Portobello-burger

Portobelloburger med avokado og bacon

2 personer

Jeg har forsøgt mange forskellige alternativer til den traditionelle burgerbolle. Synes dog altid at vende tilbage portobellosvampe. Dels smager det rigtig godt og dels er det super nemt i en travl hverdag. For at sikre et højt fedtindhold i burgerne bruger jeg altid avokado, bacon og mayonnaise.

Ingredienser

  • 4 store portobellosvampe
  • 250 oksefars
  • 4 skiver tomat
  • 4 skiver agurk
  • 1 avokado
  • ½ pakke bacon
  • 2 stk ost (f.eks. cheddar)
  • 4 spsk mayonnaise (bruger den fra Heinz eller rører en selv)
  • 1 tsk chilli
  • Salt og peber

Sådan gør du

Oksefars formes til 2 bøffer. Et godt trick her er at gøre dem lidt fladere på midten, så de bliver knap så runde når de steges. Bøfferne krydres med salt og peber og steges på en pande eller på grillen.

Portobellosvampene renses og bunden skæres plan. Herefter krydres de med salt og peber og steges på panden (ca. 3-4 min pr. side)

Bacon steges sprødt. Plejer at gøre det i ovnen på et stk. bagepapir. Ca. 10 min ved 200 grader.

Mayonnaisen røres med chili.

Avokadoen skæres i skiver og tilsættes evt. lidt citron.

Burgerne bygges efter bedste kreative evner med portobellosvampene som bund og top. Hvis det er for levende, bruger jeg gerne et træspyd til at holde styr på det hele.

Velbekomme

Kærlig hilsen

Allan

Vi har igen afsluttet endnu et hold – med et gennemsnitlig vægttab på 8,3 kg

Igen har vi afsluttet et hold med stor succes-og vi kan ikke få armene ned.
Hold november har nu tabt sig 8,3 kg i gennemsnit, på kun 6 uger
-og de bliver bare ved med at tabe sig.

Er du nysgerrig på hvordan vi gør det?

Vi spiser lækkert mad som du kan se på billederne herunder.. ikke så slemt vel?

Vil du også leve det fede liv sammen med alle os andre?
Skriv til os herunder og hør hvordan livet også kan blive fedt for dig!

Mød Frederikke – på 5 uger har hun tabt 9 kg..

 

Frederikke har tabt sig 9 kg

Jeg har fået æren af at lære denne skønne unge kvinde at kende. Hun har fulgt vores forløb i kun 5 uger, og har allerede tabt sig 9 kg..

Her er hvad Frederikke siger om forløbet:

Aldrig i mit liv havde jeg troet at jeg skulle undvære Kartofler, ris og pasta, og spise så meget fedt, og så alligevel tabe mig.
Efter at jeg er startet på ‘Det fede liv’ har jeg fået det så meget bedre. Jeg savner ikke noget som helst, tvært imod så spiser jeg meget lækkert mad.
Som en del af forløbet skulle jeg i weekenden spise ‘et gammelt måltid’, men jeg blev SÅ skuffet, da ‘burger og fritter’ slet ikke var så godt som jeg huskede det.
‘Det fede liv’ har været vejen frem for mig, og jeg vender aldrig tilbage til min gamle livstil.
Frederikke 19 år.

Har du lyst til også at leve ‘Det fede liv’ sammen med os, så tilmeld dig vores online-forløb som starter d. 8 januar eller vores forløb med fysisk mødegang, en gang om ugen, med intromøde d 27 november i Randers, eller Århus d 21 november.

Efter 5 uger

Tilmeld dig forløbet herunder:

Du kan også læse om Marius her

Har du fulgt et af vores forløb, men stadig har lyst til at være en del af Det fede liv, med daglig sparrig, fællesskab og støtte?

Så tilmeld dig den fede livsstil her

Der er to følelser i kroppen..

img_3292_facetune_25.09.2017-16:31:51

 

Vores organisme består af følelser. Det kan både være psykiske følelser, og det kan være fysiske følelser, men i bund og grund findes der kun to følelser i kroppen.
Enten behag eller ubehag. Ganske enkelt.
Når vi i mange år, har levet meget usundt, både fysisk som psykisk, kan der godt opstå en forskydning, mellem de følelser kroppen sender til os, og hvordan de bliver opfanget. Vi mister evnen til at afkode signalerne fra vores krop.
Når vi har levet ‘Det fede liv’ i kun få dage, er det som om, kroppens forskydning falder på plads, og vi bliver mere hjemme i vores krop. Pludselig modtager vi alle mulige signaler fra kroppen, omkring hvad der føles godt, og ikke føles så godt, altså behag og ubehag. Hvor vi før nærmest var døve overfor disse signaler, kan vi pludselig mærke vores krop meget mere.
Jeg oplever det ofte som en form for åbenbaring.

