Så skal vi lige hilse på Kristine igen! Nu med et vægttab på 25 kg!

2018-02-22

Kender du godt kristine? hun har løbende lavet indlæg her på bloggen..

Her er hvad hun siger om forløbet Dit fede liv!

Jeg har været overvægtig i mange år, og var lidt skeptisk i starten, da jeg hørte om “Det fede liv”. Jeg var vant til masser af træning, at tælle kalorier, og kigge efter lavest fedtprocent i min mad, og nu skulle jeg pludselig gå efter den højeste fedtprocent, og ikke tælle kcal.
At begynde at drikke fløde, spise smør og spise fedtkanten på mit kød, skulle vise sig at være vejen frem for mig.
Jeg gik fra at være konstant sulten, til idag, aldrig at føle sult. Ingen crawings efter kage, slik eller lignende, netop fordi jeg vælger at spise mig mæt i fedt!!

Det er den nemmeste livstils-ændring jeg nogensinde har gjort mig, og klart den bedste, og mest holdbare.

Jeg har valgt “det fede liv” -for altid!!!

Vil du også leve det fede liv og blive kiloene kvit for altid?

Det er ski da mega fedt ik?

Kærlig hilsen

Patricia

I dag skal vi møde Jette – her er hvad hun siger om forløbet Dit nye fede liv!

 

En aften i oktober læste jeg på FB at Patricia Højbo holdt intro møde til Dit nye fede liv. Jeg har altid været overvægtig, lige siden jeg var barn.

Derfor bestemte jeg mig for at gå til mødet for at hører lidt om hvad det var. Jeg var meget skeptisk over for ’endnu en kur’, men jeg bestemte mig for at prøve da det jo er lækre ting vi må spise, havde jeg hørt fra andre der har fulgt forløbet.

Allerede efter den første uge, hvor jeg tabte 3,4 kg og 8 cm, så var jeg klar over at det nok var den livsstil som jeg kan se mig selv på resten af livet. Jeg har bestemt mig for ikke at være strikt. Hvis jeg er i byen så spiser jeg det jeg har lyst til, fordi det er nemlig også det som vi lærer på forløbet – som Patricia siger. ’ så er det en del af livet, at man skal kunne spise som alle andre’. Og dagen efter lægger jeg ud med æg og bacon, som er en del af det vi elsker her i Det fede liv.

Jeg føler ikke at jeg ‘lider’ for at tabe mig, tværtimod. Jeg spiser bare kulhydrater i mindre mængder end før og dejligt fedt, fra smør, fløde og olier. Derimod så føler jeg at jeg har fået og fået. Der er så mange lækre ting jeg gerne må spise, og faktisk så siger slik mig ingenting mere – men vi må jo også gerne spise alle de lækre kager og desserter, fyldt med gode råvarer, så i stedet for at føle jeg mister, så føler jeg at jeg har fået.

Jeg har nu været i gang i ca 12 uger og jeg har tabt mig knap 15 kg og ca. 44 cm på de 4 steder på kroppen. Jeg er gået 2 tøjstørrelse ned 💪🏻😊Mine blodprøver er rigtig fine og jeg skal til at prøve at smide den medicin jeg får for mit blodtryk når jeg har tabt lidt mere.

Kan kun give ’Mit fede liv’ mine bedste anbefalinger og Patricia Højbo er der altid med hjælpe hvis man køre fast.

Mit nye fede liv er kommet for at blive, og jeg går ALDRIG tilbage til der hvor jeg kom fra.

Kærlig hilsen

Jette Præst

 

Har du også lyst til at leve Det fede liv sammen med Jette og alle os andre, så tilmeld dig her

Læs om Marius vægttab på 14 kilo her

Gammeldags pandekager

pandekager

4 personer – ca. 15 stk

Ingredienser

  • 10 æg
  • 7 æggehvider
  • 1 dl fløde
  • 3/4 spsk sukrin
  • 2 spsk store HUSK ( den grønne)
  • 350 g cremefraiche 38%
  • 1 tsk salt
  • 1,5 tsk kardemomme ( jeg er meget glad for smagen, men den kan udelades)
  • 1 tsk vaniljeessens
  • smør til stegning

Sådan gør du

Bland hele molevitten sammen med en ske eller elpisker.

Varm en pande med en stor klat smør.

Fordel en lille deciliter af dejen på panden og lad den stå et minut, til pandekagen er gylden.

Vend den forsigtigt, da den nemt går i stykker og læg den på en tallerken og sæt den i ovnen en imens du laver resten.

