Koldskål og kammerjunkere ! What’s not to like!

 

Det måtte jo komme, der var ingen vej udenom – solen skinner og nu skal vi have koldskål med kammerjunkere – ellers duer det bare ikke, og sommeren vil aldrig blive en rigtig sommer uden denne klassiker!

Koldskål

Ingredienser 2 personer

  • 2 dl græsk yoghurt
  • 1 dl fløde pisket til skum
  • 2 æg
  • 6 spsk sukrin eller anden sødning
  • 6 dråber vaniljeessens

(hvis du er til citron i din koldskål, kan du sagtens lige presse en skvis eller to i)

Sådan gør du

Bland alle ingredienser med det piskede fløde og smag til med sødning. Hvis du gerne vil have den mere syrlig, kan du tilsætte lidt citron.

Kammerjunkere

Ingredienser

  • 100 g mandelmel af malede mandler
  • 100 g affedtet mandelmel
  • 3 spsk sukrin
  • 70 g smør
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 æg
  • skal fra en revet citron

Sådan gør du

Sørg for at smørret er nogenlunde blødt, det gør det nemmere at arbejde med. Bland alle ingredienser sammen og ælt dejen rigtig godt.

Tril til små kugler og læg dem på bagepapir. Bag dem ved 160 grader i små ti minutter.

Hvis du gerne vil have dem til at ligne ‘rigtige’ kammerjunkere, kan du skære dem over på midten og give dem et par minutter mere, ellers giver du dem i alt et kvarters tid.

Der bliver ca. 30 ‘hele’ kammerjunkere af denne her portion.

Tilbage er der bare at sige: ‘Hold da helt sommerferie’ – ej ikke endnu, men snart!

Kærlig hilsen

Patricia

Ps. Du tænker nok, at du kan skovle ind af denne her lækkerhed, men tro mig, en lille portion så fortæller din krop dig, at den har fået mere end rigeligt – og det kan faktisk i dette tilfælde være lidt skuffende, fordi det smager bare SÅ godt 😉

Hvad er sult Patricia?

 

fof sløv forbrænding insulinresistens

En af vores kursister spurgte mig en dag: ‘ Hvad er sult Patricia?’

Hun spurgte: ’ Er det når maven rumler eller?’

Jeg svarede: ’Nej det er ikke maverumlen, der er….. ’
-og så kunne jeg ikke sige mere, fordi hvordan forklarer man følelsen af sult?

Ved du det?

Jeg ser så mange forskellige situationer, hos mine kursister, når det kommer til ‘sult’. Jeg anede ikke, at der kunne være så mange forskellige følelser og situationer forbundet med sult.

Vi kan være bange for sult!

Frygten for at blive sulten og ikke have noget at putte i munden, kan være så vild, at det næsten ikke er til at forstille sig. Vi er vant til hele tiden at putte i munden, også fordi vi har fået at vide, at vi skal spise mange gange om dagen, så det har vi gjort.

Vi er slet ikke vant til at mærke sult!

Når sukkermonsteret dominerer vores krop, så er det ikke den ægte sult vi mærker. Det er ustabilt blodsukker og crawings.
Det er sukkermonsteret der skriger efter sukker, så han kan vokse sig stor og stærk og overtage hele styringen af vores organisme.

Det er ikke en ægte sult!

Der er også situationer hvor vi er bange for at spise!
Mange af os har kæmpet med at ville tabe os i mange år, og det har gjort at vi kan være bange for at spise, eller bange for at føle mæthed.

Kender du det at du kan være propfyldt i maven, men stadig have lyst til noget?

Det hænger sammen med at kroppen er så intelligent, at har den ikke fået den næring den har brug for, så bliver den ved med at bede om mere..
Derfor kan vi ligge på sofaen og nærmest ikke kunne få luft, og alligevel har vi lige lyst til noget.

Jeg har selv været bange for at spise i situationer!
Jeg har kigget på klokken, når der er nogen der har spurgt mig om jeg var sulten. Jeg kunne simpelthen ikke afkode min krops signaler – og det var fordi jeg i så mange år, har mishandlet mig selv, spist på mine følelser, dulmet mine følelser med mad, ignoreret sult og presset min krop til det yderste.

Man kan også være bange for at spise mad der smager godt?

Når vi har været på slankekur så mange gange, så har det været en kamp. Det har været en lidelse, og derfor, når vi slår over og lever Det fede liv, er der mange der har svært ved at spise den lækre mad, fordi den smager så godt!