De mennesker, der i mange år, har levet meget usundt, eller med mange restriktioner, sygdom eller skavanker, mærker pludselig kroppen på en anden måde -og signalerne suser igennem organismen på fuld tryk.
Jeg synes på mange måder det er rørende og meget smukt. Som at komme hjem til sin egen krop.

Det er dét vi går efter, her i vores fede liv, at komme hjem til os selv -at komme hjem til vores egen krop. Den krop vi fortjener, som er slank, rask og velfungerende, og hvor vi er klar over, hvad der fungere bedst for vores krop.

Kroppe er ikke ens, og jeg kan ikke være inde i en anden krop, og mærke efter, hvad der sker inde i den. Derfor er en meget vigtig øvelse, her i vores fede liv, at begynde at mærke os selv. Der er nogle der tror det er en svær øvelse, men jeg har endnu ikke oplevet nogen, der ikke er kommet hjem til dem selv – og den gave det er, at vide hvad der fungere for mig, slår alt jeg nogensinde har oplevet.
At komme hjem til mig selv, og komme hjem til min krop, har været det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Når man tænker på, at i kroppen er der kun to følelser, og det er ‘alt’ du skal kunne afkode, så lyder det ikke så svært vel?
Så lige nu, hvis du mærker efter, har du så ‘behag’ i din krop, eller er det eneste du mærker ubehag? Og næste gang du spiser pasta med ketchup eller en pose snoller, hvad føler du så? Behag eller ubehag, det er alt hvad der er at vælge mellem?
Mit gæt er ubehag, men jeg er også blevet virkelig god til at mærke min egen krop. Jeg vil gerne vise dig hvordan du gør, så du også kan komme hjem til dig selv- i din egen krop.

Kærlig hilsen

Patricia

Læs mere om vores 6-ugers forløb, hvor du lærer at finde hjem til dig selv her

 

Har du fulgt et af vores forløb og har du lyst til at være en del af ‘Din fede livsstil’ hvor du stadig kan få støtte og vejledning?
Så tilmeld dig nedenunder til kun 99,- pr måned.

Her er du en del af et fællesskab, hvor der bliver delt opskrifter, ideer, tips og tricks. Der vil være andre, der er i samme båd som dig, og du vil også have kontakt med mentorer og vejledere, så du aldrig er alene på vejen mod Din fede livsstil.
Velkommen til – dejligt at se dig.

 

Afslutning på Dit fede liv – 6 ugers forløb.

IMG_2274
Patricia Højbo

Vores kursister der har fulgt vores 6-ugers forløb kan nu i gennemsnit kalde sig 8,5 kg lettere og 15 cm smallere i taljen!! Det er så fantastisk fedt.

De er alle enige om at det har været så let som ingenting. De har opnået ro i deres krop, mere energi og vægttab over hele linjen. Derudover er komplikationerne ved livsstils-relaterede sygdomme betydelig mindsket og blodsukkeret er blevet stabilt, de sover godt om natten, hormonerne er blevet afbalanceret og inflammation er på tilbagegang.

Hvis du enten døjer med overvægt, eller bare er træt af at gå rundt og være sulten hele tiden, så er Dit fede liv 6 ugers forløb noget for dig.
Er du træt af at tælle kalorier og leve med restriktioner, mangler du energi og bare konstant føler at overskuddet mangler, så skal du altså melde dig til intromøde næste gang.

Pga. den store tilslutning har vi besluttet at holde et ekstra intromøde tirsdag d. 24.
Meld dig på her så livet også kan blive fedt for dig.

 

Hør hvad nogle et par af vores kursister siger om forløbet her

 

Har du lyst til at være en del af ‘Din fede livsstil’ hvor du stadig kan få støtte og vejledning?
Så tilmeld dig nedenunder til kun 99,- pr måned.

Her er du en del af et fællesskab, hvor der bliver delt opskrifter, ideer, tips og tricks. Der vil være andre, der er i samme båd som dig, og du vil også have kontakt med mentorer og vejledere, så du aldrig er alene på vejen mod Din fede livsstil.
Velkommen til – dejligt at se dig.

Hvad du ikke dør af gør dig stærkere..

Jeg har i dag brug for at dele en meget personlig historie, som mange af jer allerede kender.

