Gammeldags pandekager

pandekager

4 personer – ca. 15 stk

Ingredienser

  • 10 æg
  • 7 æggehvider
  • 1 dl fløde
  • 3/4 spsk sukrin
  • 2 spsk store HUSK ( den grønne)
  • 350 g cremefraiche 38%
  • 1 tsk salt
  • 1,5 tsk kardemomme ( jeg er meget glad for smagen, men den kan udelades)
  • 1 tsk vaniljeessens
  • smør til stegning

Sådan gør du

Bland hele molevitten sammen med en ske eller elpisker.

Varm en pande med en stor klat smør.

Fordel en lille deciliter af dejen på panden og lad den stå et minut, til pandekagen er gylden.

Vend den forsigtigt, da den nemt går i stykker og læg den på en tallerken og sæt den i ovnen en imens du laver resten.

Her serveret med sukrin melis men du kan også servere den med Jordbærflødeis eller vaniljeis med chokoladestykker.

Går aldrig af mode – og forresten så opdager ungerne heller aldrig at det faktisk er en sund pandekage 😉

Kærlig hilsen

Patricia

Ps. Hvis du indtaster koden DFL17 på linket, får du 10% rabat på sukrin, HUSK og meget mere..

Blomkålstoast i 4 varianter

12 stk toast

Normalt går jeg ikke så meget op i erstatninger for brød i forbindelse med min ketogene livsstil. Efter en del forsøg med blandede succes er jeg nok kommet til den konklusion, at jeg hellere sammensætter mine menuer således, at jeg ikke savner brødet. Dog blev jeg alligevel fristet til at prøve blomkålstoast på opfordring fra Patricia, da jeg elsker kombinationen af blomkål og ost 😊

Portionen her giver 12 stk. ”toastbrød”, som man så kan bruge til mange forskellige retter, hvoraf jeg lister 4 eksempler til sidst.

Ingredienser

  • ½ blomkålshoved
  • 2 æg
  • 2 spsk revet parmesan
  • Salt og peber

Hak blomkål fint med en blender e.l. (jeg brugte en minihakker af flere omgange). Bland de øvrige ingredienser sammen med blomkål og fordel hele massen på et stykke bagepapir på en bradepande. Forsøg at fordele det i en ”pæn” firkant, så du får nogle pæne firkantede stykker toastbrød efterfølgende. Bages i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter.

Når blomkålsmassen er afkølet skæres den ud som toastbrød (4 x 3 stykker).

Jeg valgte at bruge toastbrødet til 4 forskellige ting

  • Klassisk toast med smør, skinke og ost
  • Ristet toast med smør, spejlæg og bacon
  • Blomkålstoast med smøreost, rucola, parmaskinke, parmesan og hjemmelavet basilikumpesto
  • Blomkålstoast med laks, tigerrejer, citronmarineret fennikel og aioli

Mulighederne er uendelige og brødet smager rigtig godt til morgenmad eller en forret.

Kærlig hilsen

Allan


Prøv også vores Tortillas med cheddar nachos her

Kan du huske Kristine – hun har nu tabt 20 kg!!!

Kristine har fulgt vores forløb og har nu tabt 20 kg på 12 uger!

Her er hvad Kristine siger om forløbet:

Jeg har været overvægtig i mange år, og var lidt skeptisk i starten, da jeg hørte om “Det fede liv”. Jeg var vant til masser af træning, at tælle kalorier, og kigge efter lavest fedtprocent i min mad, og nu skulle jeg pludselig gå efter den højeste fedtprocent, og ikke tælle kcal.
At begynde at drikke fløde, spise smør og spise fedtkanten på mit kød, skulle vise sig at være vejen frem for mig.
Jeg gik fra at være konstant sulten, til idag, aldrig at føle sult. Ingen crawings efter kage, slik eller lignende, netop fordi jeg vælger at spise mig mæt i fedt!!

Det er den nemmeste livstils-ændring jeg nogensinde har gjort mig, og klart den bedste, og mest holdbare.
De sidste 8 uger har givet mig motivation og gåpåmod til kampen mod kiloene og et bedre liv!
Jeg har valgt “det fede liv” -for altid!!!

Vil du også leve det fede liv og blive kiloene kvit for altid?