Vi føler at vi synder!

Åh gud hvor kan jeg nikke genkendende til dette!

Når jeg har været på slankekur, så har jeg spist underlige ting, der ikke smagte godt.
I starten kunne jeg slet ikke finde ud af at spise ting der smagte mig, fordi så var jeg jo ikke på vej mod et vægttab. Jeg havde en følelse af at jeg ikke kunne tabe mig og spise lækkert mad!
Det var min overbevisning!

At skulle tabe mig, skulle være en hård kamp!

Måske var der også en følelse gemt inde i mig, at jeg ikke fortjente at spise lækkert mad. Fordi på mange måder var jeg en fiasko, fordi jeg netop ikke kunne tabe mig, og når jeg tabte mig, kunne jeg ikke holde det og jeg tog det hele på igen!

Jeg troede jeg havde rygrad som en kop kakaomælk.

Jeg fandt senere ud af at det var fordi jeg havde fået helt forkert fat i det hele.. 

Jeg spiste alt det forkerte- som jeg bare blev tyk af.
Jeg spiste kulhydrater og ingen fedt, og så blev min krop bange og holdt fast på alt det fedt den havde på kroppen– den vidste jeg ikke hvornår den igen ville få noget næring, som den faktisk kunne bruge til noget.
Derfor holdt den fast på sit overlevelses-lager!
Derfor var jeg konstant sulten.

Åh gud hvor havde jeg da godt nok fat i den forkerte ende – og åh jeg føler med dig hvis det er sådan du har det!

Men du er ikke forkert – du har bare gjort noget forkert!

Tilbage til sult!

Hvis du spørger mig i dag, så er jeg stadig ikke sikker på hvad sult er. Der er ikke et entydig svar, fordi min sult er sikkert en helt anden sult end den du føler. I hvert fald hvis du ikke lever Det fede liv.

Her er sult noget andet – fordi det ikke er sukkermonsteret der taler.

Nu er min krop den der fortæller mig at den har brug for næring – og ikke sukkermosteret der dominerer min krop.

Jeg er sluppet ud af mit madfængsel.

Jeg føler sult som en påmindelse, ikke som en tilstand hvor jeg tror jeg skal dø, min krop ryster, jeg bliver svimmel og er ved at kaste op.

Kender du det, at man nærmest kan være så sulten at man får følelsen af at skulle kaste op?

Eller at gå sukkerkold, hvor alting bævre og ryster!

Den findes ikke mere hos mig!

Jeg er heller ikke bange for sult mere, fordi det er ikke en forfærdelig tilstand, hvor jeg tror jeg skal dø hvis jeg ikke får noget NU!

Jeg bliver heller ikke påvirket længere af at andre spiser slik og kager foran mig.

Jeg ser det ikke engang – og det er faktisk magi.

Mange af vores kursister fortæller det samme – eller det gør de alle faktisk.

’Jeg er blevet ligeglad med slik og kager’ lyder det.

Og det er fordi sukkermonsteret er død!

Kroppen fortæller os at den faktisk er ligeglad med slik og kager, fordi det ikke gør noget godt for den. Den har ikke brug for det, og den bliver bare syg, tyk og trist af sukker!

 

Kroppen udsender signaler til os hele tiden, som vi nu har lært at afkode!

 

Når vi holder vores populære intromøder rundt om i Danmark, fortæller jeg: ‘ Du bliver ligeglad med det usunde’!
Folk slår sig på lårene af grin, fordi rigtig mange der kommer til os, spiser slik og kager hver evig eneste dag.

’Det sker i hver fald ikke for mig’ lyder det.

Når det så sker, så er de i chok!

Sukkermonsteret dør!!!!

 

Tilbage til sulten!

Sult er ikke farligt- sult er en naturlig følelse.

Men kun et signal!

Og det signal er der ikke noget at være bange for!

At spise er heller ikke farligt – det er en naturlig situation hvor vi tilfører kroppen næring.

Men det kan være svært, fordi vi er vant til noget andet.

Vi er helt ødelagte i vores parlør.

Vi forstår ikke længere at oversætte kroppens signaler.

Men det lærer vi dig her i Det fede liv.

Vi lærer dig at blive din egen fede gudinde – og din krop bliver din bedste ven.

 

Og tilbage til sult..

Jeg tror faktisk jeg er sulten nu, så jeg må hellere spise lidt lækkert.