I 2007 fandt jeg min søn død en morgen. Hans navn var August, og han blev kun 2 måneder gammel. Han havde en forsnævring på en blodåre i hjernen, og han var derfor sovet stille ind en nat i december. I dag ville han have blevet 10 år gammel.

Som alle nok kan forestille sig, så var det så forfærdeligt, og  enhver forældres mareridt. Hele mit liv gik i stå.

At gå med den dejligste baby hver dag, hvert minut, hver sekund i 2 måneder er lang tid. Og da August pludselig ikke var der mere, gik jeg i chok. Så meget i chok at jeg faktisk ikke kunne forstå det, og jeg fortsatte mit liv som intet var hændt, og var glad!!!

Jeg var glad!!

Det lyder fuldstændig sindsygt, når jeg skriver det, men som jeg senere fik forklaret, så er det kroppen og sindets måde at holde sig selv i live på. På en måde er det jo fantastisk.

Mit værste mareridt udspillede sig d. 12 december 2007, og først i august vågnede jeg op. Jeg vågnede op, og fandt ud af at jeg var gravid igen. Denne gang med en lille dreng ved navn Eliaz.

Jeg kontaktede psykiatrisk afdeling i Randers, fordi jeg blev simpelthen nødt til at tale med nogen om alt der var sket. Min familie har sidenhen fortalt mig, at de alle gik og ventede på, at jeg skulle knække, og at det skulle gå op for mig hvad der var sket.

På sygehuset fik jeg tilknyttet en sygeplejeske, som hedder Mette – hun er stadig et af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Jeg talte med hende – og talte og talte og talte, og jeg begyndte at få løsnet op for proppen af sorg. Efterfølgende talte jeg med hende en gang om ugen, og jeg vil våge at påstå, at hun har været med til at reddet mit liv.

Kort tid efter fødte jeg en søn. En stor og smuk dreng, men han blev kvalt i navlestrengen under fødslen, og var død da han blev født. Han skulle have været et plaster på såret for August, hvis man kan tillade sig at sige sådan, og på dette tidspunkt kunne jeg slet ikke forholde mig til, at jeg allerede havde mistet August. Nu stod jeg pludselig med 2 døde børn i mit hjerte.

Hvis jeg ikke allerede havde haft min store søn Philius, havde jeg med garanti ikke været her i dag. Så havde jeg ikke haft noget at leve for.

Efter Eliaz gik mit arbejde med mig selv for alvor igang. Jeg var blevet splittet ad i atomer, og jeg havde mistet troen på alt. Jeg troede jeg var forbandet, og angsten for at miste Philius også, tordnede ind over mig. Jeg kæmpede, og arbejdede alt hvad jeg kunne for at blive mig selv igen. Mit liv bestod af min søn, der var levende, og som jeg skulle være der for hele tiden, og mine to døde sønner, som jeg skulle acceptere ikke var hos mig mere. Hvordan gør man det? Hvordan lever man med denne splittelse?

Heldigvis havde jeg mine forældre, min eksmand og mine venner. Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for dem. Den støtte, omsorg, opbakning og kærlighed til mig, på trods af at de selv skulle forholde sig til deres egne følelser, er det mest rørende jeg nogensinde havde kunnet forstille mig. Alle satte sig selv til side, for at være der for mig, og langsomt kunne jeg vende tilbage til livet – langsomt med stødt.

Jeg skulle pludselig leve med min nye identitet, som den kvinde der havde mistet sine to børn. Når jeg mødte bekendte på gaden, havde de netop henvendt sig til mig ved at sige “Tillykke med din søn” og nu var ordene “Kondolere med din søn”. Og tragikomisk var det, da blomsterforretningen afviste blomster, fra de som bestilte til begravelsen, med ordene: ” Det var sidste år Patricia mistede sin søn” og de, troede at folk havde forvekslet mig, med en anden mor der havde mistet. Men det var mig igen – den var go nok.

Jeg har holdt taler til begge mine børns begravelse. Jeg har stået kigget ud over hundrede mennesker, og set deres sorg, over min sorg – som et spejl der blev holdt op foran mig. Men jeg har holdt hovedet højt – hele vejen igennem. Jeg har inderst inde vidst, at man ikke får en udfordring man ikke klare, og når jeg kom ud på den anden side ville jeg være stærkere.

Jeg tror på, så dybt i mit hjerte, at man aldrig får en udfordring man ikke kan klare. Og jeg klarede den. Jeg blev så stærk, at jeg en dag kunne beslutte mig for, at jeg ville være gravid igen.