Her serveret med sukrin melis men du kan også servere den med Jordbærflødeis eller vaniljeis med chokoladestykker.

Går aldrig af mode – og forresten så opdager ungerne heller aldrig at det faktisk er en sund pandekage 😉

Kærlig hilsen

Patricia

Ps. Hvis du indtaster koden DFL17 på linket, får du 10% rabat på sukrin, HUSK og meget mere..

Kan du huske Kristine – hun har nu tabt 20 kg!!!

Kristine har fulgt vores forløb og har nu tabt 20 kg på 12 uger!

Her er hvad Kristine siger om forløbet:

Jeg har været overvægtig i mange år, og var lidt skeptisk i starten, da jeg hørte om “Det fede liv”. Jeg var vant til masser af træning, at tælle kalorier, og kigge efter lavest fedtprocent i min mad, og nu skulle jeg pludselig gå efter den højeste fedtprocent, og ikke tælle kcal.
At begynde at drikke fløde, spise smør og spise fedtkanten på mit kød, skulle vise sig at være vejen frem for mig.
Jeg gik fra at være konstant sulten, til idag, aldrig at føle sult. Ingen crawings efter kage, slik eller lignende, netop fordi jeg vælger at spise mig mæt i fedt!!

Det er den nemmeste livstils-ændring jeg nogensinde har gjort mig, og klart den bedste, og mest holdbare.
De sidste 8 uger har givet mig motivation og gåpåmod til kampen mod kiloene og et bedre liv!
Jeg har valgt “det fede liv” -for altid!!!

Vil du også leve det fede liv og blive kiloene kvit for altid?

Læs mere om vores online forløb her

Ps.
Efter 4 måneder har Kristine ramt et vægttab på 24 kilo –

Læs Jettes historie her

 

 

Kan man dyrke hård motion når vi ikke spiser kulhydrater, men istedet en masse fedt – uden at gå sukkerkold?

 

Mange ved at når man dyrker motion så er man nødt til at have kulhydrater, fordi vi opbruger vores lager af glykogen i muskler og lever, og at det ikke er muligt at bruge fedt som en god kilde til optimal energi, så man kan præstere optimalt. Det er vi i hvert fald blevet fortalt i årtier.

Hvis vi kender til, eller kender til nogen, der har løbet marathon, så har vi hørt dem omtale det at ramme ’muren’.
Muren er en betegnelse for, når man går fra kulhydratforbrænding til fedtforbrænding, og denne overgang kan godt føles meget hård. Derfor prøver atleter ofte at fylde på med store mængder kulhydrater undervejs, så de ikke behøver forbrænde fedt, men i stedet blive ved med forbrænde sukker på, i form af energidrikke osv.

Vi har fået at vide at den eneste måde at præstere optimalt på er, at fylde alle lagrene op med sukker, dog er problemet bare, at der ikke kan opbevares meget mere end 2000 kalorier på kroppen i form af sukker, og alt derover er lagret som fedt. Så for at kunne yde max, er vi nødt til at blive ved med at fylde sukker på maskinen ellers har vi ikke noget energi.

Den nyeste forskning siger dog noget andet…

Når vi har været i det som vi kalder ketose, i noget tid, og kroppen er tilpasset den nye forbrændingsmotor (den motor som vi egentligt er designet til at anvende ) så vil vi langt langt bedre kunne præstere, og dyrke hård og intens motion.
Så bruger vi nemlig kroppens fedtlager som energi, og fedt er ikke noget vi jo bare lige løber tør for. Derfor rammer vi heller ikke ‘muren’, som når vi går fra sukkerforbrænding til fedtforbrænding, fordi vi fedtforbrænder hele tiden, hver dag-døgnets 24 timer. Dette giver en kraftig og stabil energi dagen lang, også under træning, og jeg har hørt mange sige at det næsten føles som et ‘High’ at præstere i ketose.

Musklerne behøver ikke glykose som energi, som du kan læse hvis du prøver at tjekke nogle af disse links her nedenunder, og se hvad de forskellige forskningsresultater siger om ketose og ‘high performance’.

Atleter syge at sukker

Har du nogensinde hørt, at fordøjelsen og tarmsystemet omtales som din anden hjerne?
Det er lidt en anden snak, som vi kan tage på et andet tidspunkt, men grunden til at jeg nævner det, er at professor Russ Scala, som er meget kendt i USA har testet tusindevis af idrætsudøvere og atleter og fundet ud af, at på grund af det høje forbrug af kulhydrater under træning, har de fleste idrætsudøvere fået ødelagt deres biokemi i tarmsystemet og fordøjelsen. Så selvom man er en toptunet atlet, så gør kulhydrater stadig skade på systemet, også selvom man forbrænder hele molevitten.