Jeg tror jeg vil have en omelet med ost og bacon – og fed dressing til. Og lidt smørstegt grønt.

Det er nemlig hvad min krop har brug for.

Det er det signal den sender mig.

Sult er ikke noget at være bange for – sult er nemlig bare et signal!

Kærlig hilsen

Patricia

 

Vil du også leve Det fede liv?

Læs mere om vores forløb her

Du kan også ansøge om at blive en del af Det fede fællesskab som er vores efterhånden ret store fællesskab på facebook, hvor vi står sammen og passer på hinanden i alt hvad livet bringer os.

 

 

Hjemmelavet bearnaise

 

2018-03-05 (2)

Åh gud hvor skal jeg dog starte! – sikke en oplevelse af bare lykke og glæde!

Hjemmelavet bearnaise som sendt fra himlen!

Du får opskriften her…

Ingredienser

Bearnaise essens

  • ½ dl hvidvinseddike
  • ½ dl vand
  • 3 spsk tørret estragon
  • ½ finthakket løg

Sauce

  • 2 spsk bearnaise essens
  • 125 g  smeltet smør
  • 2 æggeblommer
  • Salt og lidt peber
  • Citronsaft
  • Tørret estragon

 

Sådan gør du
Essens:
Hak løget fint og læg det i en lille gryde med vand, eddike og estragon og lad det stå et par minutter ved middel varme.
Tag det af varmen.
Læg smør i en anden gryde og lad det smelte og tag det af varmen.

Sauce:
Slå æggeblommerne ud i en skål så de er klar. Sæt en lille gryde over varmen og hæld essens og æggeblommer i, og pisk den luftig.
Bliv ved med at piske, du må ikke stoppe på noget tidspunkt.
Når det er blevet lidt tykkere hældes smør i, imens der stadig piskes.
Tag gryden af varmen imens du stadig pisker og tilsæt en spiseske af det smeltede smør og bliv ved indtil du ikke har noget smør tilbage.
Til sidst tilsættes estragon og smag til med salt peber og citronsaft.
Serveres med det samme.

Denne her kan spises til ALT!
Ja måske endda på den græske yoghurt også – dog har jeg ikke lige prøvet!
Den får ALT til at smage fantastisk – og kan også spises som dip kold, og som dressing til salat!

Kan ikke lige få armene ned forløbeligt!

 

Så skal vi lige hilse på Kristine igen! Nu med et vægttab på 25 kg!

2018-02-22

Kender du godt kristine? hun har løbende lavet indlæg her på bloggen..

Her er hvad hun siger om forløbet Dit fede liv!

Jeg har været overvægtig i mange år, og var lidt skeptisk i starten, da jeg hørte om “Det fede liv”. Jeg var vant til masser af træning, at tælle kalorier, og kigge efter lavest fedtprocent i min mad, og nu skulle jeg pludselig gå efter den højeste fedtprocent, og ikke tælle kcal.
At begynde at drikke fløde, spise smør og spise fedtkanten på mit kød, skulle vise sig at være vejen frem for mig.
Jeg gik fra at være konstant sulten, til idag, aldrig at føle sult. Ingen crawings efter kage, slik eller lignende, netop fordi jeg vælger at spise mig mæt i fedt!!

Det er den nemmeste livstils-ændring jeg nogensinde har gjort mig, og klart den bedste, og mest holdbare.

Jeg har valgt “det fede liv” -for altid!!!

Vil du også leve det fede liv og blive kiloene kvit for altid?

Det er ski da mega fedt ik?

Kærlig hilsen

Patricia

I dag skal vi møde Jette – her er hvad hun siger om forløbet Dit nye fede liv!

 

En aften i oktober læste jeg på FB at Patricia Højbo holdt intro møde til Dit nye fede liv. Jeg har altid været overvægtig, lige siden jeg var barn.

Derfor bestemte jeg mig for at gå til mødet for at hører lidt om hvad det var. Jeg var meget skeptisk over for ’endnu en kur’, men jeg bestemte mig for at prøve da det jo er lækre ting vi må spise, havde jeg hørt fra andre der har fulgt forløbet.

Allerede efter den første uge, hvor jeg tabte 3,4 kg og 8 cm, så var jeg klar over at det nok var den livsstil som jeg kan se mig selv på resten af livet. Jeg har bestemt mig for ikke at være strikt. Hvis jeg er i byen så spiser jeg det jeg har lyst til, fordi det er nemlig også det som vi lærer på forløbet – som Patricia siger. ’ så er det en del af livet, at man skal kunne spise som alle andre’. Og dagen efter lægger jeg ud med æg og bacon, som er en del af det vi elsker her i Det fede liv.

