I morges vågnede vi ved larmen af regn. Hold nu fast det kan regne her i Thailand. Det silede ned. 

Vi havde planlagt at vi skulle på scooter igen (jeg fik jo 3 dages fripas som helst klar skal udnyttes) så med ét at regnen stoppede, var vi afsted igen. Igen, på en længere tur, med bakker, bjerge og nålesving. Men, jeg har allerede helt ro når jeg kører.

Vi kørte til et elefant reservat et stykke herfra. Vi havde nærstuderet anmeldelserne, fordi det skulle IKKE være et sted hvor dyrene var blevet plaget til at underholde, og sikke en fantastisk oplevelse. Jeg havde slet ikke regnet med hvor fantastisk det føltes at være sammen med de her store dyr.

Først snittede vi sukkerrør til elefanterne. Vi var kun 9 turister i alt, så det var så roligt og intimt. Elefanterne gik bare rundt og en dyrepasser gik rundt efter dem og holdt øje. Manden der ligesom var vores guide, var så sød og så inkluderende, og gik meget op i at vi ikke måtte være bange for dem. En virkelig fantastisk oplevelse, også på det punkt også.

Vi fik lov til at fodre de store elefanter med sukkerrør, og så blev vi ligesom puffet hen og stå foran dem, fordi guiden (jo selvfølgelig) var vant til at der skulle tages billeder som en tosset -af turisterne og elefanterne. 

Og det gider jeg faktisk ikke. Jeg hader alt der hedder ”at posere” og alt der hedder: ”Nu skal vi stå der og smile og se ud til at alt er perfekt”. Men, det var der ikke noget der hed. Afsted med mig, kærlig blev jeg puffet hen til elefanten, som haps, så lagde han lige snablen rundt om livet på mig.

Hold op hvor var det så fantastisk. Jeg blev helt rørt. Egentligt er jeg ret vant til at være sammen med store dyr, da jeg har haft heste i mange år af mit liv, både som barn og voksen. Men det her dyr, gav mig bare en følelse, som er svær at beskrive. Den vidste ligesom noget. Jeg kunne mærke at den var klog. Og det rørte mig.

Efterfølgende skulle vi give en forældreløs babyelefant sutteflaske. Og den måde den bevægede sig på, puttede snablen ind i munden som en sut og forsøgte at gå på trapper, der var det bare så tydeligt at den var lille og tumlet. Mit hjerte smeltede fuldstændig, og jeg havde mest lyst til at tage den med hjem. Tænk sig hvis man kunne få muligheden for at arbejde med sådanne dyr, hver dag. Hold op hvor er det stort.

I MORGEN SKAL VI FLYTTE OS IGEN

I morgen skal vi flytte os igen. Vi skal videre til Krabi, som ligger til venstre for Phuket halvøen. Og endnu bedre, i overmorgen kommer Kenneth. Og der er det også Walthers fødselsdag. Han bliver 14 år. Det glæder jeg mig til.

I en lang periode (det sidste lille år) har jeg ikke rigtig gået og glædet mig til noget. Jeg følte at mit liv var blevet til en stor ”gøre, burde og skulle”. Jeg har følt, at når jeg vågnede om morgenen, så var det et bjerg jeg skulle bestige, og jeg nåede først toppen, når jeg lagde mig i sengen igen. Alt for meget arbejde, alt for mange lister og alt for mange pligter. Jeg følte løb og løb, og kom ingen vegne. Og når jeg havde tonset afsted dagen lang, så vidste jeg, når jeg lagde mig i sengen, at få timer efter, så startede det hele igen forfra.

Jeg er ikke helt klar over hvordan og hvorfor det blev sådan. Fordi sådan har det bestemt ikke altid været. Da jeg startede min selvstændige virksomhed, var alt drevet af kærlighed, gåpåmod, overskud, glæde, nydelse, og alt derimellem. Men, på et eller andet tidspunkt fik jeg ikke drejet af i rundkørslen, og alt det jeg elskede ved mit job, blev sendt i baggrunden, og i stedet overtog alt det jeg skulle gøre, for at alle tråde og ender ville nå sammen. Jeg er ikke klar over, hvad jeg jagtede, og om jeg overhovedet jagtede noget, men konsekvensen blev på den ene side, en masse fame, en god økonomi og dét vi definerer som “succes” men på den anden side, mistede jeg glæden i mit liv, spontaniteten, roen og mig selv.
Hold kæft det er bare så dumt.