Hvad skal vi så bruge som energi, hvis vi ikke kan bruge kulhydrat?

Forskingen har så taget os et skidt længere de seneste år, fordi hvis kulhydrater gør skade, også på idrætsudøvere, hvor skal de så få deres energi fra?
Man deler næringsstoffer op i 4 forskellige, kulhydrater, protein, fedt og alkohol, og når vi fjerner et af de næringsstoffer, så er vi nødt til at erstatte det med noget andet. Og spiser vi både fedtfattigt, og kulhydratfattige, så er der kun protein tilbage, og protein er det vi skal bruge til at opbygge vores muskler af, og er blandt andet derfor, heller ikke en alletiders kilde til energi. Derfor er vi nødt til at tilsætte fedtet, når vi fjerner kulhydraten, da dette giver både vores krop, alt den næring den har brug for, men det sikrer også en rask og velfungerende krop, med masser af energi.

Vi har i mange år troet af kulhydrat var nødvendigt for kroppen, men hvis man ser lidt nøgternt på det, så findes der ingen essentielle kulhydrater, kun essentielle aminosyrer, altså proteiner og fedtsyrer.

DER FINDES INGEN ESSENTIELLE KULHyDRATER!

Når vi taler om essentielt, så betyder det, hvis vi kigger i ordbogen, livsvigtige, og noget kroppen ikke kan danne selv, så den så skal have tilført udefra, altså gennem kosten.

Ergo, så behøver vi ikke at få tilført kulhydrat udefra,  kroppen kan nemlig godt selv danne det, hvis det er det den vil.

Fortiden, nutiden og kultur

For at forstå hvorfor kroppen ikke har behov for kulhydrat, men istedet meget fedt, bliver vi nødt til at se på historisk data og kultur, og der findes faktisk kulturer der slet ikke spiser kulhydrat i dag,
Massai-folket, som du kan læse om her spiser ikke kulhydrater, men meget fedt, og her kan du læse om andre kulturer der spiser meget få kulhydrater og meget fedt, og som er meget sundere end gennemsnittet.

Når vi er i ketose, er det slut med at gå sukkerkold. Vi løber ikke længere tør for energi hen på eftermiddagen, som vi gør, når vi lever med et højt indtag af kulhydrat. På samme måde løber idrætsudøvere heller ikke tør for energi, når de kører på fedtforbrænding, da kroppen bærer rundt på et stort lager af energi, som den hele tiden, og så let som ingenting, bare kan forbruge af.

Smart ik?

Hvis du er blevet lidt nysgerrig på, hvordan du selv opnår en masse energi, som er helt stabil, og hvor du ikke skader kroppen og alle organer, så læs nogle af disse interessante artikler nedenunder, som er sammensat af forskellige forskningsresultater, hvor du kan lære mere om hvordan du får den bedst mulige ydeevne, og alt den energi du behøver, med kun små justeringer.

Kærlig hilsen

Patricia

 

 

Episode 15 – Professor Tim Noakes shares how keto helps endurance

 

https://www.sciencedaily.com/releases/2015/11/151117091234.htm

How a low carb diet affected my athletic performance (Part 4)

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4113752/

https://nutritionandmetabolism.biomedcentral.com/articles/10.1186/1743-7075-1-2

https://www.sciencedaily.com/releases/2015/11/151117091234.htm

Hvis du vil høre mere om hvordan du bliver en lean mean fatburning mashine, kan du skrive her..

Vi har igen afsluttet endnu et hold – med et gennemsnitlig vægttab på 8,3 kg

Igen har vi afsluttet et hold med stor succes-og vi kan ikke få armene ned.
Hold november har nu tabt sig 8,3 kg i gennemsnit, på kun 6 uger
-og de bliver bare ved med at tabe sig.

Er du nysgerrig på hvordan vi gør det?

Vi spiser lækkert mad som du kan se på billederne herunder.. ikke så slemt vel?

Vil du også leve det fede liv sammen med alle os andre?
Skriv til os herunder og hør hvordan livet også kan blive fedt for dig!

Hvad du ikke dør af gør dig stærkere..

Jeg har i dag brug for at dele en meget personlig historie, som mange af jer allerede kender.

I 2007 fandt jeg min søn død en morgen. Hans navn var August, og han blev kun 2 måneder gammel. Han havde en forsnævring på en blodåre i hjernen, og han var derfor sovet stille ind en nat i december. I dag ville han have blevet 10 år gammel.