Jeg føler ikke at jeg ‘lider’ for at tabe mig, tværtimod. Jeg spiser bare kulhydrater i mindre mængder end før og dejligt fedt, fra smør, fløde og olier. Derimod så føler jeg at jeg har fået og fået. Der er så mange lækre ting jeg gerne må spise, og faktisk så siger slik mig ingenting mere – men vi må jo også gerne spise alle de lækre kager og desserter, fyldt med gode råvarer, så i stedet for at føle jeg mister, så føler jeg at jeg har fået.

Jeg har nu været i gang i ca 12 uger og jeg har tabt mig knap 15 kg og ca. 44 cm på de 4 steder på kroppen. Jeg er gået 2 tøjstørrelse ned 💪🏻😊Mine blodprøver er rigtig fine og jeg skal til at prøve at smide den medicin jeg får for mit blodtryk når jeg har tabt lidt mere.

Kan kun give ’Mit fede liv’ mine bedste anbefalinger og Patricia Højbo er der altid med hjælpe hvis man køre fast.

Mit nye fede liv er kommet for at blive, og jeg går ALDRIG tilbage til der hvor jeg kom fra.

Kærlig hilsen

Jette Præst

 

Har du også lyst til at leve Det fede liv sammen med Jette og alle os andre, så tilmeld dig her

Læs om Marius vægttab på 14 kilo her

Gammeldags pandekager

pandekager

4 personer – ca. 15 stk

Ingredienser

  • 10 æg
  • 7 æggehvider
  • 1 dl fløde
  • 3/4 spsk sukrin
  • 2 spsk store HUSK ( den grønne)
  • 350 g cremefraiche 38%
  • 1 tsk salt
  • 1,5 tsk kardemomme ( jeg er meget glad for smagen, men den kan udelades)
  • 1 tsk vaniljeessens
  • smør til stegning

Sådan gør du

Bland hele molevitten sammen med en ske eller elpisker.

Varm en pande med en stor klat smør.

Fordel en lille deciliter af dejen på panden og lad den stå et minut, til pandekagen er gylden.

Vend den forsigtigt, da den nemt går i stykker og læg den på en tallerken og sæt den i ovnen en imens du laver resten.

Her serveret med sukrin melis men du kan også servere den med Jordbærflødeis eller vaniljeis med chokoladestykker.

Går aldrig af mode – og forresten så opdager ungerne heller aldrig at det faktisk er en sund pandekage 😉

Kærlig hilsen

Patricia

Ps. Hvis du indtaster koden DFL17 på linket, får du 10% rabat på sukrin, HUSK og meget mere..

Kan du huske Kristine – hun har nu tabt 20 kg!!!

Kristine har fulgt vores forløb og har nu tabt 20 kg på 12 uger!

Her er hvad Kristine siger om forløbet:

Jeg har været overvægtig i mange år, og var lidt skeptisk i starten, da jeg hørte om “Det fede liv”. Jeg var vant til masser af træning, at tælle kalorier, og kigge efter lavest fedtprocent i min mad, og nu skulle jeg pludselig gå efter den højeste fedtprocent, og ikke tælle kcal.
At begynde at drikke fløde, spise smør og spise fedtkanten på mit kød, skulle vise sig at være vejen frem for mig.
Jeg gik fra at være konstant sulten, til idag, aldrig at føle sult. Ingen crawings efter kage, slik eller lignende, netop fordi jeg vælger at spise mig mæt i fedt!!

Det er den nemmeste livstils-ændring jeg nogensinde har gjort mig, og klart den bedste, og mest holdbare.
De sidste 8 uger har givet mig motivation og gåpåmod til kampen mod kiloene og et bedre liv!
Jeg har valgt “det fede liv” -for altid!!!

Vil du også leve det fede liv og blive kiloene kvit for altid?

Læs mere om vores online forløb her

Ps.
Efter 4 måneder har Kristine ramt et vægttab på 24 kilo –

Læs Jettes historie her

 

 

Kan man dyrke hård motion når vi ikke spiser kulhydrater, men istedet en masse fedt – uden at gå sukkerkold?

 

Mange ved at når man dyrker motion så er man nødt til at have kulhydrater, fordi vi opbruger vores lager af glykogen i muskler og lever, og at det ikke er muligt at bruge fedt som en god kilde til optimal energi, så man kan præstere optimalt. Det er vi i hvert fald blevet fortalt i årtier.

