, Malaysia, Thailand, Cambodia, Vietnam, Korea og Japan var det vildeste. Men der tog jeg grueligt fejl.

At komme hjem var vildt.

Som du nok har læst i det tidligere skriv, så døjede jeg med jetlag osv. Men, så skete der altså noget derefter. Altså den dag hvor lykken meldte sin ankomst. Læs tidligere.

Men den her lykke.. den blev sku ved. Ja, det havde du nok ikke regnet med. Men det gjorde den.

Efter vi kom hjem og vi fandt os til rette, gik det da virkelig op for mig, at den kvinde der rejste ud, slet ikke var den samme der kom hjem. Jeg er simpelthen forandret. Der er sket noget grundlæggende med mig, og det har virkelig kun været til det bedre. Men, oven i det, mærkede jeg så også, at livet jo heller ikke kunne blive det samme igen. Og det er nok på godt og på ondt. Denne her boblende glæde, denne her følelse af frihed, som jeg virkelig stiftede bekendtskab med på rejse, den bestod.

Og hvad filan gør man så? Hvad i alverden gør man så, når man pludselig føler sig fri fra gamle begrænsninger, fri fra gamle følelser, fri og glad og i ro… jamen så får man jo lyst til at gøre noget mere fedt.

DET VILDESTE AF DET HELE

Det er jo ingen hemmelighed at jeg faldt pladask for Thailand, men vejret er ikke godt pt derude, og derfor var jeg helt fast besluttet på at vi skulle noget andet indtil det arter sig. Men, da jeg kom hjem, kunne jeg mærke at der var noget andet der trak i mig. Og det var meget velkendt for mig. Og en tanke jeg har leget med i årevis.

Som du nok ved, så afholder vi de mest fantastiske retreats, hvor vi arbejder med kost, vanebrydning, Livsdesign, selvsabotage, enneagrammet og meget meget mere. Det gør vi i Spanien. Da jeg rejste ud i juni, ledte jeg med lyst og lygte efter fantastiske steder til at holde retreats, både Bali og Thailand var gode. Og det er jo skønt. Kenneth og jeg har gået med en drøm om at kunne lave disse retreats hele tiden, og til det skal vi have vores eget sted. Men efter at have brugt måneder på at undersøge, ansøge og google, må vi bare erkende at Thailand er svær. Arbejdstilladelse er umuligt og opholdstilladelse bøvlet, hvis man skal flytte fast derud.

Og det er jo sjovt det der med at man møder modstand, ik? Fordi, selvom vi har kæmpet for at få det til at lykkes, så blev vi ved med at møde døre der blev hamret lige i hovedet på os.

Og hvad er det man siger: Hvis døren ikke åbnes, så er det ikke din dør….

Og indimellem kan det være svært at se skoven for bare træer…

Og når vi lægger dem sammen, så gik det pludselig op for mig…..

Hvad med Spanien???

Er jeg sådan lidt halvdum eller?

Altså alt ved Spanien er perfekt. Vi kender det hele, vi elsker det hele, alt er bare perfekt. Og vi gør det jo allerede, altså udlever drømmen…. Men det havde jeg så åbenbart ikke helt opdaget.

Hvorfor i alverden har jeg ikke gået med den de seneste måneder? Hvorfor har jeg været så blind?

Det er over 2 år siden vi først talte om at flytte til Spanien, men så skete der alt muligt (og jeg havde jo også lige travlt med at arbejde mig selv ihjel) så det blev simpelthen ikke til noget.

Og pludselig, imens jeg står med et skab i armene, på ca. 100 kg, går det op for mig. Hvorfor i alverden flytter vi ikke bare til Spanien, som vi alle elsker?

Nu er jeg jo ikke sådan en, der er kendt for at trække tingene i langdrag, så dagen efter vi havde gjort huset færdigt i Kbh, fløj Walle og jeg til Spanien, eller rettere sagt Malaga.

Og det gik så hurtigt og var så lidt gennemtænkt, at jeg næsten ikke har pakket noget som helst – det opdagede jeg først da jeg pakkede kufferten ud. Men, hvad vi har glemt, må vi jo købe – er det ikke også det man siger (hold nu kæft ”man” siger egentligt meget – og hvem i alverden er ”man” egentligt??)

Og så stod vi der… lige pludselig. I varmen, i solen, i trygge omgivelser, klar til en ny ekspedition, nemlig ekspedition ”Find et sted at afholde retreats ofte”… og find også lige et sted at bo og så er jeg jo også nødt til at have et sted at gå på job forresten….