Læs mere om vores online forløb her

Ps.
Efter 4 måneder har Kristine ramt et vægttab på 24 kilo –

Læs Jettes historie her

 

 

Der er to følelser i kroppen..

img_3292_facetune_25.09.2017-16:31:51

 

Vores organisme består af følelser. Det kan både være psykiske følelser, og det kan være fysiske følelser, men i bund og grund findes der kun to følelser i kroppen.
Enten behag eller ubehag. Ganske enkelt.
Når vi i mange år, har levet meget usundt, både fysisk som psykisk, kan der godt opstå en forskydning, mellem de følelser kroppen sender til os, og hvordan de bliver opfanget. Vi mister evnen til at afkode signalerne fra vores krop.
Når vi har levet ‘Det fede liv’ i kun få dage, er det som om, kroppens forskydning falder på plads, og vi bliver mere hjemme i vores krop. Pludselig modtager vi alle mulige signaler fra kroppen, omkring hvad der føles godt, og ikke føles så godt, altså behag og ubehag. Hvor vi før nærmest var døve overfor disse signaler, kan vi pludselig mærke vores krop meget mere.
Jeg oplever det ofte som en form for åbenbaring.

De mennesker, der i mange år, har levet meget usundt, eller med mange restriktioner, sygdom eller skavanker, mærker pludselig kroppen på en anden måde -og signalerne suser igennem organismen på fuld tryk.
Jeg synes på mange måder det er rørende og meget smukt. Som at komme hjem til sin egen krop.

Det er dét vi går efter, her i vores fede liv, at komme hjem til os selv -at komme hjem til vores egen krop. Den krop vi fortjener, som er slank, rask og velfungerende, og hvor vi er klar over, hvad der fungere bedst for vores krop.

Kroppe er ikke ens, og jeg kan ikke være inde i en anden krop, og mærke efter, hvad der sker inde i den. Derfor er en meget vigtig øvelse, her i vores fede liv, at begynde at mærke os selv. Der er nogle der tror det er en svær øvelse, men jeg har endnu ikke oplevet nogen, der ikke er kommet hjem til dem selv – og den gave det er, at vide hvad der fungere for mig, slår alt jeg nogensinde har oplevet.
At komme hjem til mig selv, og komme hjem til min krop, har været det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Når man tænker på, at i kroppen er der kun to følelser, og det er ‘alt’ du skal kunne afkode, så lyder det ikke så svært vel?
Så lige nu, hvis du mærker efter, har du så ‘behag’ i din krop, eller er det eneste du mærker ubehag? Og næste gang du spiser pasta med ketchup eller en pose snoller, hvad føler du så? Behag eller ubehag, det er alt hvad der er at vælge mellem?
Mit gæt er ubehag, men jeg er også blevet virkelig god til at mærke min egen krop. Jeg vil gerne vise dig hvordan du gør, så du også kan komme hjem til dig selv- i din egen krop.

Kærlig hilsen

Patricia

Læs mere om vores 6-ugers forløb, hvor du lærer at finde hjem til dig selv her

 

Har du fulgt et af vores forløb og har du lyst til at være en del af ‘Din fede livsstil’ hvor du stadig kan få støtte og vejledning?
Så tilmeld dig nedenunder til kun 99,- pr måned.

Her er du en del af et fællesskab, hvor der bliver delt opskrifter, ideer, tips og tricks. Der vil være andre, der er i samme båd som dig, og du vil også have kontakt med mentorer og vejledere, så du aldrig er alene på vejen mod Din fede livsstil.
Velkommen til – dejligt at se dig.

 

Hvad du ikke dør af gør dig stærkere..

Jeg har i dag brug for at dele en meget personlig historie, som mange af jer allerede kender.

I 2007 fandt jeg min søn død en morgen. Hans navn var August, og han blev kun 2 måneder gammel. Han havde en forsnævring på en blodåre i hjernen, og han var derfor sovet stille ind en nat i december. I dag ville han have blevet 10 år gammel.

Som alle nok kan forestille sig, så var det så forfærdeligt, og  enhver forældres mareridt. Hele mit liv gik i stå.

At gå med den dejligste baby hver dag, hvert minut, hver sekund i 2 måneder er lang tid. Og da August pludselig ikke var der mere, gik jeg i chok. Så meget i chok at jeg faktisk ikke kunne forstå det, og jeg fortsatte mit liv som intet var hændt, og var glad!!!

Jeg var glad!!

Det lyder fuldstændig sindsygt, når jeg skriver det, men som jeg senere fik forklaret, så er det kroppen og sindets måde at holde sig selv i live på. På en måde er det jo fantastisk.

Mit værste mareridt udspillede sig d. 12 december 2007, og først i august vågnede jeg op. Jeg vågnede op, og fandt ud af at jeg var gravid igen. Denne gang med en lille dreng ved navn Eliaz.

