Ja, sådan kan det jo gå – sikke alle de nye ting jeg prøver i mit liv – nu kan jeg også skrive statisk i Titanicfilmen og panikanfald på cv’et.

I går skulle vi ud og snorkle og se djævlerokker, så vi stod tidligt op og kørte til dykkercentret, med nogle meget kompetente og søde instruktører. Vi fik instruktioner, fik vores suits og udstyr på og så satte vi kurs mod Menta Point. Det var en superfin tur, hvor vi fik set øen fra vandet og da vi ankom til stedet hvor vi skulle snorkle, var vi selvfølgelig ikke de eneste der havde fået denne ide.

Setup’et var dette, at der var 5 personer til en guide, og vi skulle så svømme et stykke væk fra båden, efter guiden og der ville rokkerne så være.

Jeg var den sidste der sprang i vandet, men da jeg kom i, blev jeg meget overrasket over hvor koldt det var – det er ligesom ikke det vi helt har oplevet her på Bali. Bølgerne slog op i mit ansigt, og da jeg vendte mig om, kom der er båd DIREKTE ind i folkemængden hvor vi lå. Folk begyndte at råde og huje til kaptajnen, selv  dem der var på selve både hoppede og dansede for at få ham til at stoppe båden, og vi måtte alle svømme baglæns. Det var sådanset fin nok. Jeg er en god svømmer og jeg er ikke bange for vand, men i alt turmultet, kom Walle på den anden side af båden, så vi blev adskilt og jeg kunne ikke se ham. På dette tidspunkt havde jeg masken på, men ikke snorklen, så da båden sætter farten ned, begynder jeg at svømme foran for at komme udenom, og da ser jeg Walle, sammen med guiden holde fast om baderingen (det hedder det ikke, men jeg kan simpelthen ikke lige finde ordet). Da jeg ser ham, opdager jeg at jeg ikke kan trække vejret. Som i slet ikke. Der kommer intet luft ned i mine lunger (sådan føles det i hvert fald). Jeg begynder at gå i panik, imens bølgerne fra båden slår op i mit ansigt. Jeg ser pludselig scenen fra Titanic for mig, med mennesker der plasker rundt i vandet og hyler og skriger, og både der sejler ind i mellem og der bliver råbt: There’s people in the water”.  Det var virkelig det jeg så for mig, det er ret vildt.

Nu er jeg jo datter af en gammel faldskærmsjæger, så jeg kender alt til hestehuller, livredning og hvordan man undgår at drukne, så jeg vender mig om på ryggen, både for at slappe af og for at åbne mine luftveje. Jeg må have fået fremstammet et lille pip, fordi Laura kommer bag mig og tager fat om mig og får mig bakset hen til den der ring, jeg ikke kan huske hvad hedder, hvor instruktøren får mig til at tage masken af (fordi den hjælper jo ikke ligefrem på frie luftveje) og jeg får mit nervesystem til at falde til ro.

Faktisk er jeg i chok over at jeg fik et panikanfald. Jeg har selvfølgelig arbejdet terapeutisk med mennesker der har haft disse i stor stil, men hvis man ikke har prøvet det, så er det ret svært at sætte sig ind i. Min hals var fuldstændig lukket, det føltes som om alt var stoppet og uanset hvad jeg gjorde, så hjalp det ikke. Og det underlige af det er, at det var først EFTER jeg havde set at Walle var i god behold, at jeg opdagede at jeg ikke kunne trække vejret. Inden da kunne jeg både råbe, baske, huje, skælde ud og svømme. Vild nok.

I bund og grund var det også et helt tosset setup, når jeg tænker over det. 15 både, oven i hinanden, med folk der snorkler, dykkere og instruktører i en stor pærevælling. En menneskesuppe af svømmefødder, som man fik i hovedet og folk der råbte hver gang de havde set en rokke. Og så var det bare skide koldt og på skyggesiden af øen. Ikke helt optimalt overhovedet.

Efter vi havde plasket rundt der i 40 minutter og set en masse fisk og rokker, svømmede vi med klaprende tænder tilbage til båden og hold da op, der kan man tale om at fryse. Jeg kunne slet ikke få varmen, heller ikke da vi satte kurs mod et andet sted, hvor vi skulle se koraller og fisk. Men men, jeg fik da varmen til sidst.

På turen videre, var jeg lidt træt af mig selv. Èn ting var at jeg havde fået et chok, men Walle var virkelig påvirket af at se mig sådan. Han blev forskrækket. Og det gjorde jeg selvfølgelig også selv. Og på en eller anden måde, så fik jeg også lidt et andet syn på mig selv. Den historie jeg fortæller mig selv om at jeg kan klare det meste, og jeg er i hvert fald ikke bange for noget, det er altså en løgnhistorie. Fordi jeg blev mega bange. Jeg blev virkelig virkelig bange. Ikke for båden eller for min egen sikkerhed, men det billede jeg nu har fået printet ind på min nethinde med at mit barn forsvinder på den anden side af en kæmpe båd og jeg kan ikke komme hen til ham. Dét var uhyggeligt. Og underligt nok, så kom reaktionen først bagefter, altså da han var i god behold. Heldigvis har min far lært mig godt op. Da vi var små blev vi trænede i hestehuller og hvad man skulle gøre når man ikke kunne svømme mere. Jeg kunne svømme da jeg var helt lille, og min far har altid lært mig at respektere havet, men samtidig ha det sjovt. Tricket med lige at komme om på ryggen, det vil jeg gerne give videre. Det er klogt.

Turen endte rigtig fint, og jeg især, lærte noget nyt, både om mig selv, og hvordan det faktisk føles at få et panikanfald. Det er ikke noget at kimse af.
Da vi kom hjem, havde jeg 2 timers undervisning for vores elever på DFL-KOSTVEJLEDER & LIVSDESIGNER-COACH og på SOMMERKROP, og så var alt godt igen.

Ps. Jeg har husket at kigge i lommen, og The Heart Of The Ocean lå ikke i min lomme..