Og den mission er vi så på nu. Vi har allerede været ude at se på flere steder, og det er jo mange overvejelser vi skal gøre os. Og Kenneth er her ikke. Han er i fuld gang med alverdens ting derhjemme, men vi satser da kraftigt på, at han snart kommer herned.

Solkysten er lang og Spanien er stor, så det er jo ikke bare lige. Så derfor har vi så også besluttet at blive hernede, indtil vi finder det rette sted. Og det er jo lidt vildt. Bare sådan at jeg besluttede indenfor 2 døgn, at rejse til Spanien og blive der. Men, jeg tror, at mit enorme mod og manglende begrænsninger simpelthen er blevet aktiveret i samme åndedrag som da jeg brød Hamsterhjulet. Jeg føler mig simpelthen så fri.

KUNSTEN

Da jeg rejste ud for at bryde hamsterhjulet, var det jo med dette for øje. Og hold da op der kom mange flere ting til, som jeg også fik gjort op med. Men jeg er fuldstændig klar over, at hamsterhjulet kan bestå alle steder. Så det handler jo på ingen måder om hvor vi befinder os. Men jeg tror simpelthen det er brudt for evigt. Jeg tror ikke, jeg vender tilbage til mit gamle mønster.

Og det er virkelig blevet testet, fordi mit gamle mønster var jo at arbejde som vanvittig. Og de sidste dage har telefonen ikke stået stille. Der er simpelthen SÅ mange fantastiske mennesker der har behov for hjælp, som tager kontakt og som starter på forløb, enten af den ene eller anden slags.

I gamle dage ville jeg have knoklet og knoklet og knoklet, og bare fyldt på. Men, jeg er blevet så meget bedre til at fordele, lave ventelister og holde igen. Jeg sidder ikke længere til langt ud på natten begravet i min computer, vifter Walle væk når han vil vise mig en video på instagram af en hund der kører på cykel, eller forsøger at fikse alt på ingen tid. Og så siger jeg saftsusme også nej. Og det er da heller ikke noget jeg er helt vildt trænet i.

Så selvom det er blevet til mere arbejde, end da jeg var i Asien, så er jeg så forandret, at jeg ikke bevæger mig tilbage i mønstret. Og det er helt sikkert fordi jeg fandt ud af HVAD mit mønster var kommet af og hvad jeg VINDER ved at bryde det.

Jeg vandt en følelse af INGEN begrænsninger, en følelse af frihed, nærvær med min yngste søn, en boblende glæde ved mit job, LYSTEN til at slappe af, en oplevelse af nuet som aldrig før og glæden ved bare at være til.

Og det er ski ikke så lidt…

RETREAT

D. 20 afholder vi som sagt LIVSDESIGN RETREAT som vi har gjort så mange gange før, men denne her gang tror jeg det bliver endnu vildere end hidtil. Fordi alt bare føles anderledes. Der er ikke noget der kan rykke mennesker i det omfang, som at trække dem ud af de vante omgivelser og lukke dem inde i luksus, forkælelse og næring til krop og sjæl – men vigtigst af alt, en flok vanvittige dygtige terapeuter. Det er og bliver det vildeste jeg får at opleve i mit liv, tror jeg. At være vidne til, at mønstre, der måske er 30 år gamle og fastgroede, bliver krænget af, brudt og sprængt i tusinde stykker – og så se dem træde ud i deres fulde potentialer og indtage sit shine. Jeg bøjer mig i støvet. Bare når jeg tænker på det lige nu, så har jeg kuldegysninger på armene.

Alle mennesker har jo bagage med sig, og alt hvad vi gør, gør vi af en grund. Men begrænsninger, de dårlige tanker, de hårde følelser og alt, der følger med, bor jo inde i os. Og det er derfor også kun os selv, der kan tage beslutningen om at ville ændre det. Jeg kan godt forstå at det kan være uoverskueligt at skulle kaste sig ud i selvudvikling på et dybt plan, og det er jo derfor sådan et ophold er fantastisk, fordi dér kan vi spare 100 terapitimer, 100 kg i yoyovægt, 10.000 grædte tåre, 500 marsbarer eller 450 tobleroner, og en masse spildte år, hvor vi har gentaget mønstret og siddet fast i det samme.

Og nogle gange må man simpelthen spørge sig selv om HVORFOR man har behov for at gentage resultaterne om at mislykkes? Er det fordi det er så velkendt en følelse, at vi simpelthen ikke kan finde ud af at lykkes?