Som alle nok kan forestille sig, så var det så forfærdeligt, og  enhver forældres mareridt. Hele mit liv gik i stå.

At gå med den dejligste baby hver dag, hvert minut, hver sekund i 2 måneder er lang tid. Og da August pludselig ikke var der mere, gik jeg i chok. Så meget i chok at jeg faktisk ikke kunne forstå det, og jeg fortsatte mit liv som intet var hændt, og var glad!!!

Jeg var glad!!

Det lyder fuldstændig sindsygt, når jeg skriver det, men som jeg senere fik forklaret, så er det kroppen og sindets måde at holde sig selv i live på. På en måde er det jo fantastisk.

Mit værste mareridt udspillede sig d. 12 december 2007, og først i august vågnede jeg op. Jeg vågnede op, og fandt ud af at jeg var gravid igen. Denne gang med en lille dreng ved navn Eliaz.

Jeg kontaktede psykiatrisk afdeling i Randers, fordi jeg blev simpelthen nødt til at tale med nogen om alt der var sket. Min familie har sidenhen fortalt mig, at de alle gik og ventede på, at jeg skulle knække, og at det skulle gå op for mig hvad der var sket.

På sygehuset fik jeg tilknyttet en sygeplejeske, som hedder Mette – hun er stadig et af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Jeg talte med hende – og talte og talte og talte, og jeg begyndte at få løsnet op for proppen af sorg. Efterfølgende talte jeg med hende en gang om ugen, og jeg vil våge at påstå, at hun har været med til at reddet mit liv.

Kort tid efter fødte jeg en søn. En stor og smuk dreng, men han blev kvalt i navlestrengen under fødslen, og var død da han blev født. Han skulle have været et plaster på såret for August, hvis man kan tillade sig at sige sådan, og på dette tidspunkt kunne jeg slet ikke forholde mig til, at jeg allerede havde mistet August. Nu stod jeg pludselig med 2 døde børn i mit hjerte.

Hvis jeg ikke allerede havde haft min store søn Philius, havde jeg med garanti ikke været her i dag. Så havde jeg ikke haft noget at leve for.

Efter Eliaz gik mit arbejde med mig selv for alvor igang. Jeg var blevet splittet ad i atomer, og jeg havde mistet troen på alt. Jeg troede jeg var forbandet, og angsten for at miste Philius også, tordnede ind over mig. Jeg kæmpede, og arbejdede alt hvad jeg kunne for at blive mig selv igen. Mit liv bestod af min søn, der var levende, og som jeg skulle være der for hele tiden, og mine to døde sønner, som jeg skulle acceptere ikke var hos mig mere. Hvordan gør man det? Hvordan lever man med denne splittelse?

Heldigvis havde jeg mine forældre, min eksmand og mine venner. Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for dem. Den støtte, omsorg, opbakning og kærlighed til mig, på trods af at de selv skulle forholde sig til deres egne følelser, er det mest rørende jeg nogensinde havde kunnet forstille mig. Alle satte sig selv til side, for at være der for mig, og langsomt kunne jeg vende tilbage til livet – langsomt med stødt.

Jeg skulle pludselig leve med min nye identitet, som den kvinde der havde mistet sine to børn. Når jeg mødte bekendte på gaden, havde de netop henvendt sig til mig ved at sige “Tillykke med din søn” og nu var ordene “Kondolere med din søn”. Og tragikomisk var det, da blomsterforretningen afviste blomster, fra de som bestilte til begravelsen, med ordene: ” Det var sidste år Patricia mistede sin søn” og de, troede at folk havde forvekslet mig, med en anden mor der havde mistet. Men det var mig igen – den var go nok.

Jeg har holdt taler til begge mine børns begravelse. Jeg har stået kigget ud over hundrede mennesker, og set deres sorg, over min sorg – som et spejl der blev holdt op foran mig. Men jeg har holdt hovedet højt – hele vejen igennem. Jeg har inderst inde vidst, at man ikke får en udfordring man ikke klare, og når jeg kom ud på den anden side ville jeg være stærkere.

Jeg tror på, så dybt i mit hjerte, at man aldrig får en udfordring man ikke kan klare. Og jeg klarede den. Jeg blev så stærk, at jeg en dag kunne beslutte mig for, at jeg ville være gravid igen.

Denne beslutning har været den største, og sværeste jeg nogensinde har truffet. Anders og mine forældre blev lammet af angst – og det gjorde jeg også selv. De måneder Walther lå i min mave, var de hårdeste nogensinde. Frygten for at det skulle ske igen, var så alt over skyggende. Men tanken om, at mine sidste oplevelser med baby og graviditet, ikke skulle være negativ, holdt mig oppe, hele graviditeten igennem.