Og det som faktisk er mest dumt i det hele er, at jeg hver dag underviser i hvordan man opnår lykke og glæde i livet. Og grunden til at jeg er så god til at undervise i det, er at jeg selv har gået vejen og kender alle værktøjer. Fordi jeg HAVDE glæden og roen og lykken, men, jeg opdagede simpelthen ikke at jeg kørte rundt i det samme og det samme. Jeg opdagede ikke, at glæden var blevet mindre, bare over at være til.
Indtil en dag. På et splitsekund. Den fredag, jeg sad oppe i sommerhuset og netop havde færdiggjort endnu en succesfuld onlinecoaching med en virksomhedsleder, der gik det bare op for mig. Det slog mig som et lyn fra en klar himmel. Og jeg sagde til Kenneth: ”Nu er det nok, jeg gider ikke mere”. Og sådan blev det.

Ikke mere kamp, ikke flere bjerge der skal bestiges, ikke mere hamsterhjul, ikke flere pligter. I hvert fald ikke i det omfang, og slet slet ikke på den måde.

HVAD GØR MAN SÅ?

Flere har spurgt mig om hvordan jeg så kan passe mit arbejde, når jeg nu bare er rejst ud i verden.

Og dét vil jeg forsøge at forklare, så godt jeg kan.

Min virksomhed er primært online, som du måske ved. Derudover, så afholder mit team og jeg fantastisk retreats, hvor vi arbejder i dybden med os selv og samtidig lærer at leve DFL. Disse retreats er det bedste i verden. Jeg er fuldstændig blown away over hvor meget de rykker mennesker. Som i fuldstændig. Gamle fastkørte genstridige mønstre, bliver opløst på stribe. Og disse retreats afholder vi ikke i Danmark, men ligenu i Malage. Det næste vi har er til oktober (hvis du skal med er der få pladser tilbage), men jeg vil gerne afholde dem flere steder i verden. Så min rejse går også ud på at finde det perfekte sted til os. Gerne et sted hvor vi også kan bo fast – og så flytte mennesker bigtime, både med kost og mindset.

Fordi mit job er online, så kan jeg arbejde overalt. Og på magisk vis, selvom min arbejdstid er reduceret kraftigt, så får jeg lige så meget fra hånden. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan det er sket og hvordan det faktisk kan lade sig gøre, men jeg udretter i sidste ende det samme, men jeg arbejder bare meget få timer, i forhold til hvad jeg gjorde før. Jeg har gjort det klogere, om man vil. Og jeg er langt mere effektiv, jeg har langt bedre overblik, og jeg sorterer langt bedre. Præcis som jeg lærer andre at gøre det.

Det sjove (eller tragiske) er, at de virksomhedsledere jeg har, også står i samme situation ret ofte. Og gang på gang har jeg lavet denne her model med dem. Arbejde klogere og meget mindre. Jeg har endda klienter der er blevet digitale normader eller udenlandsdanskere, imens de har været hos mig. Men jeg tror det er noget med ”at opdage” hamsterhjulet. Og det gjorde jeg ikke. Jeg var bestemt ikke utilfreds med mit liv, jeg var ikke ulykkelig, jeg var ikke dårlig tilpas og jeg manglede ikke noget i mit liv. Indtil, at jeg opdagede at jeg faktisk manglede en hel del og faktisk også var udkørt og udbrændt.

Og her er det så, at det kræver lidt mod, altså når man så skal til at handle på det og bryde mønstret. Det er faktisk her det bliver svært og det er her hvor mange ”fejler”. Jeg tror de fleste ser symptomerne, på et eller andet tidspunkt, men de færreste får det brudt, INDEN de er gået fuldstændig i hundene og bliver slået hjem i ludo.

GLÆDEN

Da jeg kørte i dag på min scooter, efter at have haft denne her fantastiske oplevelse med de elefanter, tog jeg mig selv i at sidde og synge. WHAT?? Sådan, en helt umiddelbart sang, imens jeg kørte der, med min blå hjelm og så meget dumt ud. Men GLÆDEN, umiddelbarheden, spontaniteten, fleksibiliteten, samværet med mine børn.. hold nu da op, hvor bøjer jeg mig i støvet. Jeg er lykkelig for, at jeg har værktøjerne til at arbejde så meget med mit mindset, at jeg har formået at bryde ud af det som ikke gjorde mig glad, og vælge det som jeg gættede på ville gøre mig glad. Og der ramte jeg lige præcis plet.