Hvis vi kender til, eller kender til nogen, der har løbet marathon, så har vi hørt dem omtale det at ramme ’muren’.
Muren er en betegnelse for, når man går fra kulhydratforbrænding til fedtforbrænding, og denne overgang kan godt føles meget hård. Derfor prøver atleter ofte at fylde på med store mængder kulhydrater undervejs, så de ikke behøver forbrænde fedt, men i stedet blive ved med forbrænde sukker på, i form af energidrikke osv.

Vi har fået at vide at den eneste måde at præstere optimalt på er, at fylde alle lagrene op med sukker, dog er problemet bare, at der ikke kan opbevares meget mere end 2000 kalorier på kroppen i form af sukker, og alt derover er lagret som fedt. Så for at kunne yde max, er vi nødt til at blive ved med at fylde sukker på maskinen ellers har vi ikke noget energi.

Den nyeste forskning siger dog noget andet…

Når vi har været i det som vi kalder ketose, i noget tid, og kroppen er tilpasset den nye forbrændingsmotor (den motor som vi egentligt er designet til at anvende ) så vil vi langt langt bedre kunne præstere, og dyrke hård og intens motion.
Så bruger vi nemlig kroppens fedtlager som energi, og fedt er ikke noget vi jo bare lige løber tør for. Derfor rammer vi heller ikke ‘muren’, som når vi går fra sukkerforbrænding til fedtforbrænding, fordi vi fedtforbrænder hele tiden, hver dag-døgnets 24 timer. Dette giver en kraftig og stabil energi dagen lang, også under træning, og jeg har hørt mange sige at det næsten føles som et ‘High’ at præstere i ketose.

Musklerne behøver ikke glykose som energi, som du kan læse hvis du prøver at tjekke nogle af disse links her nedenunder, og se hvad de forskellige forskningsresultater siger om ketose og ‘high performance’.

Atleter syge at sukker!

Har du nogensinde hørt, at fordøjelsen og tarmsystemet omtales som din anden hjerne?
Det er lidt en anden snak, som vi kan tage på et andet tidspunkt, men grunden til at jeg nævner det, er at professor Russ Scala, som er meget kendt i USA har testet tusindevis af idrætsudøvere og atleter og fundet ud af, at på grund af det høje forbrug af kulhydrater under træning, har de fleste idrætsudøvere fået ødelagt deres biokemi i tarmsystemet og fordøjelsen. Så selvom man er en toptunet atlet, så gør kulhydrater stadig skade på systemet, også selvom man forbrænder hele molevitten.

Hvad skal vi så bruge som energi, hvis vi ikke kan bruge kulhydrat?

Forskingen har så taget os et skidt længere de seneste år, fordi hvis kulhydrater gør skade, også på idrætsudøvere, hvor skal de så få deres energi fra?
Man deler næringsstoffer op i 4 forskellige, kulhydrater, protein, fedt og alkohol, og når vi fjerner et af de næringsstoffer, så er vi nødt til at erstatte det med noget andet. Og spiser vi både fedtfattigt, og kulhydratfattige, så er der kun protein tilbage, og protein er det vi skal bruge til at opbygge vores muskler af, og er blandt andet derfor, heller ikke en alletiders kilde til energi. Derfor er vi nødt til at tilsætte fedtet, når vi fjerner kulhydraten, da dette giver både vores krop, alt den næring den har brug for, men det sikrer også en rask og velfungerende krop, med masser af energi.

Vi har i mange år troet af kulhydrat var nødvendigt for kroppen, men hvis man ser lidt nøgternt på det, så findes der ingen essentielle kulhydrater, kun essentielle aminosyrer, altså proteiner og fedtsyrer.

DER FINDES INGEN ESSENTIELLE KULHYDRATER!

Når vi taler om essentielt, så betyder det, hvis vi kigger i ordbogen, livsvigtige, og noget kroppen ikke kan danne selv, så den så skal have tilført udefra, altså gennem kosten.

Ergo, så behøver vi ikke at få tilført kulhydrat udefra,  kroppen kan nemlig godt selv danne det, hvis det er det den vil.

