Dagen i går gik med at være i poolen, og så arbejde jeg det meste af aftenen. Det passer mig så fint at der er tidsforskel, fordi så er Danmark først på, når det er aften her på Bali. Der bliver tidligt mørkt, så timerne på hotellet bliver brugt fornuftigt og så har jeg hele dagen fri til alt muligt andet.

Jeg er ikke en vandhund, for at sige det mildt. Jeg har gamle traumer fra dengang jeg vejede næsten dobbelt så meget som jeg gør nu, så at bade i pools osv. det er ikke mit første valg. Men, man skal jo gå derhen hvor man har modstand, så jeg var i poolen i timevis i går.

Alt det er jo også meget fint, og det generede mig på ingen måder – traumet må være bearbejdet, men det irriterende ved det hele er at jeg ikke tænke på solcreme, da der var overskyet.

Vi har selvfølgelig gjort alt vi kunne for at forberede huden på solen. Vi har taget a-vitamin, e-vitamin og brugt hver en dansk solstråle til at træne huden. Men, det var bare slet ikke nok, så vi er endt med forbrændinger. Walle er især ramt, så han har nærmest ikke sovet i nat.

Jeg får selvfølgelig den ide at der ligger en spa 200 meter herfra og de har en behandling mod solskoldning. Så jeg bestiller en tid til Walle og jeg. Da behandlingen er færdig efter en time (der var også massage) kommer jeg ud og ser at Walther er fuldstændig stiv i betrækket. Det havde bare gjort ondt på ham. Og han er ligeså stiv i huden, som i ansigtet. Han er på grådens rand og alt er blussende rødt, så vi spæner hjem og får ham i bad. Men hvad søren gør vi så?

Jeg suser afsted i fuld fart for at finde et apotek, og der skal man vide at her på Bali der giver man ikke udtryk for følelser OVERHOVEDET. Det er bare ikke noget man gør. Så jeg kæmper en kamp for at skjule mine irriterede følelser, mens jeg snirkler mellem scootere og biler, og da jeg kommer til apoteket, forstår de ikke engelsk. I hvert fald ikke meget. Og så blev jeg presset. De kom med blomsterekstrakt, alovera og andet naturligt, som ville passe fint ind i mit mindset, hvis det bare ikke var for at min søn havde det så skidt, så drugs måtte der til… Og jeg kan ligeså godt afsløre at jeg måtte bruge alle kræfter på ikke at vise hvad jeg egentligt følte.

Når det så er sagt, så er det jo en fin tilgang – så fin og yndig. Det kunne vi virkelig lære noget af. Det kommer jo i bund og grund ikke andre ved, at min søn har solskoldet og jeg er presset. For det første er det min egen skyld at han er solskoldet og det er ikke andres sag på nogen måder. Prøv at tænke på, hvor ofte vi lader andre betale for hvad vi føler. Det er i bund og grund årsagen til at der er krig i verden. Vi lader vores egne følelser gå ud over andre. Og ja, det kan da godt være de er nogle idioter, men vores følelser tilhører os selv, og der er ikke andre der hverken kan tage ansvar eller er skyld i at vi føler som vi gør.

Den lille dreng

Lidt senere i dag var jeg ude og handle. Walle med sin solskoldning, kunne jo ikke rigtig komme ud, så jeg ville lige hente lidt til ham, bla. Melon og chips (ja I know, der fik jeg ham lige til at trøstespise). Jeg kommer ud af supermarkedet og drejer om et hjørne og der går jeg nærmest ind i en kvinde der sidder på jorden, og en treårig dreng, hun forsøger at holde styr på. Det som ramte mig mest, eller sprang mig i øjnene var, at han var nusset og beskidt. Det var hun også, men ham lagde jeg virkelig mærke til. Jeg har ikke set mennesker på denne måde på Bali, så jeg tror det ramte mig ekstra. Jeg ser på moderen og jeg kan se at hun er virkelig køn, men forslået og underernæret. Jeg spørger om hun er sulten, hvilket hun ikke helt forstår, så jeg lave ”mad-tegn” med hænderne. Hun nikker febrilsk. Straks begynder jeg at tømme nettet for alle mine varer og min pung for alle kontanter, men da jeg giver denne her lille dreng chipsene, og ser hvor begejstret ham bliver, der eksploderer mit hjerte og jeg får tårer i øjnene, det samme gør moderen. Og der står vi og har et moment. Det er som om verden står stille et øjeblik og jeg mærker alle følelser på én gang. De tankker helt vildt og jeg går grædende mod det næste supermarked, for at handle alle varerne igen. Jeg kan slet ikke stoppe med at græde og må virkelig tage mig sammen da jeg står ved kassen.

Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke er klar over hvordan verden fungerer og jeg har bestemt set mennesker i nød mange steder i verden. Men denne her ramte mig ekstra eksta meget. Måske fordi jeg følte det kunne være mig, eller fordi jeg mærkede hvordan alt andet jo bare bliver så uendelig lige gyldigt. Eller måske var det taknemmelighed, sorg eller kærlighed. Det var i hvert fald mange følelser på én gang.

Og hvis der er noget der tænker at dette var sat op, til jer vil jeg sige: Luk røven. Der er INGEN der sidder der, med mindre, de har brug for hjælp, og jeg bliver stjernepsykopatisk rasende når folk arrogant udtaler sig om hvordan der bliver snydt og bedraget. Uanset hvad grunden er, så er der en grund og vi kan slet slet ikke sætte os ind i det eller udtale os om det.

Hele vejen hjem græder jeg, og jeg græder overfor Walther, som også bliver ufattelig rørt og sidder der med sin røde ryg og ligner en der har mistet sin bedste ven. Og jeg mærker tydeligt hvordan hans egen selvmedlidenhed forsvinder som dug for solen. Og hold nu da op hvor er det på sin plads at vores selvmedlidenhed går i pit ind i mellem. Hold kæft hvor skulle vi bae skamme os – og det er ikke skam jeg plejer at prædike, men ind i mellem har jeg det også bare sådan: ”Så få dig dog et virkelig problem”. Det der bare et lidt bøvlet er at vi skal se andre lide, for at være taknemmelige for hvad vi selv har. Det er ski lidt noget sjovt noget.

Lykken bor ikke udenfor, den bor indenfor..

Min verden er meget todelt. På den ene side så har jeg rigtig mange venner, der har alt de skal bruge og mere til. Og det har jeg også selv, for den sags skyld. Og hver dag har jeg klienter (ikke lige pt dog) som har det svært med dem selv. De har ofte langt mere end de skal bruge, de er faktisk også elsket, de er trygge der hvor de bor, og alligevel, så er de bare ulykkelige. Og jeg skal jo ikke komme for godt i gang, fordi jeg sad jo selv i et totalt luksusliv og nær havde kloglet mig selv ihjel, før det gik op for mig, at jeg manglede en følelse indeni – og det er jo blandt andet den jeg er taget ud for at opdage. Ikke finde, fordi den bor inde i mig, men jeg skal opdage hvad det er, som ikke er som det skal være.
Lykken er jo en følelse der bor indeni, og den finder vi bare ikke i det ydre. Men for mig tror jeg at jeg var blevet fanget i det her hamsterhjul, hvor jeg bare gjorde en masse ting hver dag, men havde mistet grunden til at jeg gjorde det.

Det jeg brugte som forklaring, eller undskyldning for at fortsætte hamsterhjulet, og lige tage endnu en klient ind i terapi var, at det jo handlede om at jeg skulle hjælpe. Men, skulle det så være på bekostning af mig og min familie? Det havde jeg slet ikke opdaget. Hvorfor er mit liv egentligt mindre værd end andres, så jeg gerne må knolke mig selv ihjel, fordi det jo er i en god sags tjeneste? Det tror jeg faktisk alle der går ned med stress, tænker om det de gør.

Men, uanset, så har jeg i hvert fald ikke se de indfødte på Bali, spise på deres følelser. Men, for mig virker de heller ikke hverken stressede eller på jagt efter noget. De har de godt, og de tager livet som det kommer. De er i ro med dem selv, smilende, grinende og glade.

Hvorfor…. Ja det må jeg se om jeg kan finde ud af!