LUK MUNDEN OG LET RØVEN

LUK MUNDEN OG LET RØVEN – BLEV DER SAGT!


En historie fra en madmisbruger….

En sand historie fra en madmisbruger!



Jeg var misbruger, jeg var madmisbruger!
I hele mit liv fra jeg var teenager har mad styret mig. Jeg tænkte på mad hele tiden og jeg kunne ikke styre mit madindtag. Jeg var en labrador, som aldrig kunne blive mæt!
Jeg ”cravede” søde sager og andet usund mad, og jeg vidste ikke hvorfor, jeg vidste ikke hvad der fik mig ind i denne spiseforvirring som bare blev værre og værre. Siden jeg var barn har jeg været meget aktiv i forhold til sport, og derfor var der heller ikke noget decideret synligt ”bevis” på mit madmisbrug! Jo, jeg var da lidt rund på kanterne som man siger, men fik at vide hjemmefra at det var jo bare ”hvalpefedt” og det gik helt sikkert over når jeg blev større.

 

TIDEN GIK

Men tiden gik og jeg blev større, men det var desværre rent fysisk jeg blev større, for mit aktivitetsniveau dalede, jeg stoppede med at dyrke sport hver dag, men spiste endnu mere end før.
Jeg spiste i smug, da jeg var flov over at spise i andres nærvær. Jeg spiste i køkkenet af fadene, når de var taget ud og de andre sad i stuen og snakkede. Jeg spiste når jeg var alene, jeg kunne ikke ha´ noget liggende af enten mit eget eller min datters, slik, kiks eller kager, jeg spiste når jeg kørte i min bilen og ingen kunne se det, også selvom jeg var på vej hjem til aftensmad.

EN HEL LANDSBY

Jeg kunne spise så meget at det kunne brødføde en hel landsby i et tredjeverdensland. Jeg kunne gå en hel dag og spise ”normalt”, men når jeg kom hjem og dørene blev lukket, så var der ingen grænser for hvor meget jeg kunne konsumere! Jeg skammede mig og sagde til mig selv at jeg aldrig ville gøre det igen… Jeg følte skyld og skam, og mit selvbillede dalede til et nulpunkt…. Jeg hadede mit spejlbillede, jeg hadede at skulle købe tøj. Jeg har besluttet mig for omkring 1 mio. gange at nu skulle det være slut. Jeg har prøvet alle slankekure på guds grønne jord, men uden resultat.

BELØNNING

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme ud af dette ”hamsterhjul”, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tabe mig, for der var hele tiden noget der ”trickede” mit belønnings-center, ”nu havde jeg jo trænet i fitnesscenter, så måtte jeg godt spise lidt ekstra”, ”nu havde jeg jo ikke spist noget hele dagen, så måtte jeg jo godt spise lidt ekstra”, ”nu havde jeg dit, dat og dut, så måtte jeg jo godt spise lidt ekstra”… Kan Du se det?
Folk omkring mig sagde til mig, at jeg bare skulle ”lukke munden og lette røven”, og jeg hvis det dog blot havde været så nemt, så tror jeg næppe at vi havde haft dette samfundsproblem i dag!

JEG FIK HJÆLP

For mig skete det ikke før jeg fik en terapeut til at se på mine mønstre, vaner samt at tage fat i hele mit liv omkring hvad det er mad har været for mig….. MIN BEDSTE VEN og MIN VÆRSTE FJENDE, på én og samme tid. Jeg skulle sige farvel til min bedste ven og tro følgesvend gennem rigtig mange år, og det kan være noget af det hårdeste der findes, men der var ingen vej udenom hvis jeg ville opleve min datter blive voksen! Der var ingen vej udenom hvis jeg ville leve et liv uden smerter! Der var ingen vej uden om, hvis jeg skulle ændre mit selvværd og mit selvbillede.
Jeg var madmisbruger indtil 2021, indtil jeg hyrede en ekspert der fik mig til at indse at dette ikke handler om mad, men tanker og mindset. Nu 2 år senere er jeg det lykkeligste menneske jeg har været i over 30 år. Jeg er 40 kg lettere og ved at jeg skal være der for mine nærmeste i rigtig mange år endnu.