Fortiden, nutiden og kultur

For at forstå hvorfor kroppen ikke har behov for kulhydrat, men istedet meget fedt, bliver vi nødt til at se på historisk data og kultur, og der findes faktisk kulturer der slet ikke spiser kulhydrat i dag,
Massai-folket, som du kan læse om her spiser ikke kulhydrater, men meget fedt, og her kan du læse om andre kulturer der spiser meget få kulhydrater og meget fedt, og som er meget sundere end gennemsnittet.

Når vi er i ketose, er det slut med at gå sukkerkold. Vi løber ikke længere tør for energi hen på eftermiddagen, som vi gør, når vi lever med et højt indtag af kulhydrat. På samme måde løber idrætsudøvere heller ikke tør for energi, når de kører på fedtforbrænding, da kroppen bærer rundt på et stort lager af energi, som den hele tiden, og så let som ingenting, bare kan forbruge af.

Smart ik?

Hvis du er blevet lidt nysgerrig på, hvordan du selv opnår en masse energi, som er helt stabil, og hvor du ikke skader kroppen og alle organer, så læs nogle af disse interessante artikler nedenunder, som er sammensat af forskellige forskningsresultater, hvor du kan lære mere om hvordan du får den bedst mulige ydeevne, og alt den energi du behøver, med kun små justeringer.

Kærlig hilsen

Patricia

 

 

Episode 15 – Professor Tim Noakes shares how keto helps endurance

 

https://www.sciencedaily.com/releases/2015/11/151117091234.htm

How a low carb diet affected my athletic performance (Part 4)

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4113752/

https://nutritionandmetabolism.biomedcentral.com/articles/10.1186/1743-7075-1-2

https://www.sciencedaily.com/releases/2015/11/151117091234.htm

Vil du være med i Det fede fællesskab? 

Så kan du søge om optagelse her

Vi har igen afsluttet endnu et hold – med et gennemsnitlig vægttab på 8,3 kg

Igen har vi afsluttet et hold med stor succes-og vi kan ikke få armene ned.
Hold november har nu tabt sig 8,3 kg i gennemsnit, på kun 6 uger
-og de bliver bare ved med at tabe sig.

Er du nysgerrig på hvordan vi gør det?

Vi spiser lækkert mad som du kan se på billederne herunder.. ikke så slemt vel?

Vil du også leve det fede liv sammen med alle os andre?
Skriv til os herunder og hør hvordan livet også kan blive fedt for dig!

Hvad du ikke dør af gør dig stærkere..

Jeg har i dag brug for at dele en meget personlig historie, som mange af jer allerede kender.

I 2007 fandt jeg min søn død en morgen. Hans navn var August, og han blev kun 2 måneder gammel. Han havde en forsnævring på en blodåre i hjernen, og han var derfor sovet stille ind en nat i december. I dag ville han have blevet 10 år gammel.

Som alle nok kan forestille sig, så var det så forfærdeligt, og  enhver forældres mareridt. Hele mit liv gik i stå.

At gå med den dejligste baby hver dag, hvert minut, hver sekund i 2 måneder er lang tid. Og da August pludselig ikke var der mere, gik jeg i chok. Så meget i chok at jeg faktisk ikke kunne forstå det, og jeg fortsatte mit liv som intet var hændt, og var glad!!!

Jeg var glad!!

Det lyder fuldstændig sindsygt, når jeg skriver det, men som jeg senere fik forklaret, så er det kroppen og sindets måde at holde sig selv i live på. På en måde er det jo fantastisk.

Mit værste mareridt udspillede sig d. 12 december 2007, og først i august vågnede jeg op. Jeg vågnede op, og fandt ud af at jeg var gravid igen. Denne gang med en lille dreng ved navn Eliaz.

Jeg kontaktede psykiatrisk afdeling i Randers, fordi jeg blev simpelthen nødt til at tale med nogen om alt der var sket. Min familie har sidenhen fortalt mig, at de alle gik og ventede på, at jeg skulle knække, og at det skulle gå op for mig hvad der var sket.

På sygehuset fik jeg tilknyttet en sygeplejeske, som hedder Mette – hun er stadig et af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Jeg talte med hende – og talte og talte og talte, og jeg begyndte at få løsnet op for proppen af sorg. Efterfølgende talte jeg med hende en gang om ugen, og jeg vil våge at påstå, at hun har været med til at reddet mit liv.

Kort tid efter fødte jeg en søn. En stor og smuk dreng, men han blev kvalt i navlestrengen under fødslen, og var død da han blev født. Han skulle have været et plaster på såret for August, hvis man kan tillade sig at sige sådan, og på dette tidspunkt kunne jeg slet ikke forholde mig til, at jeg allerede havde mistet August. Nu stod jeg pludselig med 2 døde børn i mit hjerte.