Jeg kom igennem, og fødte i 2010 den mest fantastiske søn ved navn Walther. Han blev opkaldt efter min far, fordi min far er, og har altid været, min klippe, og derfor kunne Walther ikke hedde andet end Walther.

Jeg vidste godt, at de første år af Walthers liv ville blive en prøvelse, ud over noget andet jeg nogensinde ville gennemgå. Angsten for, at han også ville bliver taget fra mig, var så alt over skyggende. Jeg havde svært ved at sove, og når jeg endelig gjorde, vågnede jeg hele tiden for at tjekke om han trak vejret.

Heldigvis havde jeg Mette, den sygeplejerske jeg talte med igennem mine oplevelser. Hun var udefrastående og var ikke følelsesmæssig involveret som alle andre. Jeg kunne fortælle om mine tanker, følelser og den lammene angst, uden at bekymre min familie. Langsomt fik jeg troen på, at Walther var kommet for at blive. Jeg fik langsomt troen på, at der ikke ville ske mig noget dårligt igen, og jeg kunne også begynde at arbejde igen.

Jeg fik troen på, at jeg ikke ville opleve noget slemt igen, og jeg begyndte at leve. Men ikke det slags liv som jeg havde før. Et helt helt andet liv. Jeg var blevet en anden Patricia, og hende jeg var før, kendete jeg ikke mere.

Ikke at jeg var et dårligt eller forkert menneske før, jeg var bare blevet “udvidet” hvis man kan sige det sådan. Mine oplevelser havde ført mig gennem alle livets aspekter, på ekstrem kort tid, og jeg fandt pludselig ud af, at det eneste jeg ville var at hjælpe andre. Mit ønske om, at der ikke er nogen der skal gå igennem livet, og have det skidt, blev min mission. Men først blev jeg nødt til at hjælpe mig selv, før jeg kunne hjælpe andre.

Min psyke og hele min organisme var blevet sat sammen på nyt, og min krop reagerede mere og mere på de oplevelser jeg havde været igennem. Jeg havde en følelse af at der var noget galt med mig. Der skulle ingenting til så blev jeg bange – lyde og lugte kunne skabe en kædereaktion i mig, og mit hjerte sad hele tiden oppe i halsen. Jeg talte med Mette om det, og hun fik sendt mig til en læge der kunne udrede mig. Jeg blev udredt for alt der findes – næsten i hvert fald. Jeg endte op med diagnosen PTSD for 5 år siden. Altså der blev konkluderet, af jeg havde Post Traumatisk Stress…. og selvfølgelig havde jeg det. Hvis jeg ikke skulle have det, hvem skulle så?
På mange måder troede jeg, at det så var min dom. At det var sådan jeg var blevet kategoriseret. At det var mig. Men det var det ikke. Det var det slet ikke.
Jo, jeg havde angst, og var bange, men jeg fandt ud af, at sådan en tilstand kan forandre sig og blive anderledes. Meget anderledes.
De år efter mine børns død, har været hårdt arbejde. Rigtig rigtig hårdt arbejde. Men jeg kom over på den anden side. Jeg fik det bedre. Jeg har stadig angst ind i mellem, og jeg kan stadig blive lammet, men sådan som det var dengang, er helt anderledes end det er nu. Tiden læger alle sår. Og det mener jeg.
Èn ting er at miste sine børn, en anden ting er følgerne deraf. Det var en tilstand jeg var i, det var ikke mig, og det er det ikke, den dag i dag. Mine oplevelser er en del af mig, men de definere ikke mig. På ingen måde.

Den diabetes og de følgesygdomme jeg fik tilraget mig både før og efter mine oplevelser, er ikke mig heller. De er en del af mig, men jeg er så meget andet. Faktisk vil jeg sige, at jeg er en helt helt almindelig pige, der har nogle erfaringer og oplevelser med i bagagen, og de har forandret mig – til det bedre, om man vil. Men de er ikke mig.

Min mission her i livet blev som sagt, at hjælpe andre på alle måder muligt. Og det har jeg gjort. Alle der kender mig vil sige, at sådan er jeg, men stadigvæk, så er det kun en del af mig. Det er en følelse jeg har indeni, som kommer til udtryk gennem mine handlinger. Fordi jeg er det hele, jeg er et helt menneske på godt og ondt, men jeg udføre nogle handlinger, som gør at andre kan få det bedre. Og om det var det sidste jeg gjorde i dette her liv, så kunne jeg aldrig finde på at gøre andre ondt med vilje, og det er ikke fordi jeg er en engel, det er fordi at det strider mod alt jeg består af. Og jeg bliver nødt til at være tro mod mod mig selv. Tro mod mit formål her i livet.