Jeg kontaktede psykiatrisk afdeling i Randers, fordi jeg blev simpelthen nødt til at tale med nogen om alt der var sket. Min familie har sidenhen fortalt mig, at de alle gik og ventede på, at jeg skulle knække, og at det skulle gå op for mig hvad der var sket.

På sygehuset fik jeg tilknyttet en sygeplejeske, som hedder Mette – hun er stadig et af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Jeg talte med hende – og talte og talte og talte, og jeg begyndte at få løsnet op for proppen af sorg. Efterfølgende talte jeg med hende en gang om ugen, og jeg vil våge at påstå, at hun har været med til at reddet mit liv.

Kort tid efter fødte jeg en søn. En stor og smuk dreng, men han blev kvalt i navlestrengen under fødslen, og var død da han blev født. Han skulle have været et plaster på såret for August, hvis man kan tillade sig at sige sådan, og på dette tidspunkt kunne jeg slet ikke forholde mig til, at jeg allerede havde mistet August. Nu stod jeg pludselig med 2 døde børn i mit hjerte.

Hvis jeg ikke allerede havde haft min store søn Philius, havde jeg med garanti ikke været her i dag. Så havde jeg ikke haft noget at leve for.

Efter Eliaz gik mit arbejde med mig selv for alvor igang. Jeg var blevet splittet ad i atomer, og jeg havde mistet troen på alt. Jeg troede jeg var forbandet, og angsten for at miste Philius også, tordnede ind over mig. Jeg kæmpede, og arbejdede alt hvad jeg kunne for at blive mig selv igen. Mit liv bestod af min søn, der var levende, og som jeg skulle være der for hele tiden, og mine to døde sønner, som jeg skulle acceptere ikke var hos mig mere. Hvordan gør man det? Hvordan lever man med denne splittelse?

Heldigvis havde jeg mine forældre, min eksmand og mine venner. Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for dem. Den støtte, omsorg, opbakning og kærlighed til mig, på trods af at de selv skulle forholde sig til deres egne følelser, er det mest rørende jeg nogensinde havde kunnet forstille mig. Alle satte sig selv til side, for at være der for mig, og langsomt kunne jeg vende tilbage til livet – langsomt med stødt.

Jeg skulle pludselig leve med min nye identitet, som den kvinde der havde mistet sine to børn. Når jeg mødte bekendte på gaden, havde de netop henvendt sig til mig ved at sige “Tillykke med din søn” og nu var ordene “Kondolere med din søn”. Og tragikomisk var det, da blomsterforretningen afviste blomster, fra de som bestilte til begravelsen, med ordene: ” Det var sidste år Patricia mistede sin søn” og de, troede at folk havde forvekslet mig, med en anden mor der havde mistet. Men det var mig igen – den var go nok.

Jeg har holdt taler til begge mine børns begravelse. Jeg har stået kigget ud over hundrede mennesker, og set deres sorg, over min sorg – som et spejl der blev holdt op foran mig. Men jeg har holdt hovedet højt – hele vejen igennem. Jeg har inderst inde vidst, at man ikke får en udfordring man ikke klare, og når jeg kom ud på den anden side ville jeg være stærkere.

Jeg tror på, så dybt i mit hjerte, at man aldrig får en udfordring man ikke kan klare. Og jeg klarede den. Jeg blev så stærk, at jeg en dag kunne beslutte mig for, at jeg ville være gravid igen.

Denne beslutning har været den største, og sværeste jeg nogensinde har truffet. Anders og mine forældre blev lammet af angst – og det gjorde jeg også selv. De måneder Walther lå i min mave, var de hårdeste nogensinde. Frygten for at det skulle ske igen, var så alt over skyggende. Men tanken om, at mine sidste oplevelser med baby og graviditet, ikke skulle være negativ, holdt mig oppe, hele graviditeten igennem.

Jeg kom igennem, og fødte i 2010 den mest fantastiske søn ved navn Walther. Han blev opkaldt efter min far, fordi min far er, og har altid været, min klippe, og derfor kunne Walther ikke hedde andet end Walther.

Jeg vidste godt, at de første år af Walthers liv ville blive en prøvelse, ud over noget andet jeg nogensinde ville gennemgå. Angsten for, at han også ville bliver taget fra mig, var så alt over skyggende. Jeg havde svært ved at sove, og når jeg endelig gjorde, vågnede jeg hele tiden for at tjekke om han trak vejret.