Jeg er af den overbevisning, at vi bliver AFHÆNGIGE af at være en fiasko. Og selvom vi måske har flere livsområder som bare kører mega godt, hvorfor har vi så behov for at et eller flere områder bare blive ved med at gå i vasken? Af den grund, at vi ikke har erfaring med at være lykkelige … så det er jo mega utrygt. Derfor bliver vi nødt til at sabotere lykken, når den kommer for tæt på..

DET ER JO HELT TOSSET

Og når vi tænker over det, så er det jo det mest vanvittige, ikke? Altså vi bruger hele livet på at jagte lykken, og når den så kommer, så kan vi ikke finde ud af at være i den – og så bliver vi lynhurtigt nødt til at sabotere den. Og det er jo mega spændende.

Det er også spændende at de problemer vi beskæftiger os med, jo ikke er VERDENS PROBLEMER. I bund og grund er det de færreste af os, der vågner hver morgen og er deprimeret over klimaet, verdensfreden eller de sultne børn i Afrika. Nej det vi fylder vores sind med er om bukserne strammer, hende der kollegaen der kiggede underligt på os da vi gik et kvarter før fra job i går, om vi nu kan nå og hente den der fødselsdagsgave til mormor, om vi fik husket at virke taknemmelige over at naboen tog skraldeposen med ect. Det er små ting der fylder i vores hverdag. Forstå mig ret, der er også store ting ind imellem, men de fleste ting vi bekymrer os om, har vi enten ingen erfaring med (hvornår går vi fra hus og hjem) og så er det ting som helt sikkert er gået væk om et par måneder.

Og det er klart, når vi beskæftiger os med små bekymringer, så bliver fokus også derefter. Og jeg tror at mange på et eller andet plan går og håber at livet stopper med at gå op og ned, og kun går op, og så tror jeg de også glemmer, at mange af tingene egentligt er ligegyldige i det store billede, og at det går over igen. Men vigtigst er altså, at de ting vi bekymrer os om, faktisk er noget vi har magten over. Mange af de resultater der irriterer os, det er faktisk noget vi kan ændre. Og alligevel gør vi det ikke. Men, det er jo helt tosset at gå og bekymre sig over noget, som man faktisk kan gøre noget ved, ligesom det også er lidt tosset at bekymre sig om de ting man IKKE kan gøre noget ved. Og dette bliver faktisk til et hamsterhjul af tanker.

Og når tankerne kører i de samme ting igen og igen, så kan vores resultater altså ikke ændre sig.

VI ER AFHÆNGIGE AF AT FEJLE

Jeg arbejder meget med et værktøj der hedder DFL-LIGNINGEN, og dette værktøj er simpelthen fantastisk. Den kan belyse virkelige mange aspekter af livet, sindet, tankerne, handlingerne og vores resultater. Men noget der er virkelig interessant er at den også kan afsløre hvad folk tænker og har af overbevisninger, både om dem selv, andre og livet generelt. Den er sådan lidt magisk – helt uden at være det.

Hvad folk har af overbevisninger, kan vi nemlig tjekke i deres resultater. Fordi, de resultater vi har i vores liv, vil altid matche vores overbevisning.

Og lad os sige at vi er af den overbevisning, på et dybt plan, at vi ikke fortjener at være lykkelige, så vil vi med vores handlinger altid saboterer de ting (ofte de sidste ting der mangler) så vi ikke kommer hen i denne her tilstand af lykke. Og hvis de der 10 kilo er det sidste vi gætter på, at vi mangler, for at kunne træde ud i vores shine og ud i lykken – men vi dybt inde ikke tror på at vi fortjener det, så vil vi handle modsat. Vi vil så sabotere vægten, så det ikke kommer til at ske.

Dette her kan vi kopiere over på alle mulige livsområder. Dette gælder også når vi skal til jobsamtaler, hvor vi i bund og grund er af den overbevisning at vi ikke er gode nok og ikke har fortjent jobbet, så vil vi handle anderledes end hvis overbevisningen var en anden.

Og så kan vi samtidig blive afhængige af at mislykkes… og det kan vi fordi det er trygt, velkendt og matcher det billede vi har af os selv.

Men hvad gør man så for at bryde det?

