Nu har vi været i Sanur et par dage. Den første dag gik med at afklimatisere. Jeg kan godt mærke at jeg har svært ved ikke at tænke på job, og svært ved at overlade ansvaret til mine kollegaer. Dog har jeg øvet mig på det i lang tid, så det er bare tanken om at jeg er langt væk hjemmefra.

Vi har gået op af en smuk smuk strandpromonade, og jeg har luret på alle de smukke hoteller der ligger gemt bag palmer og smukke hellige figurer. Har hele tiden retreat i baghovedet.

Til oktober afholder vi vores næste retreat i Malaga, men jeg ønsker at arbejde langt dybere i terapien og undervisningen, og det føler jeg er optimalt i en anden vipe end nødvendigvis Spanien. Det er noget helt helt andet her på Bali.

Jeg har også undersøgt maden på kryds og tværs. Det skal være muligt at leve 100% DFL og jeg vil mega gerne med inspiration fra det balinesiske køkken. Det kræver lidt mere research tror jeg, dog har jeg fundet et supermarked med både dansk smør og Hellmanns mayo.

Jeg er på sin vis overrasket over, hvor lang tid det har taget mig at få ro på mine tanker. Jeg er dog ikke dummere end jeg godt var klar over at nissen altid følger med, men i aftes følte jeg mig næste deprimeret. Savnet til de mennesker jeg elsker og alt det nye jeg skal forholde mig til, samt den konstante tiltrækning til at præstere og ”lave noget” er virkelig intakt.

Men, hvad er det som fylder egentligt?

Savet til Kenneth er stor. Han er på job i DK og har først mulighed for at komme senere, så denne her rejse er udelukkende for mig, både fysisk og psykisk. Og jeg har faktisk også brug for ham arbejdsmæssigt. Han er bare eminent til at filme og ta billeder – det får jeg simpelthen ikke gjort, og jeg er heller ikke god nok til det.

Philius og jeg skal lave vores første forløb sammen inden længe. Han er jo helt unik i forhold til alt han ved om krop, kroppens opbygning og muskelopbygning. Og det er simpelthen en skam hvis det ikke bliver delt med verden. Så det går der mange timer med at forsøge at få sat i rammer.

På mandag skal jeg starte forløbet SOMMERKROP, og der skal altså internet til, og det skal altså bare virke, så det er noget noget mine tanker har gået med at få sat i system.

Derudover så tænker jeg meget på de danske regler. Jeg har aldrig i mit liv tænkt at der var mange regler i Danmark. Men hold nu op hvor er det tydeligt. Det er jo regler for alt.

Jeg talte lige med et australsk ægtepar, som lever det frie liv her på Bali (og resten af Asien) og de var nær faldet ned at liggestolen, da jeg fortalte om skatten. Og så nævnte jeg også lige Den Sorte Svane og så gik de nærmest i chok.

Den Sorte Svane

Og faktisk apropos Den sorte svane, så er jeg stadig selv i chok. Jeg skulle på et tidspunkt have 16.000 kr tilbage i moms, og der gik skat helt bananas, jeg skulle sende alverdens dokumenter ind, og de ville bare have mere og mere. Der skal der lige nævnes at jeg har både en bogholder og revisor, og jeg har aldrig i mit liv selv bogført et bilag, så der burde jo være FULDSTÆNDIG styr på det. Men, det har skat åbenbart ikke tillid til. Vi er enige om at BDO er et meget anerkendt revisionsselvskab, ik? Dem burde de have tiltro til.

Så dét jeg også tænker på, på den front. Vil jeg egentligt have en dansk virksomhed? Er det en fordel eller ej? Det er aldrig nogensinde noget jeg har tænkt på før.

Jeg tænker også meget på Walle. Walle som altid har været en sund og glad dreng. Hvordan og hvorfor er han pludselig begyndt at vise tegn på angst og faktisk også lidt OCD. Mindre tvangstanker og bekymringer, som han faktisk slet ikke burde forholde sig til i hans alder (heller ikke i hans alder) og modstanden på at gå i skole, presset i skolen og ikke mindst alt det sociale pres han skal leve op til.

Nu har jeg selv, heldigvis, aldrig selv lagt under for de sociale mediers pres. Jeg har aldrig været, og bliver aldrig den typiske instagrammer. Jeg bruger de sociale medier til at oplyse, men jeg har aldrig følt et pres til at vise ”den perfekte side” af mig selv (som så sandelig ikke er virkelig). Hold kæft den er bare ikke virkelig.

Det kan jeg jo godt sidde her og skrive til dig, og når du så alligevel ser en eller anden på de sociale medier, som leverer det perfekte billede, så opfatter din hjerne det ubevidst som noget du selv skal stræbe efter. Du bliver bevidst om ”manglen”, altså den afstand mellem det perfekte liv og dit eget. Og det bliver vi ski ulykkelige af, da der kun er mindreværd i den afstand.

Af samme årsag, skal denne her blog heller ikke være perfekt – det får min mave til at vende sig, bare ved tanken. Mine følelser og tanker her, er det uperfekte perfekte.

Men, hvordan har Walle det så?

Jamen han har det godt. Han har det overraskende godt. Han leger i poolen, han filmer med sit go pro og så følger han med rundt og ser hvad vi beslutter os for at se. Jeg har ikke hjemmeskolet ham endnu, det venter jeg lige lidt med. For resten, så vil jeg lige nævne i den forbindelse, at det da også lige var tæt på at der lød et ramaskrig fra skolen, da jeg besluttede mig for at tage ham ud, på ubestemt tid. Men, der kom lige den mest fantastiske skoleleder på hans skole, som nærmest hujede og klappede, da jeg fortalte hende om mine planer med at tage ham ud, vise ham verden, imens jeg skriver min nye bog og leder efter et nyt sted hvor vi kan have kursister boende. Hun syntes det var verdens bedste ide. Puha det var godt nok heldigt – fordi der fulgte jeg jo ikke lige reglerne i Danmark 😉

Men venner, det er ikke gratis at tage sådan en beslutning her. Det koster noget. Men, jeg ved endnu ikke om jeg vinder mere end jeg mister. Det finder jeg ud af.

På mandag starter mit rigtige arbejdsliv her på Bali, jeg håber du er med på forløbet, så kan du se de smukke sted vi er. Og så ber vi lige til Holger om at internettet virker. Brevduer er simpelthen for meget bøvl.

Kærlig hilsen

patricia højbo

Ps. Jeg købte engang en plakat hvor der stod: ”Hvad vil du med resten af dit liv?” Og ja, det vil jeg forsøge at finde ud af…..