Heldigvis havde jeg Mette, den sygeplejerske jeg talte med igennem mine oplevelser. Hun var udefrastående og var ikke følelsesmæssig involveret som alle andre. Jeg kunne fortælle om mine tanker, følelser og den lammene angst, uden at bekymre min familie. Langsomt fik jeg troen på, at Walther var kommet for at blive. Jeg fik langsomt troen på, at der ikke ville ske mig noget dårligt igen, og jeg kunne også begynde at arbejde igen.

Jeg fik troen på, at jeg ikke ville opleve noget slemt igen, og jeg begyndte at leve. Men ikke det slags liv som jeg havde før. Et helt helt andet liv. Jeg var blevet en anden Patricia, og hende jeg var før, kendete jeg ikke mere.

Ikke at jeg var et dårligt eller forkert menneske før, jeg var bare blevet “udvidet” hvis man kan sige det sådan. Mine oplevelser havde ført mig gennem alle livets aspekter, på ekstrem kort tid, og jeg fandt pludselig ud af, at det eneste jeg ville var at hjælpe andre. Mit ønske om, at der ikke er nogen der skal gå igennem livet, og have det skidt, blev min mission. Men først blev jeg nødt til at hjælpe mig selv, før jeg kunne hjælpe andre.

Min psyke og hele min organisme var blevet sat sammen på nyt, og min krop reagerede mere og mere på de oplevelser jeg havde været igennem. Jeg havde en følelse af at der var noget galt med mig. Der skulle ingenting til så blev jeg bange – lyde og lugte kunne skabe en kædereaktion i mig, og mit hjerte sad hele tiden oppe i halsen. Jeg talte med Mette om det, og hun fik sendt mig til en læge der kunne udrede mig. Jeg blev udredt for alt der findes – næsten i hvert fald. Jeg endte op med diagnosen PTSD for 5 år siden. Altså der blev konkluderet, af jeg havde Post Traumatisk Stress…. og selvfølgelig havde jeg det. Hvis jeg ikke skulle have det, hvem skulle så?
På mange måder troede jeg, at det så var min dom. At det var sådan jeg var blevet kategoriseret. At det var mig. Men det var det ikke. Det var det slet ikke.
Jo, jeg havde angst, og var bange, men jeg fandt ud af, at sådan en tilstand kan forandre sig og blive anderledes. Meget anderledes.
De år efter mine børns død, har været hårdt arbejde. Rigtig rigtig hårdt arbejde. Men jeg kom over på den anden side. Jeg fik det bedre. Jeg har stadig angst ind i mellem, og jeg kan stadig blive lammet, men sådan som det var dengang, er helt anderledes end det er nu. Tiden læger alle sår. Og det mener jeg.
Èn ting er at miste sine børn, en anden ting er følgerne deraf. Det var en tilstand jeg var i, det var ikke mig, og det er det ikke, den dag i dag. Mine oplevelser er en del af mig, men de definere ikke mig. På ingen måde.

Den diabetes og de følgesygdomme jeg fik tilraget mig både før og efter mine oplevelser, er ikke mig heller. De er en del af mig, men jeg er så meget andet. Faktisk vil jeg sige, at jeg er en helt helt almindelig pige, der har nogle erfaringer og oplevelser med i bagagen, og de har forandret mig – til det bedre, om man vil. Men de er ikke mig.

Min mission her i livet blev som sagt, at hjælpe andre på alle måder muligt. Og det har jeg gjort. Alle der kender mig vil sige, at sådan er jeg, men stadigvæk, så er det kun en del af mig. Det er en følelse jeg har indeni, som kommer til udtryk gennem mine handlinger. Fordi jeg er det hele, jeg er et helt menneske på godt og ondt, men jeg udføre nogle handlinger, som gør at andre kan få det bedre. Og om det var det sidste jeg gjorde i dette her liv, så kunne jeg aldrig finde på at gøre andre ondt med vilje, og det er ikke fordi jeg er en engel, det er fordi at det strider mod alt jeg består af. Og jeg bliver nødt til at være tro mod mod mig selv. Tro mod mit formål her i livet.

Jeg har som sagt forandret mig de sidste 10 år. Jeg er blevet en anden. Jeg er blevet trukket gennem det værste man kan forstille sig, men jeg fik set nogle sider af mig selv, og jeg fandt ud af, hvad et menneske er i stand til at leve med – og overleve med. Dog har jeg ikke kun overlevet. Jeg lever, og det er der stor forskel på. Jeg overlevede den første tid efter mine børns død, men de sidste mange år, har jeg levet. Jeg griner og er glad hver dag, og når jeg står op om morgenen, er mine tanker er altid positive om hvad dagen vil bringe. Derudover har jeg så mange fantastiske mennesker i mit liv, som elsker mig for den jeg er, ikke for hvad jeg gør, hvad jeg har gjort, eller de oplevelser jeg har med mig.