Denne beslutning har været den største, og sværeste jeg nogensinde har truffet. Anders og mine forældre blev lammet af angst – og det gjorde jeg også selv. De måneder Walther lå i min mave, var de hårdeste nogensinde. Frygten for at det skulle ske igen, var så alt over skyggende. Men tanken om, at mine sidste oplevelser med baby og graviditet, ikke skulle være negativ, holdt mig oppe, hele graviditeten igennem.

Jeg kom igennem, og fødte i 2010 den mest fantastiske søn ved navn Walther. Han blev opkaldt efter min far, fordi min far er, og har altid været, min klippe, og derfor kunne Walther ikke hedde andet end Walther.

Jeg vidste godt, at de første år af Walthers liv ville blive en prøvelse, ud over noget andet jeg nogensinde ville gennemgå. Angsten for, at han også ville bliver taget fra mig, var så alt over skyggende. Jeg havde svært ved at sove, og når jeg endelig gjorde, vågnede jeg hele tiden for at tjekke om han trak vejret.

Heldigvis havde jeg Mette, den sygeplejerske jeg talte med igennem mine oplevelser. Hun var udefrastående og var ikke følelsesmæssig involveret som alle andre. Jeg kunne fortælle om mine tanker, følelser og den lammene angst, uden at bekymre min familie. Langsomt fik jeg troen på, at Walther var kommet for at blive. Jeg fik langsomt troen på, at der ikke ville ske mig noget dårligt igen, og jeg kunne også begynde at arbejde igen.

Jeg fik troen på, at jeg ikke ville opleve noget slemt igen, og jeg begyndte at leve. Men ikke det slags liv som jeg havde før. Et helt helt andet liv. Jeg var blevet en anden Patricia, og hende jeg var før, kendete jeg ikke mere.

Ikke at jeg var et dårligt eller forkert menneske før, jeg var bare blevet “udvidet” hvis man kan sige det sådan. Mine oplevelser havde ført mig gennem alle livets aspekter, på ekstrem kort tid, og jeg fandt pludselig ud af, at det eneste jeg ville var at hjælpe andre. Mit ønske om, at der ikke er nogen der skal gå igennem livet, og have det skidt, blev min mission. Men først blev jeg nødt til at hjælpe mig selv, før jeg kunne hjælpe andre.

Min psyke og hele min organisme var blevet sat sammen på nyt, og min krop reagerede mere og mere på de oplevelser jeg havde været igennem. Jeg havde en følelse af at der var noget galt med mig. Der skulle ingenting til så blev jeg bange – lyde og lugte kunne skabe en kædereaktion i mig, og mit hjerte sad hele tiden oppe i halsen. Jeg talte med Mette om det, og hun fik sendt mig til en læge der kunne udrede mig. Jeg blev udredt for alt der findes – næsten i hvert fald. Jeg endte op med diagnosen PTSD for 5 år siden. Altså der blev konkluderet, af jeg havde Post Traumatisk Stress…. og selvfølgelig havde jeg det. Hvis jeg ikke skulle have det, hvem skulle så?
På mange måder troede jeg, at det så var min dom. At det var sådan jeg var blevet kategoriseret. At det var mig. Men det var det ikke. Det var det slet ikke.
Jo, jeg havde angst, og var bange, men jeg fandt ud af, at sådan en tilstand kan forandre sig og blive anderledes. Meget anderledes.
De år efter mine børns død, har været hårdt arbejde. Rigtig rigtig hårdt arbejde. Men jeg kom over på den anden side. Jeg fik det bedre. Jeg har stadig angst ind i mellem, og jeg kan stadig blive lammet, men sådan som det var dengang, er helt anderledes end det er nu. Tiden læger alle sår. Og det mener jeg.
Èn ting er at miste sine børn, en anden ting er følgerne deraf. Det var en tilstand jeg var i, det var ikke mig, og det er det ikke, den dag i dag. Mine oplevelser er en del af mig, men de definere ikke mig. På ingen måde.

Den diabetes og de følgesygdomme jeg fik tilraget mig både før og efter mine oplevelser, er ikke mig heller. De er en del af mig, men jeg er så meget andet. Faktisk vil jeg sige, at jeg er en helt helt almindelig pige, der har nogle erfaringer og oplevelser med i bagagen, og de har forandret mig – til det bedre, om man vil. Men de er ikke mig.

