Kan vægttab være angst-provokerende, og kan vi bruge vores sygdom som undskyldning?
Kan der være tryghed i at være overvægtig og syg?
Når vi skifter livsstil, som jo er dét, som det hele drejer sig om, her i Det fede liv, oplever jeg ind i mellem, at mine kursister har svært ved at forene sig med de forandringer der sker i krop og sind. Selvom de får det så meget bedre og taber sig helt vildt, så er der også en vis tryghed i det vi kender – også selvom det ikke var godt for os.
Derfor er vores fokus, rigtig meget de psykiske forandringer der sker, og derfor er det samtidig vigtigt at se på, hvorfor vi faktisk blev overvægtige og syge i første omgang.
Ofte ved vi jo godt, hvad det er der ikke er godt for os, at spise. At det så er fuldstændig misforstået, at fedt ikke er godt for vores kroppe, er selvfølgelig én side af sagen, men de fleste ved jo godt, at slik og sukker ikke er det bedste man kan fylde i sig selv hver dag – så derfor tror jeg også, at der kan være noget tryghed i, i nogle tilfælde, i at være syg og overvægtig.
Kan der være tryghed i at være overvægtig?
Kan der være tryghed i at være syg?
Hvad sker der med os, når vi forandrer disse ting i vores liv?
Skal vi opfinde os selv på nyt – bliver det til en slags identitetskrise?
Hvad er forventningerne til os, både fra andre og fra os selv, hvis vi ikke længere er syge og triste?
De fleste jeg har haft på hold, har et stort ønske om at forandre deres liv for evigt – og det er der rigtig mange der lykkes med. Men ind i mellem møder jeg dem, som ikke er klar til at forandre sig. Det vil sige, at de har i så mange år brugt deres overvægt og sygdom, som en slags “helle”, hvor de har givet “tilstanden” skylden , og ligepludselig forsvinder undskyldningen. Og hvad så? Det kan være virkelig virkelig angst-provokerenede at forandre sig, fordi hvem er jeg så?
Derfor er der mentalt fokus i Det fede liv! Jeg starter sjældent med at “reklamere” for det inden vi går igang, fordi det kan være lidt noget hokuspokus at skulle se indad, når man egentligt bare har lyst til at få at vide hvad man skal putte i munden. Men alligevel oplever jeg gang på gang nødvendigheden at det mentale fokus – selvkærligheden i det. Og ikke mindst “angsten for forandring”.
Det er virkelig angst-provokerende, at den krop man bor i, ændrer sig – og det sætter mange tanker og følelser igang.. Tanker og følelser, man ikke anede man havde, inden kiloene begyndte at rasle af, og symptomerne på sygdomme forandrede sig.
-der kan være tryghed i sygdom og overvægt – og det har jeg stor respekt for.
Når det så er sagt, så er det vigtigt at se på hvorfor man ser ud som gør, og hvad det gør ved én. Og ligeså svært det kan være at få en sygdom, ligeså svært kan det faktisk være hvis den går væk igen..
Kærlig hilsen
Patricia