Vigtigst af alt, så er jeg taknemmelig! Jeg er så taknemmelig for livet. Jeg kunne godt havde været død af sorg dengang. Men det gjorde jeg ikke. Jeg overlevede og jeg lever. Og indtil den dag jeg dør, vil de min livsfilosofi være: “Hvad du ikke dør af gør dig stærkere” Den du er, er ikke det du gør. Den du er, er den følelse du har indeni, resten er bare handlinger som viser hvad dit hjerte er fuld af.

august

 

Kan vægttab være angst-provokerende, og kan vi bruge vores sygdom som undskyldning?

Kan der være tryghed i at være overvægtig og syg?

Når vi skifter livsstil, som jo er dét, som det hele drejer sig om, her i Det fede liv, oplever jeg ind i mellem, at mine kursister har svært ved at forene sig med de forandringer der sker i krop og sind. Selvom de får det så meget bedre og taber sig helt vildt, så er der også en vis tryghed i det vi kender – også selvom det ikke var godt for os.
Derfor er vores fokus, rigtig meget de psykiske forandringer der sker, og derfor er det samtidig vigtigt at se på, hvorfor vi faktisk blev overvægtige og syge i første omgang.

Ofte ved vi jo godt, hvad det er der ikke er godt for os, at spise. At det så er fuldstændig misforstået, at fedt ikke er godt for vores kroppe, er selvfølgelig én side af sagen, men de fleste ved jo godt, at slik og sukker ikke er det bedste man kan fylde i sig selv hver dag – så derfor tror jeg også, at der kan være noget tryghed i, i nogle tilfælde, i at være syg og overvægtig.

Kan der være tryghed i at være overvægtig?
Kan der være tryghed i at være syg?
Hvad sker der med os, når vi forandrer disse ting i vores liv?
Skal vi opfinde os selv på nyt – bliver det til en slags identitetskrise?
Hvad er forventningerne til os, både fra andre og fra os selv,  hvis vi ikke længere er syge og triste? 

De fleste jeg har haft på hold, har et stort ønske om at forandre deres liv for evigt – og det er der rigtig mange der lykkes med. Men ind i mellem møder jeg dem, som ikke er klar til at forandre sig. Det vil sige, at de har i så mange år brugt deres overvægt og sygdom, som en slags “helle”, hvor de har givet “tilstanden” skylden , og ligepludselig forsvinder undskyldningen. Og hvad så? Det kan være virkelig virkelig angst-provokerenede at forandre sig, fordi hvem er jeg så?

Derfor er der mentalt fokus i Det fede liv! Jeg starter sjældent med at “reklamere” for det inden vi går igang, fordi det kan være lidt noget hokuspokus at skulle se indad, når man egentligt bare har lyst til at få at vide hvad man skal putte i munden. Men alligevel oplever jeg gang på gang nødvendigheden at det mentale fokus – selvkærligheden i det. Og ikke mindst “angsten for forandring”.

Det er virkelig angst-provokerende, at den krop man bor i, ændrer sig – og det sætter mange tanker og følelser igang.. Tanker og følelser, man ikke anede man havde, inden kiloene begyndte at rasle af, og symptomerne på sygdomme forandrede sig.

-der kan være tryghed i sygdom og overvægt – og det har jeg stor respekt for.

Når det så er sagt, så er det vigtigt at se på hvorfor man ser ud som gør, og hvad det gør ved én. Og ligeså svært det kan være at få en sygdom, ligeså svært kan det faktisk være hvis den går væk igen..

Kærlig hilsen

Patricia

Spiseforvirring – og hvorfor der IKKE var noget galt med mig!

img_1490

Spiseforstyrelse er et meget ømtålelig emne, men jeg ved, at rigtig mange kan relatere sig til det. Jeg har valgt at kalde det en spiseforvirring, for ikke at blande forskellige ting sammen.
Jeg troede at min spiseforvirringen handlede om, at jeg havde brug for kontrol af mine tanker. Jeg blev fortalt, at når mine tanker gik så meget på mad, jeg ikke måtte spise, så var der noget “galt” med mit sind”, som lægen fortalte mig.
Jeg fandt dog senere ud af- at det ikke var sådan det hang sammen for mig –jeg var nemlig “bare” afhængig af sukker. 