Min mission her i livet blev som sagt, at hjælpe andre på alle måder muligt. Og det har jeg gjort. Alle der kender mig vil sige, at sådan er jeg, men stadigvæk, så er det kun en del af mig. Det er en følelse jeg har indeni, som kommer til udtryk gennem mine handlinger. Fordi jeg er det hele, jeg er et helt menneske på godt og ondt, men jeg udføre nogle handlinger, som gør at andre kan få det bedre. Og om det var det sidste jeg gjorde i dette her liv, så kunne jeg aldrig finde på at gøre andre ondt med vilje, og det er ikke fordi jeg er en engel, det er fordi at det strider mod alt jeg består af. Og jeg bliver nødt til at være tro mod mod mig selv. Tro mod mit formål her i livet.

Jeg har som sagt forandret mig de sidste 10 år. Jeg er blevet en anden. Jeg er blevet trukket gennem det værste man kan forstille sig, men jeg fik set nogle sider af mig selv, og jeg fandt ud af, hvad et menneske er i stand til at leve med – og overleve med. Dog har jeg ikke kun overlevet. Jeg lever, og det er der stor forskel på. Jeg overlevede den første tid efter mine børns død, men de sidste mange år, har jeg levet. Jeg griner og er glad hver dag, og når jeg står op om morgenen, er mine tanker er altid positive om hvad dagen vil bringe. Derudover har jeg så mange fantastiske mennesker i mit liv, som elsker mig for den jeg er, ikke for hvad jeg gør, hvad jeg har gjort, eller de oplevelser jeg har med mig.

Vigtigst af alt, så er jeg taknemmelig! Jeg er så taknemmelig for livet. Jeg kunne godt havde været død af sorg dengang. Men det gjorde jeg ikke. Jeg overlevede og jeg lever. Og indtil den dag jeg dør, vil de min livsfilosofi være: “Hvad du ikke dør af gør dig stærkere” Den du er, er ikke det du gør. Den du er, er den følelse du har indeni, resten er bare handlinger som viser hvad dit hjerte er fuld af.

august

 

Updage på hold oktober! 2,2 kg på 6 dage!

 

På 6 dage har hold oktober tabt i gennemsnit 2,2 kg og 10 cm bare i taljen! 

Det er så fantastisk og her i første uge var fokus slet ikke på vægttab!

Vi lever bare det fede liv! Jubiiiiiiii !!!

Det hele starter med en kontrakt med os selv – hvor vi beslutter os for at ændre vores livsstil, og begynde at spise, så vi afbalancere vores hormoner.

Ingredienserne står på fløde, smørstegte grønsager, store bøffer og bearnaise sauce – what’s not to like!

Hvis du vil vide mere, så tilmeld dig gratis intromøde d. 19 oktober i Randers, København d. 22 oktober og Århus d. 21 november.
Tryk på linket nedenunder ( kun få pladser tilbage i Randers) – så livet også kan blive fedt for dig – så let som ingenting.

Hvis du har diabetes og andre livsstils-relaterede sygdomme, som pco, kronisk træthed, fibromyalgi mm.  så læs mere om hvordan du stabilisere dit blodsukker, og opnår ro og balance i din krop her.

 

 

Har du lyst til at være en del af ‘Din fede livsstil’ hvor du kan få støtte og vejledning?
Så tilmeld dig nedenunder til kun 99,- pr måned.

Her er du en del af et fællesskab, hvor der bliver delt opskrifter, ideer, tips og tricks. Der vil være andre, der er i samme båd som dig, og du vil også have kontakt med mentorer og vejledere, så du aldrig er alene på vejen mod Din fede livsstil.
Velkommen til – dejligt at se dig.

Kan vægttab være angst-provokerende, og kan vi bruge vores sygdom som undskyldning?

Kan der være tryghed i at være overvægtig og syg?

Når vi skifter livsstil, som jo er dét, som det hele drejer sig om, her i Det fede liv, oplever jeg ind i mellem, at mine kursister har svært ved at forene sig med de forandringer der sker i krop og sind. Selvom de får det så meget bedre og taber sig helt vildt, så er der også en vis tryghed i det vi kender – også selvom det ikke var godt for os.
Derfor er vores fokus, rigtig meget de psykiske forandringer der sker, og derfor er det samtidig vigtigt at se på, hvorfor vi faktisk blev overvægtige og syge i første omgang.

Ofte ved vi jo godt, hvad det er der ikke er godt for os, at spise. At det så er fuldstændig misforstået, at fedt ikke er godt for vores kroppe, er selvfølgelig én side af sagen, men de fleste ved jo godt, at slik og sukker ikke er det bedste man kan fylde i sig selv hver dag – så derfor tror jeg også, at der kan være noget tryghed i, i nogle tilfælde, i at være syg og overvægtig.

