Nu har vi været i Thailand i et par dage, og det har bare været fantastisk. Vi ankom til et fantastisk hotel ved navn Princess Kamala Beachfront. Det tog os en lille halv time fra busstationen i Phuket og pludselig stod vi foran det smukkeste hotel, med de skønneste mennesker, stranden på den anden side af vejen og en 7/11 4 meter fra indgangen. Jo, 7/11 er jo en helt anden snak her i Thailand. Det er et supermarked, hvor man samtidig kan få varmt mad. Det er mega fedt. Thailand er den perfekte kombination af vesten og østen. Alting fungerer bare, menneskerne er søde, infrastrukturen spiller, maden er fantastisk, internettet super og her er bare ro. Thailand er alt hvad man kunne drømme om, fordi i modsætning til alt vi elsker i Danmark, så spiller vejret bare max.

Jeg kan mærke på min krop hvordan den elsker vejret her, den elsker solen, luftfugtigheden, varmen, tempoet, smilene, maden, vandet… Min krop elsker bare Thailand. Og det gør jeg også.

Vi var fast besluttet på, at den første dag vi var i Thailand skulle foregå ved poolen, men der går jo ikke mange kvarter før det også bliver kedeligt. Og jeg har jo Philius til at holde tempoet oppe. Så en time, det var nok. Så var det afsted og ud og snuse til området. Vi fandt dog hurtigt ud af, at også her er vi nødt til at have scootere, så efter at have gået en del i går, lejede vi scootere i dag.

POLITIMANDEN

Jeg har ikke kørt scooter før (jo i 5 minutter) men da Laura var her, sad jeg bag på, og det var jo ganske praktisk. Men fordi vi er tre, og Walle jo af gode grunde kun kan sidde bagpå, så måtte jeg jo lære at køre på scooter i en susende fart, som jo selvfølgelig forgår i den forkerte side af vejen.

Kun 3 minutter fra der hvor vi lejede scooterne, gik banditten selvfølgelig i stå, midt i et vejkryds. Og uanset hvad vi forsøgte, så ville den bare ikke starte. Løsningen blev at Philius kørte tilbage og hentede udlejeren og imens vi ventede, kom der en venlig dame og tog scooteren. Dvs. at hun gik hen til den, fjernede støttebenet og rullede afsted med den, imens hun sagde noget jeg ikke forstod. Jeg gik efter og nede af en sidevej stillede hun den, ved noget der mindede om et værksted og så gik hun igen. Et par minutter efter kom udlejeren så, og forstod jo selvfølgelig ikke hvorfor maskinen var endt på værksted, og det gjorde jeg faktisk heller ikke. Jeg stod bare og så dum ud. Hvad i alverden gør man, når der bare er en kvinde der kommer og tager ens scooter, jamen så følger man vel bare efter, ik? Haha.
Nå, men vi får så fat i en anden scooter, og denne her er noget større. Og der skulle jeg da lige finde kræfterne frem, for at holde sådan en fætter (vi er enige om at jeg aldrig har kørt sådan et køretøj før) og efter 20 sekunders kørsel, skal vi så op af et bjerg – og jeg mener et bjerg. Så der kommer jeg så tøffende, helt fremoverbøjet, imens jeg forsøger at holde mig i venstre side af vejbanen, med en hel hale af biler bag mig…. Dét var et syn for guderne.

Men men, det skulle ikke tage mig lang tid at få styr på farten (det kom også helt af sig selv, da bjerget jo blev nedadgående efter lidt tid) og vi fortsatte en tre kvarters tid ud til et tempel -og på vejen mødte vi lige et par elefanter også. Efter dette gik turen ud til verdens største Budda, hvilket var en stor oplevelse.
Men den største oplevelse blev selvfølgelig da vi kørte igennem en by og midt i en rundkørsel, popper der lige en politimand frem og vinker mig ind…..

Fuck, tænkte jeg. Fuck, fuck, fuck…. Den ellers flinke politimand bad om at se mit kørekort, og det fandt jeg stolt frem, lige indtil han påpegede at jeg jo ikke havde motorcykelkørekort. Øj nej, det vidste jeg jo godt, men der hvor vi lejede cyklen, der skulle jeg kun have bil-kørekort. Jeg spillede dum, som i virkelig virkelig dum. Pludselig forstod jeg ingenting, hverken thai eller engelsk, og han fægtede med arme og ben for at forklare mig, hvad der allerede var gået op for mig.
Pludselig siger han så: ”Du får en bøde, og når du har betalt denne, så må du køre i 3 dage”. Han stak mig et stykke papir hvor der stod 1000 bath, som svarer til 200 kr. Jeg genfandt pludselig min evne til at kommunikere på flere sprog, og ja, den var god nok. Billede af mig i håndjern på vej mod et thailandsk kvindefængsel, forsvandt som dug for solen.

Jeg steg af scooteren, og der så man så mig, gå i retning af hvor manden pegede, mod politistationen, med hjelm og det hele, og et stort smil. Frejdig gik jeg, stolt med min lille bøde.. Endnu et syn, som de fleste ville have nydt.

Da jeg fandt stationen, kunne jeg jo bare gå i retning af alle de andre vesterlændinge, som også kom anstigende med deres små bøder. Dét jeg kunne forstå var, at jeg var sluppet billigt. Jeg gav en knap så venlig politimand min bøde, han kiggede på den og rakte hånden frem, hvor jeg pænt lagde alle pengene, han stemplede den og stak pengene i lommen. Jeg forsikrede mig lige at jeg nu kunne køre lovligt i 3 dage, han nikkede og så var jeg den der var pist væk.
Dét var nok ikke sket i Danmark.

Da jeg kom tilbage til den venlige politimand, fortalte han mig at jeg kunne gå på nettet og få et motorcykelkørekort, det kostede kun 20 kroner, så det ville han da helt klart anbefale mig. Og det vil jeg da give ham ret i.

TUREN HJEM

Op på motorcyklen og hjem mod hotellet gik det så. Og imens jeg drønede afsted mellem biler, scootere, op og ned af bjerge, bakker og nålesving tænke jeg: ”Hold op hvor er jeg heldig”. Det her er livet. Det her er det der sker, når man gør noget andet end det man plejer. Og hold fast jeg elsker Thailand.