Dét, jeg fandet ud af, på min vej mod “det fede liv” var, at jeg ikke “fejlede” det jeg troede. Det var ikke, fordi jeg havde brug for kontrol. Alle de tanker jeg havde om mad jeg ikke måtte spise, handlede ikke om, at jeg havde et forvirret syn på mig selv, eller mangel på selvværd, det handlede om at min hjerne var afhængig af sukker.
Ligeså snart jeg skiftede over på fedt, som primær energikilde, og fik sukker ud af mit system, stoppede mine tanker om mad. Min krop var pludselig tilfreds, og den fik den næring den havde brug for, og jeg tænkte pludselig heller ikke på alt det, jeg ikke måtte spise. Det var en åbenbaring. Det var en lettelse så stor, større end noget jeg havde prøvet før. Jeg havde i flere år gået og troet, at jeg var i ubalance i mit sind, men istedet var det min krop og mine hormoner der var i ubalance.

Mine tanker gik på mad, jeg havde restriktioner med alt. Jeg spiste på klokkeslet, og hvis nogen der spurgte, om jeg var sulten, så kiggede jeg på klokken istedet. Jeg kunne ikke mærke min krop, eller det kunne jeg, men jeg ignorerede dens signaler, altså min sult.
Én gang om ugen gav jeg slip. Der måtte jeg spise alt jeg havde lyst til. Og det gjorde jeg. Jeg spiste alt jeg kunne komme i nærheden af. Og jeg troede faktisk jeg, at jeg spiste på mine følelser.
Min overspisning resulterede i mange mange mavesmerter, og jeg fik det så dårligt, at jeg faktisk troede jeg skulle dø. I flere dage efter, var min samvittighed så sort som kul. Jeg bankede mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke kunne kontrollere mig selv- at jeg mistede kontrollen, og ubehersket kastede alt, jeg kunne finde, i hovedet.
Sådan var mit liv – en ruchetur op og ned, også i vægt. De første dage, efter jeg havde givet los, havde jeg så dårlig samvittighed,  at jeg næsten ikke kunne fungere. Målet var at spise endnu mindre, end jeg ellers ville gøre, fordi jeg skulle kompensere for de ekstra kalorier. Det gik også ud over mit sociale liv, da jeg jo ikke kunne spise med veninder om aftenen, fordi jeg skulle så meget i kalorieunderskud. Jeg gik sulten i seng hver dag, og når jeg lukkede mine øjne, var jeg stolt over, at jeg klarede endnu en dag, hvor jeg havde sultet mig selv.

Det her show, fortsatte i mange år. Det var forfærdeligt. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på de år af mit liv, fordi jeg havde det så skidt. Men pludselig så ændrede det hele sig.

Jeg faldt jeg over “biokemien’!

Pludselig kunne jeg spise hvad jeg havde lyst til. Da jeg afgiftede min krop for sukker, altså stoppede med at spise brød, pasta, kager, slik, is, havregryn osv. og istedet spiste fedt, i form af smør, fløde, sauce og bøffer med fedtkant,  raslede kiloene af mig. Ikke nok med det, så tænkte jeg ikke længere på mad, jeg mærkede min sult, og min mæthed, og jeg fik ro i mit sind. Mine hormoner blev balanceret, jeg sov nu tungt om natten, jeg havde ikke længere symptomer på diabetes (som jeg også lige havde fået tilegnet mig på min vej). Jeg havde heller ikke uforklarlige smerter i min krop, og jeg begyndte at elske mig selv. Og her mener jeg at jeg begyndte at elske mig selv og min krop, og forholdet til mig selv, med mig selv, ændrede sig også. Jeg forstod nu, at jeg ikke var en fiasko, fordi jeg ikke havde kunnet holde mig vægt, og sulte mig selv, men at det var fordi min biokemi var ren kaos.

Jeg følte pludselig, at jeg kunne udrette noget, fordi mine tanker om mad forsvandt. Jeg behøvede ikke at bruge kræfter på, at kontrollere mig selv, sætte alt i skema og rammer, og jeg kunne nu vende blikket mod alt muligt andet. Det fik mig til at vendte mit blik mod biokemien endnu mere, og jeg blev hele tiden klogere på, hvilke mekanismer der spiller ind, når det kom til krop og sind.