Jeg har som sagt forandret mig de sidste 10 år. Jeg er blevet en anden. Jeg er blevet trukket gennem det værste man kan forstille sig, men jeg fik set nogle sider af mig selv, og jeg fandt ud af, hvad et menneske er i stand til at leve med – og overleve med. Dog har jeg ikke kun overlevet. Jeg lever, og det er der stor forskel på. Jeg overlevede den første tid efter mine børns død, men de sidste mange år, har jeg levet. Jeg griner og er glad hver dag, og når jeg står op om morgenen, er mine tanker er altid positive om hvad dagen vil bringe. Derudover har jeg så mange fantastiske mennesker i mit liv, som elsker mig for den jeg er, ikke for hvad jeg gør, hvad jeg har gjort, eller de oplevelser jeg har med mig.

Vigtigst af alt, så er jeg taknemmelig! Jeg er så taknemmelig for livet. Jeg kunne godt havde været død af sorg dengang. Men det gjorde jeg ikke. Jeg overlevede og jeg lever. Og indtil den dag jeg dør, vil de min livsfilosofi være: “Hvad du ikke dør af gør dig stærkere” Den du er, er ikke det du gør. Den du er, er den følelse du har indeni, resten er bare handlinger som viser hvad dit hjerte er fuld af.

august

 

Vi har røv i bukserne, her i vores nye fede liv.

kaffe

Da jeg startede med at ændre min livsstil, for mange år siden, var mit første skridt, at ændre bevidstheden omkring de valg jeg traf. Jeg blev klar over den indre dialog jeg havde med mig selv, og at de tanker jeg valgte at tænke, var små valg jeg traf -hele tiden.

Det er meget meget nemt at blive offer i sit eget liv, og det er samtidig meget nemt at fralægge sig ansvaret for, hvordan livet ser ud. Problemet er bare, at det er svært at ændre noget, man tror man ikke selv er herre over, og derfor er det vigtigt at forstå at vi selv har magten til at ændre vores liv.

Jeg var offer i mit eget liv i mange år. Jeg var offer for de tanker jeg havde, og offer for min indre dialog. Og jeg var ikke klar over, at jeg havde et valg. Jeg var ikke klar over, at mine tanker var et valg, og at jeg selv kunne vælge hvad jeg tænkte.

Når jeg møder et menneske i dag, lytter jeg til deres indre dialog. Jeg hører hurtigt om glasset er halv tomt, eller om det er halv fyldt, og jeg observerer deres ordvalg og den tone de har overfor sig selv – og andre.

Ordene og tonelejet, vi udtrykker os med, siger nemlig meget om den indre dialog, men det siger også noget om, hvor fantastiske vi er til at lægge ansvaret fra os.

Et eksempel kan være: ‘Det er bare typisk mig’ eller ‘Det kan jeg i hvert fald ikke’, eller ‘ Det er ikke min skyld, det var fordi…’

Den indre dialog vi fører med os selv, kan være positiv, men jeg hører oftest en nedværdigende og negativ dialog med sig selv, hvor man har travlt med at skyde ansvaret fra sig, og forsikre sig selv om, at der ikke er noget man kan stille op. Dialogen går på, at vi er offer for omstændighederne, og at vi ikke selv har magten til at ændre vores liv-  heri ligger kimen til hvor meget ofre vi bliver i vores eget liv.

Da jeg startede ‘Det fede liv’ var jeg virkelig opmærksom på min indre dialog. Fordi sandheden er, at mit ønske om at hjælpe så mange som mulig, med at ændre deres livsstil, har ligget i mig i mange mange år. Men jeg turde ikke springe ud i det, fordi hvad hvis jeg nu fejlede? Hvad hvis nu jeg ikke duer til noget, og hvad hvis nu verden finder ud af at jeg bare er en helt almindelig pige, som tror hun ved et eller andet om noget, som hun slet ikke gør alligevel? Mine tanker gik på, om de mennesker jeg havde hjulpet tidligere, bare havde været mere held end forstand, og om jeg egentligt, i bund og grund, bare var uduelig.

