Så ankom vi til Bali – men hold nu op, det tog lige en drejning. Men alt blev løst, men med en helt del hjælp fra de højere magter også tror jeg.

Læring 1.

Da jeg besluttede mig for at drage ud i verden, og ændre mit liv, både på privat og arbejdsfronten, var jeg presset. Det vil sige, at flere af de beslutninger jeg tog, i forbindelse med eksempelvis at lave lister over hvad jeg skulle have med, er truffet ud fra angst. Mange vil jo nok sige tryghed, men det modsatte må jo så være utryghed og derfor også angst.

Jeg har tryghed i min mad. Så jeg har lavet alverdens foranstaltninger for at sikre mig at jeg kan leve DFL ude i verden og på farten. Derudover så har jeg også taget kosttilskud med til 5 måneder. Alle sammen i uåbnede beholdere, så det kan jo godt fylde en del.

Du kender det sikkert godt, når man så alligevel står der, dagen før, så tager man lige lidt ekstra med, og så løber det jo op.

Derudover, så er det faktisk ret mange ting der skal pakkes inden sådan en tur, fordi vi jo ikke ved hvornår vi helt sikkert vender tilbage, så alle mine arbejdsting, hårkur, shampoo, et hel førstehjælps kasse samt alt mit hjemmebryggede grej, til mit hjemmelavede myggespray. Så alt i alt, fyldte jeg nok en lille kuffert med grej af enhver art.

Da vi så sidder i flyet mellem Bangkok og Bali, så løber det mig pludselig koldt ned af ryggen. Jeg får en dårlig følelse omkring min kuffert. Jeg blive i tvivl om, hvor klogt det nu var, at have tøj i den ene kuffert og grej i den anden. Det kan immervæk godt se lidt spookey ud, hvis kufferten bliver skannet. Og jeg tror faktisk også, at der var røget et par batterier og en powerbank eller to med.

Læringen for mig er faktisk her, at da jeg lavede pakkelisten, så var jeg ikke i overskud. Jeg havde brug for, at der var en del ting der stadig skulle være trygt, når alt andet nu ville blive så utrygt.

(efter jeg har åbnet kufferten, er jeg da helt overbevist om, at jeg aldrig kommer til at drikke både proteinpulver i skrækslagne mængder, eller at mæske mig i alle de kosttilskud.

En blespand i lufthavnen på Bali.

Men, skæbnen ville så, da jeg sad der i flyet med koldsved, at ganske rigtigt, så sad der en fin orange strips på min ene kuffert, da jeg fik min kuffert. Fuck, tænkte jeg, skal jeg nu i forhør over at jeg importerer så store mængder piller og pulver.

Jeg kunne mærke hvordan jeg ikke kunne trække vejret og min hjerne ledte udråbte nærmest mig selv som topkriminel (og glemte helt at det jo ikke er ulovligt at indføre kosttilskud og powerbanks (hvad skal man egentligt med 4 enorme powerbanks??? Og hvorfor lagde jeg dem ikke i håndbagagen, som man faktisk skal).

Jeg åbner panisk kufferten og får lige fat i et par batterier, hvor der i det samme kommer en mand hen til mig, klædt i uniform. Han spørger om jeg har behov for hjælp? Jeg svarer at det ved jeg ikke, og han begynder at forklare mig at jeg skal igennem tolden, og udfylde et skema online.

Jeg kigger på den orange strips og spørger ham hvad den betyder. Han svarer med hævede øjenbryn, at nu vil tolderne gemmengå ALT vores bagage, håndbagage og nærmste også alle kropslige åbninger (jeg så i hvert fald tydelige det billede foran mig, med mig hostende på hug).

Mit hjerte hamrer derudaf og jeg giver ham min telefon (WHAT??) og spørger om han vil hjælpe mig. Min næste sætning er på engelsk at jeg skal tisse og han peger mod et blåt skilt. Da jeg ankommer på toilettet, er der selvfølgelig lang kø og endelig da det bliver min tur, går jeg ind på pusletoilettet og smider alle batterier i en blespand (jamen altså, kan du høre hvor tosset det lyder) imens jeg et kort øjeblik irriteres over prisen på dem, men ud skal de. Jeg er jo topkriminel….

Da jeg er færdig med at slette alle spor, tager jeg mig selv i nakken, klar til at udstå min straf i et fængsel på Bali og går ind til manden med alle mine kufferter.

Da han ser mig, kan jeg se at hans kropssprog er ændret. Han siger kort at jeg skal komme op på siden af ham (og så skulle man se mig makke ret) og så går han med alle vores kuffert på kuffertvognen. Han beder mig kigge ligeud og gå til højre, helt tæt op af ham, imens han venligt smiler til Tolderne, som i mine øjne minder mest om Darth Vader, og så går vi der…. Mange mange skridt, helt tæt op af en fremmede mand fra Bali, med alt mit habbengut og han har min telefon….

En engel….

Det øjeblik vi er igennem tolden, ændrer denne mand fuldstændig udseende. Han så da flink nok ud før, men nu ser jeg nærmest en engel. Han smiler så blidt til mig, med hele sit væsen, og jeg forstår lige pludselig hvad han har gjort. Jeg kigger ned på kuffertvognen, og der er kufferten med den grimme strips, kamuflereret i et avanceret Ferrero Rocher tårn af tasker, jakker og trøjer. Han giver mig min telefon igen og tager armen omkring mig, som han ville sige: ”Så min pige, der var ingen grund til at du skulle igennem det show med de toldere”. Jeg udbryder nærmest et hvin og får helt tårer i øjnene. Fordi, han behøvede ikke at hjælpe mig. Han vidste ikke hvad der gemte sig i min kuffert og hvorfor den var blevet afmærket. Det var hjælpsomhed (og selvfølgelig en del tips, men det vidste han jo ikke han ville få, da han besluttede sig fra at redde mig fra rådne op i fængsel i Indonesien).

Dernæst sørgede han for at vi fik en taxa og blev kørt til vores hotel. Som skulle være SÅ lovede.

Det første lortehotel (bogstavelig talt)… næste afsnit kommer i morgen….