Når hjernen får kulhydrat, så bliver den afhængig af det, fuldstændig ligesom et drug. Og fordi jeg også spiste fedtfattigt, så fik jeg aldrig ro i min krop, og mit blodsukker kørte op og ned. Når jeg spiste kulhydrat, så steg mit blodsukker, og så blev det hurtigt lavt igen. Jeg blev SÅ sulten, og spiste igen noget sukker, og sådan fortsatte det dag efter dag, efter dag.

Dét der er forskellen, og som gør at jeg kan spise de enorme mængder som jeg gør i dag er, at jeg spiser fedt. Jeg spiser i hvert fald 100 g fedt om dagen. Jeg lever som en lille dronning, synes jeg selv. Tænk sig at kunne være slank, og så stadig spise til man ikke kan mere. Det er jo en dream come true.

Mit yndlings-motto er (næstefter “Livet er fedt”) er helt klart: ” Det er ikke dén du er, der er noget galt med. Det er det du gør, der er noget galt med”!
-og tænk sig hvis det er rigtigt, i det her tilfælde også.
Måske er der slet ikke noget galt med dig. Måske er det bare det du gør, der er noget galt med – og nu er det måske tid til at gøre noget andet.
Måske har du også  en spiseforvirring, sådan som jeg havde, og i mit tilfælde var det ikke mig der var noget galt med, det var det jeg gjorde! Og jeg gjorde jo bare det jeg troede var rigtigt – fordi det var jeg blevet fortalt.

Kærlig hilsen

patricia højbo diabetres vægttab

Læs mere om, hvofor vores biokemi bliver forvirret her

Ps. Jeg vil lige understrege at jeg ikke gør mig klog på spiseforstyrelser, som anoreksi, bulimi og andre alvorlige lidelser – og jeg anerkender, at der er rigtig mange andre faktorer der spiller ind i forhold til spiseforstyrelser. Jeg fortæller kun min egen historie, og intet andet.. Bare lige så vi har det på det rene – det ville være frygteligt hvis nogen skulle tro at jeg “bare tror” at omstændigheder, som giver alvorlig psykiske lidelser, nemt kan fikses med fedt og udeblivelsen af kulhydrat.

Inflammation forsvinder, så let som ingenting..

Livet er bare fedt, når vores krop fungere på naturlig vis- og  helt uden inflammation..

 

Rigtig mange af os har inflammation i kroppen, også selvom vi ikke ved det. Der findes mange “kure” mod inflammation, og mange måder, og især medicin ,der kan “hjælpe” på det.
Men inflammation kan fjernes – virkelig virkelig let.
Det handler om, at det er dén, mad vi putter i munden, samt den stress der bliver skabt i kroppen, som skaber inflammation.

Her i ‘Det fede liv’ fjerner vi inflammation så let som ingenting. Vi sætter  nemlig synderen ud af spil. Og synderen er insulin.
Når vi spiser kulhydrat, i form at pasta, ris, kartofler, mælk osv. skaber vi inflammation i kroppen, fordi det aktiverer insulinproduktionen.

Men når man så fjerner kulhydrat, hvad skal man så leve af?

På de her “kure” som skal fjerne inflammation, hvor man skal leve restriktivt og undværer alt muligt, bliver det en kamp, og derfor er det også uholdbart i længden.
Derudover frarøver man kroppen for alle mulige næringsstoffer, og derfor skaber man yderligere stress i kroppen – og mere inflammation.

Derfor er det rigtig vigtigt at leve som vi gør her i ‘Det fede liv’. Det er essentielt og afgørende, at hele hormonbalancen bliver afbalanceret, og det gør den blandt andet ved, at vi spiser virkelig fed kost. Fordi alle celler består af fedt, er dét, det bedste, vi kan gøre for hele vores organisme.
Læs mere om stress og hormoner her

Hvis du vil vide mere om inflammation, stress og kost, så kig med her på bloggen, eller tilmeld dig vores intromøde. Her vil du også finde vejen ud af inflammation, og opnå et varigt vægttab, og ro i hele din krop – så let som ingenting. Det fedeste af det hele er, at imens din krop får det bedre, vil du svælge dig i store bøffer med bearnaisesauce, lækre desserter og boller med tandsmør – det er da fedt!

For mere info klik her

Kærlig hilsen

Patricia

Ta testen og se om du bliver jagtet af en tiger her

Update på hold 1 efter 5 dage – 21 cm og 1,5 kg i gennemsnit..