Puha, sikke en dialog! Hold da op, hvor var den dialog med mig selv negativ, og ikke særlig konstruktiv – og den gavnede hverken mig selv eller andre. Men en dag forstod jeg bevidstheden om mine tanker, og jeg forstod, at mine tanker hele tiden var små valg jeg traf. Jeg valgte SELV, via mine tanker, at jeg ikke var god nok. Jeg valgte selv mine tanker. Der var ikke nogen der tænkte dem for mig, og de resulterede i handlingslammelse og negative følelser – og ikke det liv jeg drømte om.

Så når jeg ser på andre mennesker og deres liv, så ser jeg også dialogen og tankerne bag. Guderne skal vide, at jeg stadig kan tage mig selv i at tænke negativt, men jeg ved at mine tanker er nogle jeg kan styre, og derfor bliver tankerne til små valg hele tiden. Hele tiden vælger jeg at tænke positivt om mig selv, og hvad jeg formår, og omkring hvordan mit liv vil forme sig. Jeg er ikke længere offer i mit eget liv, jeg sidder i føresædet og har kontrollen. Jeg tager ansvar og jeg har fået røv i bukserne – som det hedder på rigtig godt dansk.

Jeg ved, at det kan være virkelig svært at ændre sit liv. Det kan være SÅ svært at skulle tage ansvar for sig selv, og hvordan ens liv har formet sig. Det er meget meget lettere bare at give skylden til omstændighederne – og alle mulige andre.
Men at ændre livsstil, starter med et valg. Og når vi ikke formår at lade være med at spise kage fredag aften, så er det ikke fordi kagen står på bordet, det er istedet et bevidst valg.
Valget bliver truffet indeni. Det kan være tanker som: ‘Pyt med det, det sker der ikke noget ved‘ eller ‘Ej det er også synd for mig at jeg sidder her med mine flæskesvær, og de andre får kage‘ eller ‘ Jeg kan jo ikke tillade mig at sige nej, fordi hvad tænker andre så om mig‘.

Alle disse tanker er bevidste valg. Det er en måde at vælge ikke at få succes, og det kan være en måde, at få følelse af, ‘ikke at kunne lykkedes med noget som helst’, til at gå i opfyldelse.

‘Det fede liv’ har derfor lavet et nyt tiltag, og det hedder ‘Mit nye fede fortsætter liv’.
Vi har erfaring med at der er rigtig nemt at tabe sig, og vi vil ikke risikere ikke at kunne holde vægttabet, fordi vi ikke er blevet bevidste omkring de valg vi har, eller hvordan vi selv tager ansvar for vores eget liv.

I Det fede liv- 6 ugers forløb er det let at tabe sig. Vi får afbalanceret hormonerne, og vi begynder at lytte til vores krop og de signaler den sender til os. Selvkærligheden er i fokus og livet er fedt. Vi står sammen, vi er et hold og vi føler vi kan udrette alverden sammen.

‘Dit nye fede fortsætter liv’, sætter endnu mere fokus på den indre dialog, og på bevidstheden omkring, hvorfor vores liv ser ud som det gør, og hvorfor vi blev overvægtige og ulykkelige i første omgang.
Det kræver røv i bukserne at tage ansvar for sig selv, men heldigvis har vi dét, her i ‘Det fede liv – måske er den ikke så stor som den var før, men den er til gengæld hård som granit 😉 og vi tillader ikke os selv at være ofte mere. Vi ved at alt er et valg, og vi har valgt at være sunde, slanke og glade – vi ved, at vi har fortjent at leve det fede liv, og det har du også.

 

Kærlig hilsen

Patricia

Læs mere om vores 6-ugers forløb her så du også kan leve det fede liv, sammen med os andre.. Her kan du sikre dig, at du inden jul endelig har sluppet kampen med kiloene, og lært hvordan du kan leve et liv, hvor du er i balance i krop og sind – så let som ingenting.

Læs updaten på hold ‘September’ og hør hvor meget de havde tabt sig efter kun 5 dage ..

 

Mød Marius ‘Før-billede’

img_3920_facetune_05.10.2017-10:14:06

 

Jeg har fået æren af at lærer den skønne unge mand at kende. Han hedder Marius og er 16 år gammel. Han har fulgt vores forløb 5 uger nu.
Om 14 dage er hans rejse mod ‘Det fede liv’ – 6 ugers forløb slut, og vi viser et “efter-billeder” her på bloggen.

“Jeg kan godt afslører, at forandringen er stor”

Marius har tabt næsten 9 kilo på kun 4 uger.

Det er så fantastisk.
Jeg er så stolt over, at man som 16 årig, med skole, venner og “fredagscafe” kan sætte sig for, at gå all in, og ændrer sit liv på en studs.
Marius siger selv, at det er det letteste han nogensinde har gjort. Han spiser bøffer med bearnaise og smørstegte grønsager, som jo ikke er det værste i verden.