Hvis jeg ikke allerede havde haft min store søn Philius, havde jeg med garanti ikke været her i dag. Så havde jeg ikke haft noget at leve for.

Efter Eliaz gik mit arbejde med mig selv for alvor igang. Jeg var blevet splittet ad i atomer, og jeg havde mistet troen på alt. Jeg troede jeg var forbandet, og angsten for at miste Philius også, tordnede ind over mig. Jeg kæmpede, og arbejdede alt hvad jeg kunne for at blive mig selv igen. Mit liv bestod af min søn, der var levende, og som jeg skulle være der for hele tiden, og mine to døde sønner, som jeg skulle acceptere ikke var hos mig mere. Hvordan gør man det? Hvordan lever man med denne splittelse?

Heldigvis havde jeg mine forældre, min eksmand og mine venner. Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for dem. Den støtte, omsorg, opbakning og kærlighed til mig, på trods af at de selv skulle forholde sig til deres egne følelser, er det mest rørende jeg nogensinde havde kunnet forstille mig. Alle satte sig selv til side, for at være der for mig, og langsomt kunne jeg vende tilbage til livet – langsomt med stødt.

Jeg skulle pludselig leve med min nye identitet, som den kvinde der havde mistet sine to børn. Når jeg mødte bekendte på gaden, havde de netop henvendt sig til mig ved at sige “Tillykke med din søn” og nu var ordene “Kondolere med din søn”. Og tragikomisk var det, da blomsterforretningen afviste blomster, fra de som bestilte til begravelsen, med ordene: ” Det var sidste år Patricia mistede sin søn” og de, troede at folk havde forvekslet mig, med en anden mor der havde mistet. Men det var mig igen – den var go nok.

Jeg har holdt taler til begge mine børns begravelse. Jeg har stået kigget ud over hundrede mennesker, og set deres sorg, over min sorg – som et spejl der blev holdt op foran mig. Men jeg har holdt hovedet højt – hele vejen igennem. Jeg har inderst inde vidst, at man ikke får en udfordring man ikke klare, og når jeg kom ud på den anden side ville jeg være stærkere.

Jeg tror på, så dybt i mit hjerte, at man aldrig får en udfordring man ikke kan klare. Og jeg klarede den. Jeg blev så stærk, at jeg en dag kunne beslutte mig for, at jeg ville være gravid igen.

Denne beslutning har været den største, og sværeste jeg nogensinde har truffet. Anders og mine forældre blev lammet af angst – og det gjorde jeg også selv. De måneder Walther lå i min mave, var de hårdeste nogensinde. Frygten for at det skulle ske igen, var så alt over skyggende. Men tanken om, at mine sidste oplevelser med baby og graviditet, ikke skulle være negativ, holdt mig oppe, hele graviditeten igennem.

Jeg kom igennem, og fødte i 2010 den mest fantastiske søn ved navn Walther. Han blev opkaldt efter min far, fordi min far er, og har altid været, min klippe, og derfor kunne Walther ikke hedde andet end Walther.

Jeg vidste godt, at de første år af Walthers liv ville blive en prøvelse, ud over noget andet jeg nogensinde ville gennemgå. Angsten for, at han også ville bliver taget fra mig, var så alt over skyggende. Jeg havde svært ved at sove, og når jeg endelig gjorde, vågnede jeg hele tiden for at tjekke om han trak vejret.

Heldigvis havde jeg Mette, den sygeplejerske jeg talte med igennem mine oplevelser. Hun var udefrastående og var ikke følelsesmæssig involveret som alle andre. Jeg kunne fortælle om mine tanker, følelser og den lammene angst, uden at bekymre min familie. Langsomt fik jeg troen på, at Walther var kommet for at blive. Jeg fik langsomt troen på, at der ikke ville ske mig noget dårligt igen, og jeg kunne også begynde at arbejde igen.

Jeg fik troen på, at jeg ikke ville opleve noget slemt igen, og jeg begyndte at leve. Men ikke det slags liv som jeg havde før. Et helt helt andet liv. Jeg var blevet en anden Patricia, og hende jeg var før, kendete jeg ikke mere.