Man kan i princippet forsøge at spise sundt resten af sit liv, uden at det ”lykkes”. Man kan også sende en milliard jobansøgninger, uden man får det job man ønsker sig. Og man kan være på datingsider i massevis, uden man finder kærligheden, forsøge at tjene nok penge, men regningerne bliver ved med at komme og man kan forsøge at behandle andre mennesker godt, men igen og igen føle sig alene og svigtet.

Ene og alene af den grund, at det matcher, hvad man tror, tænker og føler om sig selv. På et ubevidst plan oven i købet.

Og derfor, min ven, er det ikke muligt at bryde et mønster, uden at få set på det grundlæggende og få set på hvad det egentligt handler om.

JEG VAR VED AT FUCKE MIT LIV OP

Hvorfor arbejdede jeg så meget og var godt i gang med at fucke mit liv op?

Jeg tror at grunden til at jeg har skabt sådan et mønster i mit liv, var fordi det fik mig til at føle mig værdig. Jeg tror, at det gav mig en følelse af værdi, fordi det jo netop er et job jeg har, som hjælper mennesker. Men det gør det jo så også så angstprovokerende, når man så skal bryde mønstret, fordi hvad sker der så med værdien? Havde jeg så ingen værdi mere?

Fordi jeg netop stoppede, så gik jeg jo lige ind i dét jeg havde allermest modstand på. Og man bliver nødt til at gå derhen hvor man har modstand, hvis man vil bryde mønstret. Man er nødt til at finde ud af, hvad der sker, når man så ikke gør den handling længere, som har andre negative konsekvenser.

Og hvad skete der så for mig? Jo ser du, der skete ikke en skid. Jo, jeg var rædselsslagen, men der skete ikke noget. Fordi, jeg fandt nemlig ud af at jeg havde masser af værdi, selvom jeg ikke knoklede mig selv ihjel. Så der skete ikke noget, altså ikke udover jeg vandt lykken, men der var ellers ikke noget der ændrede sig. Så alt dette her, vi er så bange for sker, det er bare illusioner. Det findes simpelthen ikke.

Og det er jo mega spændende, fordi du kan helt sikkert se på dig selv, og se at der er noget du gør, som du har negative konsekvenser af, som du simpelthen ikke føler du kan lade være med at gøre, og jeg gætter på, at for enden af alt dette her, det er her lykken bor for dig også.

Så søde dig, du bliver nødt til at gå derhen hvor du har modstand. Du bliver nødt til at gøre dét du er allermest bange for at gøre. Eller lade være med at gøre det, du er allermest bange for ikke at gøre.

Tænk over det…

HVOR SKAL VI BO OG ARBEJDE

De sidste dag i Spanien har vi brugt på at forberede retreat til d. 20. Og så skal vi selvfølgelig også finde et sted hvor vi kan bo og ikke mindst arbejde fra. Og hvor er så det bedste sted? Hvordan træffer man lige den beslutning?

Jeg har nu haft diverse møder med folk der ved noget om det, men jeg tænker også at man synes sit eget er bedst og derfor bliver det gætværk fra mig. Der er noget med stemningen som er virkelig vigtigt, som faktisk er en helt gennemgående følelse også fra alle de steder vi har rejst i verdenen. Jeg tror det hedder mavefornemmelse. I dag kan jeg godt mærke at jeg bliver lidt irriteret over at den ikke helt har været der, og det er jo helt dumt (altså at blive irriteret) fordi det hjælper i hvert fald ikke. Så jeg har simpelthen slået bak. Det som er bedst, kommer til os.

TRYLLEFLØJTEN
Walther er for resten startet på den amerikanske onlineskole og det går bare mega godt. Det som jeg faktisk har bidt ret meget mærke i er at de lærer ting, som er langt mere relevante end det man lærer i DK. Han har allerede haft en masse om økonomi, både privat, men også i forhold til investeringer, afkast mm. Det er lidt svært at forstå, eftersom han intet aner om det, men han synes det er mega spændende. Og så synes jeg, det er RELEVANT, hvilket jeg godt kan bøvle lidt med i de danske skoler. Hvem i alverden har egentlig fået et mere velfungerende liv, af at analysere Tryllefløjten fra attenhundredeoggrønhvidkål???

Men, det tror jeg faktisk lægger lidt op til nogle flere holdninger jeg har til det, altså hvad børn lærer i skolen. Hvis vores børn nu lærte om relationer, sundhed, værdi, fokus, ansvar mm. så ville vi måske have et noget bedre udgangspunkt. Men det må blive næste gang.

Nu kører jeg ud og ser på endnu en bolig – og nyder udsigten samtidig.

Kærlig hilsen

Patricia