Kan der være tryghed i at være overvægtig?
Kan der være tryghed i at være syg?
Hvad sker der med os, når vi forandrer disse ting i vores liv?
Skal vi opfinde os selv på nyt – bliver det til en slags identitetskrise?
Hvad er forventningerne til os, både fra andre og fra os selv,  hvis vi ikke længere er syge og triste? 

De fleste jeg har haft på hold, har et stort ønske om at forandre deres liv for evigt – og det er der rigtig mange der lykkes med. Men ind i mellem møder jeg dem, som ikke er klar til at forandre sig. Det vil sige, at de har i så mange år brugt deres overvægt og sygdom, som en slags “helle”, hvor de har givet “tilstanden” skylden , og ligepludselig forsvinder undskyldningen. Og hvad så? Det kan være virkelig virkelig angst-provokerenede at forandre sig, fordi hvem er jeg så?

Derfor er der mentalt fokus i Det fede liv! Jeg starter sjældent med at “reklamere” for det inden vi går igang, fordi det kan være lidt noget hokuspokus at skulle se indad, når man egentligt bare har lyst til at få at vide hvad man skal putte i munden. Men alligevel oplever jeg gang på gang nødvendigheden at det mentale fokus – selvkærligheden i det. Og ikke mindst “angsten for forandring”.

Det er virkelig angst-provokerende, at den krop man bor i, ændrer sig – og det sætter mange tanker og følelser igang.. Tanker og følelser, man ikke anede man havde, inden kiloene begyndte at rasle af, og symptomerne på sygdomme forandrede sig.

-der kan være tryghed i sygdom og overvægt – og det har jeg stor respekt for.

Når det så er sagt, så er det vigtigt at se på hvorfor man ser ud som gør, og hvad det gør ved én. Og ligeså svært det kan være at få en sygdom, ligeså svært kan det faktisk være hvis den går væk igen..

Kærlig hilsen

Patricia

Spiseforvirring – og hvorfor der IKKE var noget galt med mig!

img_1490

Spiseforstyrelse er et meget ømtålelig emne, men jeg ved, at rigtig mange kan relatere sig til det. Jeg har valgt at kalde det en spiseforvirring, for ikke at blande forskellige ting sammen.
Jeg troede at min spiseforvirringen handlede om, at jeg havde brug for kontrol af mine tanker. Jeg blev fortalt, at når mine tanker gik så meget på mad, jeg ikke måtte spise, så var der noget “galt” med mit sind”, som lægen fortalte mig.
Jeg fandt dog senere ud af- at det ikke var sådan det hang sammen for mig –jeg var nemlig “bare” afhængig af sukker. 

Dét, jeg fandet ud af, på min vej mod “det fede liv” var, at jeg ikke “fejlede” det jeg troede. Det var ikke, fordi jeg havde brug for kontrol. Alle de tanker jeg havde om mad jeg ikke måtte spise, handlede ikke om, at jeg havde et forvirret syn på mig selv, eller mangel på selvværd, det handlede om at min hjerne var afhængig af sukker.
Ligeså snart jeg skiftede over på fedt, som primær energikilde, og fik sukker ud af mit system, stoppede mine tanker om mad. Min krop var pludselig tilfreds, og den fik den næring den havde brug for, og jeg tænkte pludselig heller ikke på alt det, jeg ikke måtte spise. Det var en åbenbaring. Det var en lettelse så stor, større end noget jeg havde prøvet før. Jeg havde i flere år gået og troet, at jeg var i ubalance i mit sind, men istedet var det min krop og mine hormoner der var i ubalance.

Mine tanker gik på mad, jeg havde restriktioner med alt. Jeg spiste på klokkeslet, og hvis nogen der spurgte, om jeg var sulten, så kiggede jeg på klokken istedet. Jeg kunne ikke mærke min krop, eller det kunne jeg, men jeg ignorerede dens signaler, altså min sult.
Én gang om ugen gav jeg slip. Der måtte jeg spise alt jeg havde lyst til. Og det gjorde jeg. Jeg spiste alt jeg kunne komme i nærheden af. Og jeg troede faktisk jeg, at jeg spiste på mine følelser.
Min overspisning resulterede i mange mange mavesmerter, og jeg fik det så dårligt, at jeg faktisk troede jeg skulle dø. I flere dage efter, var min samvittighed så sort som kul. Jeg bankede mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke kunne kontrollere mig selv- at jeg mistede kontrollen, og ubehersket kastede alt, jeg kunne finde, i hovedet.
Sådan var mit liv – en ruchetur op og ned, også i vægt. De første dage, efter jeg havde givet los, havde jeg så dårlig samvittighed,  at jeg næsten ikke kunne fungere. Målet var at spise endnu mindre, end jeg ellers ville gøre, fordi jeg skulle kompensere for de ekstra kalorier. Det gik også ud over mit sociale liv, da jeg jo ikke kunne spise med veninder om aftenen, fordi jeg skulle så meget i kalorieunderskud. Jeg gik sulten i seng hver dag, og når jeg lukkede mine øjne, var jeg stolt over, at jeg klarede endnu en dag, hvor jeg havde sultet mig selv.