Ikke at jeg var et dårligt eller forkert menneske før, jeg var bare blevet “udvidet” hvis man kan sige det sådan. Mine oplevelser havde ført mig gennem alle livets aspekter, på ekstrem kort tid, og jeg fandt pludselig ud af, at det eneste jeg ville var at hjælpe andre. Mit ønske om, at der ikke er nogen der skal gå igennem livet, og have det skidt, blev min mission. Men først blev jeg nødt til at hjælpe mig selv, før jeg kunne hjælpe andre.

Min psyke og hele min organisme var blevet sat sammen på nyt, og min krop reagerede mere og mere på de oplevelser jeg havde været igennem. Jeg havde en følelse af at der var noget galt med mig. Der skulle ingenting til så blev jeg bange – lyde og lugte kunne skabe en kædereaktion i mig, og mit hjerte sad hele tiden oppe i halsen. Jeg talte med Mette om det, og hun fik sendt mig til en læge der kunne udrede mig. Jeg blev udredt for alt der findes – næsten i hvert fald. Jeg endte op med diagnosen PTSD for 5 år siden. Altså der blev konkluderet, af jeg havde Post Traumatisk Stress…. og selvfølgelig havde jeg det. Hvis jeg ikke skulle have det, hvem skulle så?
På mange måder troede jeg, at det så var min dom. At det var sådan jeg var blevet kategoriseret. At det var mig. Men det var det ikke. Det var det slet ikke.
Jo, jeg havde angst, og var bange, men jeg fandt ud af, at sådan en tilstand kan forandre sig og blive anderledes. Meget anderledes.
De år efter mine børns død, har været hårdt arbejde. Rigtig rigtig hårdt arbejde. Men jeg kom over på den anden side. Jeg fik det bedre. Jeg har stadig angst ind i mellem, og jeg kan stadig blive lammet, men sådan som det var dengang, er helt anderledes end det er nu. Tiden læger alle sår. Og det mener jeg.
Èn ting er at miste sine børn, en anden ting er følgerne deraf. Det var en tilstand jeg var i, det var ikke mig, og det er det ikke, den dag i dag. Mine oplevelser er en del af mig, men de definere ikke mig. På ingen måde.

Den diabetes og de følgesygdomme jeg fik tilraget mig både før og efter mine oplevelser, er ikke mig heller. De er en del af mig, men jeg er så meget andet. Faktisk vil jeg sige, at jeg er en helt helt almindelig pige, der har nogle erfaringer og oplevelser med i bagagen, og de har forandret mig – til det bedre, om man vil. Men de er ikke mig.

Min mission her i livet blev som sagt, at hjælpe andre på alle måder muligt. Og det har jeg gjort. Alle der kender mig vil sige, at sådan er jeg, men stadigvæk, så er det kun en del af mig. Det er en følelse jeg har indeni, som kommer til udtryk gennem mine handlinger. Fordi jeg er det hele, jeg er et helt menneske på godt og ondt, men jeg udføre nogle handlinger, som gør at andre kan få det bedre. Og om det var det sidste jeg gjorde i dette her liv, så kunne jeg aldrig finde på at gøre andre ondt med vilje, og det er ikke fordi jeg er en engel, det er fordi at det strider mod alt jeg består af. Og jeg bliver nødt til at være tro mod mod mig selv. Tro mod mit formål her i livet.

Jeg har som sagt forandret mig de sidste 10 år. Jeg er blevet en anden. Jeg er blevet trukket gennem det værste man kan forstille sig, men jeg fik set nogle sider af mig selv, og jeg fandt ud af, hvad et menneske er i stand til at leve med – og overleve med. Dog har jeg ikke kun overlevet. Jeg lever, og det er der stor forskel på. Jeg overlevede den første tid efter mine børns død, men de sidste mange år, har jeg levet. Jeg griner og er glad hver dag, og når jeg står op om morgenen, er mine tanker er altid positive om hvad dagen vil bringe. Derudover har jeg så mange fantastiske mennesker i mit liv, som elsker mig for den jeg er, ikke for hvad jeg gør, hvad jeg har gjort, eller de oplevelser jeg har med mig.

Vigtigst af alt, så er jeg taknemmelig! Jeg er så taknemmelig for livet. Jeg kunne godt havde været død af sorg dengang. Men det gjorde jeg ikke. Jeg overlevede og jeg lever. Og indtil den dag jeg dør, vil de min livsfilosofi være: “Hvad du ikke dør af gør dig stærkere” Den du er, er ikke det du gør. Den du er, er den følelse du har indeni, resten er bare handlinger som viser hvad dit hjerte er fuld af.

august