ET LORTEHOTEL

Jeg havde været så fornuftig at booke hotel hjemmefra, selvfølgelig. Ideen var, at vi ville blive på det hotel i et par dage, og så finde et fast sted, hvor jeg kunne arbejde. Jeg starter forløbet Sommerkrop på mandag, så der skulle være ro på. Der er trods alt en del forberedelse, øvelser der skal designes, madplaner der skal laves mm.

Hotellet lå i byen Kuta, og sjovt nok, så havde en kammerat lige advaret mig dagen før afrejse om området.

Og det var da godt nok på sin plads.

Vi kører i taxaen i den vildeste trafik jeg nogensinde har kunnet forstille mig. Scootere og biler i et virvar mellem hinanden (jeg er både tidligere svæveflyver og go cart kører, så jeg kan godt ta det vildt, med fart på), men det her var for vanvittigt. Videoerne ligger på instagram.

Da vi ankom til hotellet, så det faktisk meget pænt ud, eller det havde det nok gjort engang. Det har nok været en lille oase. Men da vi så blev tildelt vores lejlighed, der trådte jeg lige et par skridt tilbage.

Hold nu da fast det var forfærdeligt. Ikke nok med det var grimt (det er hvad det er) men det var møgbeskidt og klamt.

Walle, som jo har været en del presset på det sidste, faktisk også på bakterier og renlighed, stivnede og kiggede på mig med store øjne. Han går ind til den ene seng og siger tappert, ej hvor er lagnet lækkert stift at røre ved… Haha, ja så leder man efter det positive. Min lille helt.

Hurtigt beslutter jeg at vi hellere må gå ud og få noget mad, og i det samme træder vi ud i det vildeste trafikkaos igen, men her på mikroskopiske sideveje, fyldt med skidt, affald og skrammel. Folk der råber, dytter og hujer og gør ved. Vi forsøger at gå mod stranden, men det er næsten umuligt at færdes på de her små veje, og jeg kan mærke at Walle er utryg. Efter et hårdt ridt ankommer vi dog, og stranden var perfekt.

Efter at have set et par hunde lege på stranden (hunde er hellige her, mere om det senere) går vi tilbage til hotellet.

På vejen kan jeg mærke at mit evige positive sind begynder at arbejde. Jeg siger til mig selv at det nok ikke helt var så slemt og vi jo bare kan blive en enkelt nat.

Det man jo skal vide, når man rejser (og det tænker jeg de fleste ved) bakterierne kan jo godt være lidt bøvlede for en dansk mave. Så jeg kunne godt mærke at maven rumlede en smule, så wc må der til. Vi skynder og tilbage til hotellet og mig på wc. Der opdager jeg, at på væggene, på det såkaldte badeværelse er der nogle suspekte pletter. Da jeg tænder lyset (en pærer i loftet) ser jeg at det er afføring, og der er fyldt med skidt overalt. Jeg er lige ved at kaste op, skylder mig at blive færdig og skal trække ud. Det kan wc’et så ikke. I det samme kalder Walther, at håndtaget er faldet af og han kigger på mig chokeret, og samtidig bedende. Nu kan han ikke tænke positivt mere.

Jeg udbryder: Vi skal ud herfra, og det er nu” begynder fast besluttet at lukke mine kufferter og ringer til Kenneth og efter en grap (taxi) som kommer virkelig hurtigt.

På vejen i taxaen sidder vi og leder efter hoteller i Sanur. Kenneth er virkelig god til at finde ALT og han finder et hus til os. Jeg accepterer det, faktisk uden rigtig at have set det, men i det samme finder jeg noget andet, som faktisk virker ret godt (Ideen er jo at jeg skal finde retreat steder til vores fremtidige retreats) og derfor skal vi bo steder, som har muligheder for dette.

Jeg skynder mig derfor at ringe til ham og sige: ”Stoooop”, men i samme sekund er det for sent, transaktionen er gået igennem. Jeg tænker at så må det jo gå som det går, men jeg er træt af at smide penge efter noget, som slet ikke er relevant for retreats.

Da det er vintertid her på Bali bliver det mørkt allerede omkring kl. 18.00. Så da vi ankommer til huset

/hotellet er der helt mørkt. Vi står foran en stor låge, uden håndtag og der er intet sted man kan ringe på eller noget. Jeg tænker at nu har vi igen booket katten i sækken, og ber en lille bøn til Holger (det er Holger der er indbegrebet af de højere magter hjemme hos os (det er også en lang historie, som vi kan tage senere). Jeg kan bare ikke lige overskue at stå der, in the middel of freakting nothing på Bali med alt habengut og ikke kunne komme ind til en seng. Vi har på daværende tidspunkt rejst i 28 timer uden at sove.

Efter min korte men intense Holger bøn, står der pludselig en lille mand bag os, som siger at vi skal komme med. Vi snirkler os igennem nogle døre og pludselig står vi midt i paradis.

Det smukkeste smukkeste sted. Helt perfekt. Med vandfald i poolen og Bali vipe.

Han viser os til receptionen (imens han slæber vores bagage) og vi får tildelt det skønneste skønneste hus, med himmelseng og lækkert design. Og så er det klinisk rent.

I morgen skriver jeg om vores oplevelser i Sanur..