Det her show, fortsatte i mange år. Det var forfærdeligt. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på de år af mit liv, fordi jeg havde det så skidt. Men pludselig så ændrede det hele sig.

Jeg faldt jeg over “biokemien’!

Pludselig kunne jeg spise hvad jeg havde lyst til. Da jeg afgiftede min krop for sukker, altså stoppede med at spise brød, pasta, kager, slik, is, havregryn osv. og istedet spiste fedt, i form af smør, fløde, sauce og bøffer med fedtkant,  raslede kiloene af mig. Ikke nok med det, så tænkte jeg ikke længere på mad, jeg mærkede min sult, og min mæthed, og jeg fik ro i mit sind. Mine hormoner blev balanceret, jeg sov nu tungt om natten, jeg havde ikke længere symptomer på diabetes (som jeg også lige havde fået tilegnet mig på min vej). Jeg havde heller ikke uforklarlige smerter i min krop, og jeg begyndte at elske mig selv. Og her mener jeg at jeg begyndte at elske mig selv og min krop, og forholdet til mig selv, med mig selv, ændrede sig også. Jeg forstod nu, at jeg ikke var en fiasko, fordi jeg ikke havde kunnet holde mig vægt, og sulte mig selv, men at det var fordi min biokemi var ren kaos.

Jeg følte pludselig, at jeg kunne udrette noget, fordi mine tanker om mad forsvandt. Jeg behøvede ikke at bruge kræfter på, at kontrollere mig selv, sætte alt i skema og rammer, og jeg kunne nu vende blikket mod alt muligt andet. Det fik mig til at vendte mit blik mod biokemien endnu mere, og jeg blev hele tiden klogere på, hvilke mekanismer der spiller ind, når det kom til krop og sind.

Når hjernen får kulhydrat, så bliver den afhængig af det, fuldstændig ligesom et drug. Og fordi jeg også spiste fedtfattigt, så fik jeg aldrig ro i min krop, og mit blodsukker kørte op og ned. Når jeg spiste kulhydrat, så steg mit blodsukker, og så blev det hurtigt lavt igen. Jeg blev SÅ sulten, og spiste igen noget sukker, og sådan fortsatte det dag efter dag, efter dag.

Dét der er forskellen, og som gør at jeg kan spise de enorme mængder som jeg gør i dag er, at jeg spiser fedt. Jeg spiser i hvert fald 100 g fedt om dagen. Jeg lever som en lille dronning, synes jeg selv. Tænk sig at kunne være slank, og så stadig spise til man ikke kan mere. Det er jo en dream come true.

Mit yndlings-motto er (næstefter “Livet er fedt”) er helt klart: ” Det er ikke dén du er, der er noget galt med. Det er det du gør, der er noget galt med”!
-og tænk sig hvis det er rigtigt, i det her tilfælde også.
Måske er der slet ikke noget galt med dig. Måske er det bare det du gør, der er noget galt med – og nu er det måske tid til at gøre noget andet.
Måske har du også  en spiseforvirring, sådan som jeg havde, og i mit tilfælde var det ikke mig der var noget galt med, det var det jeg gjorde! Og jeg gjorde jo bare det jeg troede var rigtigt – fordi det var jeg blevet fortalt.

Kærlig hilsen

patricia højbo diabetres vægttab

Læs mere om, hvofor vores biokemi bliver forvirret her

Ps. Jeg vil lige understrege at jeg ikke gør mig klog på spiseforstyrelser, som anoreksi, bulimi og andre alvorlige lidelser – og jeg anerkender, at der er rigtig mange andre faktorer der spiller ind i forhold til spiseforstyrelser. Jeg fortæller kun min egen historie, og intet andet.. Bare lige så vi har det på det rene – det ville være frygteligt hvis nogen skulle tro at jeg “bare tror” at omstændigheder, som giver alvorlig psykiske lidelser, nemt kan fikses med fedt og udeblivelsen af kulhydrat.