Og fame, ”instagram”, penge. ”succes”, de rigtige labels på tasker og sko, ”at kende de rigtige mennesker” og drikke den rigtige champagne, at gå til de rigtige fester, kørte i de rigtige biler!!! Hold kæft en løgnhistorie. Men, jeg tror man skal have været der, for at se, mærke og forstå, at det bestemt ikke er der lykken bor.
Dog tror jeg faktisk aldrig at jeg troede at lykken boede der, men på en eller anden måde, blev jeg trukket ind i det hamsterhjul, hvor tingene skulle være på en bestemt måde, fordi det var det som alle de andre gjorde. Men heldigvis opdagede jeg det i tide og brød ud.

Dog tror jeg bestemt at man sagtens kan være lykkelig IMENS man har alt det ovenstående, men man skal bare opdage HVORFOR man gør det. Er det fordi det er andres beundring, man gætter på ændrer ens følelse? Er det fordi, følelsen af at sidde i den dyre bil, giver en den der følelse man går efter – og opnår man den? Eller er det pengene på kontoen, eller friheden der følger med, som giver den den her følelse? Fordi, man kan sagtens have det hele og stadig være helt ulykkelig. Og her taler jeg ikke til dig, fordi jeg tror du er idiot. Jeg ved godt, at du godt ved det. Men, i den ubeviste jagt på alt det her, der var der altså en pris jeg kom til at betale. Måske ikke i så lang tid og den var heller ikke så høj, men havde jeg ikke opdaget det i tide, så kunne den have været blevet meget meget høj, tror jeg.

PRISEN

Så hvad er prisen så jeg skal betale, for at tage det her skridt? Jamen, det må guderne vide. Jeg ved det simpelthen ikke endnu. Men, inden jeg rejste, gjorde jeg op. Hvad end det koster mig, så er jeg villig til at betale det. Om det koster mig venner, om det koster mig mit job, om det koster mig min familie, om det koster mig mit forhold, om det koster at jeg skal gå bankerot, om det koster mig mit ry og rygte, om det koster mig alt hvad jeg nogensinde har knoklet for, så betaler jeg bare ved kasse 1. De eneste to ting jeg ikke vil betale med, er mig selv, og mine børn. Alt andet, kan bare gå til helvede, og her blev jeg virkelig opmærksom på mine KERNEVÆRDIER.
Og jeg tror faktisk, når alt kommer til alt, så er dette her, de flestes kerneværdier. Men, vi er fanget i et spin omkring hvad andre tænker om os, altså vi lever for hvad “de” siger – og det tåbelige er, at vi finder jo sjældent ud af hvad folk tænker alligevel. Vi gør en masse ting for “dem”, som bare er en tåbelig illusion. Jeg tror de fleste, bruger flest kræfter på at tilfredsstille andre, indirekte. Ved at passe og pleje deres relationer og gøre alverdens ting for alle mulige andre, ved at se perfekte ud på overfladen, ved at tjene en masse penge (så de kan se ud som om “de klarede den”), at knokle på deres job (i frygten for at blive fyret eller miste status både økonomisk og i samfundet). Og i bund og grund handler det jo om frygt, og om at miste, så vi er så styret af noget negativt, at vi sjældent opdager, hvilken høj pris vi betaler for det.

DØ FØR DU DØR

Så i denne her lille øvelse jeg lavede, inden jeg rejste, der døde jeg før jeg døde. Jeg tog ALT jeg kunne komme i tanke om, og gav slip på det. Jeg sagde farvel til alt, og satsede det hele. Jeg forstillede mig det værste, og så sagde jeg til mig selv, at hvis det var prisen, så måtte det være sådan. Og tilbage stod jeg med en følelse af frihed. En følelse af ikke at være bundet, hverken af relationer, fysiske ting eller illusioner omkring hvad andre tænker. Det hele røg bare i svinget. Og så blev der plads til glæden.

Jeg føler at jeg finder tilbage til den jeg var, mere og mere, eller endnu bedre, den jeg har LYST til at være. Og ikke mindst, min glæde, til det fantastiske job jeg har, er fuldstændig tilbage. På mandag starter jeg et nyt miniforløb med træning, udstrækning, meditation, lækkert mad og mindwork.

Og jeg glæder mig helt vildt.