 

Vores kursister der følger vores 6 ugers forløb ‘Dit fede liv’  har efter 5 dage – hvor vægttab slet ikke er forventet, i gennemsnit tabt  21 cm fordelt på 4 steder på kroppen og i gennemsnit tabt 1,5 kg.
De har levet som konger og baroner, og mæsket sig i æg og bacon, store bøffer med bearnaise sauce og smørstegte grønsager. De har spiste desserter med flødeskum og boller med tandsmør – og det har været så let som ingenting, helt uden motion.
Den første uge har vi slet ikke fokus på vægttab. Vores fokus er kun, på dette tidspunkt  at få kroppen til at slå over på fedtforbrænding, og vende kroppen til en ny form for energi.

Vores diabetespatienter med type 1 har stabiliseret deres blodsukker, hvor de nu tager under 1/4 af den insulin de plejer, og ligger nu med stabil blodsukker omkring 5.
En af vores kursister fra nu fået menstruation for første gang i 8 måneder.
Og ellers er der bare velvære og gåpåmod over hele linjen..

Vi er så spændte på hold 2 i morgen. På at måle deres fremgang, og se de resultater.

Livet er altså bare fedt, her i det fede liv – på vejen ud af diabetes og med varigt vægttab.

Kærlig hilsen

 

Vil du også leve ‘Dit fede liv’ og i gennemsnit opnå et vægttab på 7 kg på 6 uger, hvor du lever så godt som aldrig før, mindsker symptomer på livsstilsygdomme?
Så tilmeld dig vores intromøde d 2 oktober her -så livet også kan blive fedt for dig!

At elske vejen… til den perfekte krop.

Mange tror at der findes en vej til at elske, eller der findes en vej til glæde eller lykke. Sandheden er, at elske er vejen. At være lykkelig for det man har, den krop man har, og der man er, er vejen til lykke. At glæde sig over sit liv, er vejen til glæde.

Det er ikke sådan, at man kan knokle afsted og og være træt af det man har, og så får man det ligepludselig godt, og bliver lykkelig og glad. Det handler om at have det godt på vejen.

Hvis vi vil forandre vores krop, så handler det om at finde en måde at leve på, som ikke er en kamp. Ellers har vi det ikke godt på vejen. Det handler om, at finde en livsstil som passer til én, så man ikke skal kæmpe for at blive slank i en tilfreds og velfungerende krop.

Det er dén filosofi “Det fede liv” bygger på.  At leve som vi gør, er det nemmeste, vi nogensinde har gjort, og det gør livet let at leve, og det gør at vejen er nem at gå.

Vi har allesammen prøvet de slankekurer, hvor man har knoklet afsted, spist med hundredevis af restriktioner, og hvor vejen til vægttab har været en kamp.
Vi har godt nok tabt os, men når vi så er kommet i mål med vægttabet, har vi kastet alt det i munden, som vi har følt, vi har måttet undvære, og så har vi taget det hele på igen – og mere til.

Vores stofskifte har ændret sig undervejs, fordi kroppen har sat forbrændingen ned, fordi vi simpelthen har frarøvet den mad og næringsstoffer. Derfor tager vi endnu mere på end vores udgangspunkt.

Jeg har været dér hvor jeg troede, at jeg skulle kæmpe for at blive slank og glad. Indtil jeg fandet ud af, at hvis jeg nu fokuserede på alt det, som fungerede både ved min krop og ved mit liv, så begyndte jeg at tænke mere positivt, og jeg fik overskud til at finde den vej der passede til mig. Vejen til det vægttab som jeg ønskede mig -så meget.

Vi har det med at dunke os selv oveni hovedet, for alt det vi ikke formår, og alt det vores krop ikke kan, men hvis vi fokuserer på de små ting, som kroppen allerede kan, og på alt det positive i vores liv, så flytter vi fokus og bliver langt mere positive – sandt er det, også selvom det lyder som en kliche – det ved jeg godt.

Derfor synes jeg, at det er tid til at du begynder at fokusere alle de positive ting, både det som din krop kan, og alt det fantastiske du har i dit liv. Også selvom det kun er små ting, som du tænker “det er da ikke noget at være taknemmelig for”. Men det er det!
Vær taknemmelig for alt det der fungere, og så vil du kode din hjerne til at fokusere på glæde og lykke. Og på den måde bliver glæden vejen til glæden. Lykke bliver vejen til lykke og hele dit liv vil forandre sig for øjnene af dig, og din krop ligeså. Vejen til den krop du altid har ønsket dig ligger lige foran dig, du skal bare vælge den,

Kærlig hilsen

cropped-cropped-skc3a6rmbillede-13

Find vejen til “Dit fede liv” sammen med os her