Marius’s bedste ven er også med i vores 6-ugers forløb, og hos ham rasler kiloene også af – og det er så fedt, at de har hinanden at støtte sig op af, også når der er fester og arrangementer med skolen.
” Vi har indgået et væddemål om ikke at drikke alkohol i 4 uger” siger de to unge mennesker og griner til hinanden.

At have to helt unge mennesker på vores forløb, har været et frisk pust – de har tilført sjov og ballade, og vi har alle fået et smil på læben over deres tilgang til tingene. Uanset hvad jeg er kommet med at tilføjelser eller udfordringer til de to, har de taget det med oprejst pande – intet har kunnet slå dem af pinden, og de har været snorlige, når det kommer til maden og hvad de ellers er blevet præsenteret for.
‘ Det fede liv’ er for alle. Uanset alder, køn og skavanker, og uanset hvilke mål og drømme man har, er forløbet nemt, sjovt og så giver det resultater på meget kort tid. Det bedste af det hele er dog, at vægten bliver ved med at gå ned, også selvom forløbet er slut, fordi her  ændrer vi livsstil, på en let og holdbar måde. Og som Marius siger, så er det jo ikke det værste i verden, at leve af store bøffer og bearnaise, vel?

Om to uger afslører vi “efter-billede” af Marius – og i kan godt glæde jer.

Kærlig hilsen

Patricia

Læs også om Louises vægttab her

Kan vægttab være angst-provokerende, og kan vi bruge vores sygdom som undskyldning?

Kan der være tryghed i at være overvægtig og syg?

Når vi skifter livsstil, som jo er dét, som det hele drejer sig om, her i Det fede liv, oplever jeg ind i mellem, at mine kursister har svært ved at forene sig med de forandringer der sker i krop og sind. Selvom de får det så meget bedre og taber sig helt vildt, så er der også en vis tryghed i det vi kender – også selvom det ikke var godt for os.
Derfor er vores fokus, rigtig meget de psykiske forandringer der sker, og derfor er det samtidig vigtigt at se på, hvorfor vi faktisk blev overvægtige og syge i første omgang.

Ofte ved vi jo godt, hvad det er der ikke er godt for os, at spise. At det så er fuldstændig misforstået, at fedt ikke er godt for vores kroppe, er selvfølgelig én side af sagen, men de fleste ved jo godt, at slik og sukker ikke er det bedste man kan fylde i sig selv hver dag – så derfor tror jeg også, at der kan være noget tryghed i, i nogle tilfælde, i at være syg og overvægtig.

Kan der være tryghed i at være overvægtig?
Kan der være tryghed i at være syg?
Hvad sker der med os, når vi forandrer disse ting i vores liv?
Skal vi opfinde os selv på nyt – bliver det til en slags identitetskrise?
Hvad er forventningerne til os, både fra andre og fra os selv,  hvis vi ikke længere er syge og triste? 

De fleste jeg har haft på hold, har et stort ønske om at forandre deres liv for evigt – og det er der rigtig mange der lykkes med. Men ind i mellem møder jeg dem, som ikke er klar til at forandre sig. Det vil sige, at de har i så mange år brugt deres overvægt og sygdom, som en slags “helle”, hvor de har givet “tilstanden” skylden , og ligepludselig forsvinder undskyldningen. Og hvad så? Det kan være virkelig virkelig angst-provokerenede at forandre sig, fordi hvem er jeg så?

Derfor er der mentalt fokus i Det fede liv! Jeg starter sjældent med at “reklamere” for det inden vi går igang, fordi det kan være lidt noget hokuspokus at skulle se indad, når man egentligt bare har lyst til at få at vide hvad man skal putte i munden. Men alligevel oplever jeg gang på gang nødvendigheden at det mentale fokus – selvkærligheden i det. Og ikke mindst “angsten for forandring”.

Det er virkelig angst-provokerende, at den krop man bor i, ændrer sig – og det sætter mange tanker og følelser igang.. Tanker og følelser, man ikke anede man havde, inden kiloene begyndte at rasle af, og symptomerne på sygdomme forandrede sig.

-der kan være tryghed i sygdom og overvægt – og det har jeg stor respekt for.

Når det så er sagt, så er det vigtigt at se på hvorfor man ser ud som gør, og hvad det gør ved én. Og ligeså svært det kan være at få en sygdom, ligeså svært kan det faktisk være hvis den går væk igen..

Kærlig hilsen

Patricia