Hvis døren ikke åbner, så er det ikke DIN dør..

Det skal være let at være slank, og vi skal forvente at alt godt kommer vores vej..
Det skal være let at være slank, og vi skal forvente, at alt godt kommer vores vej..

“Her i det fede liv, knokler vi ikke for at tabe os. Normalt, når vi er på slankekur, er det en kamp, og vi skal undvære alt muligt, og træne helt vildt for at tabe os. Dette modstrider hele min livsfilosofi, fordi jeg tror på, at være slank og sund, skal være det letteste i verden. Og det er det for os, som lever det fede liv.”

“Det skal være skidt, før det bliver godt”, er en af de helt store hits jeg ofte hører. En andet “god” livsfilosofi er ” Work hard and look great”, eller “Hvem har sagt at livet skulle være let”.

Så er det jeg tænker: “Jamen hvem har egentligt sagt at livet skal være hårdt? “Hvorfor SKAL det absolut være skidt før det bliver godt, og hvorfor skal man absolut “Work hard to look great”?

Måske er det bare talemåder, men jeg tro at det er med til at kode hjernen, til at forvente, at livet er en kamp, og alt hvad man sætter sig for, er noget man skal kæmpe for.
Jeg tror ikke at det er meningen med livet – at knokle derud af, og kun kan få gode ting i livet, hvis man kæmper for det.

De, som kender mig ved, at mit liv ikke har været en dans på roser, og jeg har oplevet det værste man kan opleve som forælder. Ikke fordi jeg vil komme nærmere ind på det i dag, men lad mig bare sige, at jeg har haft min andel af ulykker på min vej.

Livet har forandret mig meget, men jo mere modgang jeg har haft, jo mere positiv er jeg blevet ( og det er faktisk her jeg bliver lidt bekymret for mig selv hi hi)

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor at vi skal gå rundt og tro, at livet skal være hårdt, før det bliver godt? Jeg forstår heller ikke, hvorfor man skal kæmpe for dét man gerne vil have. Og jeg tror bestemt ikke at vi skal knokle for at have en slank og sund krop.

Der findes et fedt udtryk der hedder: ” If the door not opens, it’s not your door”!
En fantastisk tilgang til livet, synes jeg. Altså hvis døren ikke går op, så er det fordi det ikke er DIN dør. Det betyder at hvis man skal kæmpe for noget man gerne vil, men konstant møder modgang, så er det fordi det ikke er dét man skal. Det er meningen at livet skal være let, ikke en kamp.

Når det så er sagt, er det er ikke ens betydende med, at man ikke skal gå efter, hvad man vil med sit liv, men hvis det er meningen, så vil døren åbne sig.

Da jeg kom på at “Det fede liv” skulle hedde “Det fede liv”, var ikke tilfældigt.
Det er en talemåde jeg altid har brugt meget, ligesom mange andre sikkert har gjort.
Jeg har sagt tusindvis af gange: ” Hold op, vi lever bare det fede liv hva?” eller “Hvor er livet da bare fedt”.
Det er sådan jeg opfatter livet. Og jeg tror på, at det koder min hjerne til, at opfatte alt det positive omkring mig. Og jeg tror også på at det gør, at netop livet bliver fedt.

“Det fede liv” har så mange forskellige referencer for mig, både fordi jeg mener, at det er en del af mig, at tænke sådan, men selvfølgelig også, fordi vi spiser en masse fedt.
Vigtigst af alt, ligger dog i betydningen,at vi ikke skal kæmpe for at se godt ud. Vi skal ikke kæmpe for at tabe os – og vi skal heller ikke knokle for at have det godt.

Jeg ved, at enhver der har været, eller er igennem forløbet ‘Dit fede liv’  vil give mig ret i, at vi lever Det fede liv – så let som ingenting.
Det har aldrig har været nemmere, at være slank, at se godt ud, at være sund og frisk, og vågne hver morgen med mod på livet.
Så når siger at “Vi lever det fede liv her”, så mener jeg det virkelig. Jeg tror på vi er skabt til at leve sådan her, både biokemisk, men også at være slanke og velfungerende- fordi vi fortjener det – ikke fordi vi skal gøre os fortjent til det!

Det skal være let at tabe sig, det skal være let at være slank, og hvis du har altid har kæmpet for at opnå dette, så er det den helt forkerte vej du er gået. Kom med os istedet og oplev hvor let det er at være slank, og leve det fede liv..

 

Kærlig hilsen

Patricia