EN FANTASTISK TUR TIL PHI PHI, SNORKLING OG EN ØDE Ø.

I forgårs havde vi arrangeret at skulle på en bådtur, som selvfølgelig viste sig at være sammen med en million andre turister. Til at starte med, var vi ikke så mange dog, det gik først op for os, da vi kom til første destination på turen.

Så guiden kalder os sammen, og vi får alle tildelt et armbånd, og imens, på gebrokken engelsk (og hun var en af de bedre) forsøger hun at gennemgå hele turens indhold med os. Foran hende står en familie fra mellemøsten, og de bliver bare ved med at snakke. De snakker og snakker, og himler op til hinanden, omkring et eller andet, der i hvert fald har ikke noget med os andre at gøre. Og i det samme jeg tage luft ind, for at bede dem om at holde deres kæft (det var svært nok i forvejen, både at høre og forstå dagens program) så mærker jeg bare en energi fra højre, som nærmest brænder mig på skulderen. Jeg holder vejret og så hører man så ellers Philius dybe røst: ”Hey”!!! ”Quiet down”!!!!!!. Hele forsamlingen stopper nærmest op. Ingen siger noget, ingen trækker vejret og familien holder endelig kæft. Det næste jeg ser, er at folk kigger op og sender Philius nik og anerkendende blikke, og guiden nærmest takker med øjnene. Jeg kigger på Kenneth, for ligesom at sige: ”That’s our boy” og i det samme ser jeg Walle, han har simpelthen gemt sig. Han står musestille bag Kenneth, og har gjort sig helt lille. Han er ved at dø af flovhed hahahah. Det må være den teenager, der er slået til nu..

Men, anyway, vi kommer på denne hersens båd og afsted mod den første ø, hvor der skulle være en fantastisk udsigt. Jo bevares, hvis man kunne se den for alle turisterne. Det er en lille ø, med en milliard både og passende mængder mennesker. Vi fik at vide at vi ikke måtte bade på denne her ø, men kun tage billeder – igen, så bliver jeg lidt forundret. Det er denne her instagram-mentalitet. Jeg er ikke sejlet ud til en af verdens smukkeste strande, for ikke at måtte bade, men kun tage et billede?? Jeg forstår det ikke. Så da vi havde gået i en kæmpe kø, langs øen, for at tage et billede, satte vi os i skyggen og ventede på at skulle videre.
Det næste vi kom til var en grotte med aber. Jo jo, men, os berejste har jo set vores andel af aber (og er blevet holdt fanget på vores hotelværelse af aber) så da vi havde kigget på aberne på klippen, et par minutter, så var det vel også det.

Dernæst sejlede vi videre til et sted vi kunne bade og snorkle. Og hold da fast det var lækkert. Vi var nærmest smeltet ombord på denne her både, så at komme i vandet, var fantastisk. Det smukkeste klareste vand, fyldt med fisk. Ungerne sprang fra båden og saltvandet kunne holde dem flydende, så de kunne snorkle i lang lang tid Det var virkelig virkelig smukt og lækkert, hvorefter vi sejlede videre til Phi Phi hvor vi skulle have frokost.

På mange måder mindede Phi Phi mig lidt om Gili T, dog ikke med dyremishandling og mennesker med ringe menneskelig indsigt. Phi Phi virker mere turistet og som lidt et feststed. Og hold op hvor var der smukt. Og fyldt med de her lange både, som er dekoreret SÅ smukt. Øen er ikke bredder end 150 meter, så vi kunne lige gå over på den anden side. Her skulle vi spise frokost og det er altså bare lækkert.

Jeg spiste ikke, da jeg ikke var sulten, men vi fik buffet (som var arrangeret af bådturen), og ungerne guflede i sig af lækre thairetter.

Næste stop var Bamboo Iseland, hvor vi lade til og hoppede i vandet. Her fik jeg en følelse af at være på en øde ø. Der var ingenting på øen, udover os turister (og kun 2 både). Der var en stilhed, der nærmest tyngede i ørene. Det var fantastisk. Elskede alting ved det.
Imens jeg lå der i vandkanten og så på min familie, som pjattede og plaskede rundt, så blev jeg endnu engang så taknemmelig. Hold fast hvor er vi bare heldige at få lov til det her.

RIPOFF

Om aftenen var vi selvfølgelig ude og spise – det er jo så lækkert, nemt og også utrolig billigt. Det er lidt svært at forstå når man kommer fra Københavnerpriser. Philius valgte et thai-ret, og det gik såmænd ganske fint. Kenneth valgte nogle grønsager og noget kød, og så gik der ellers ikke en halv time, før Kenneth pludselig begyndte at kampsvede. Som i, det drev af ham. Han så på os med paniske øjne – og vi vidste godt hvad klokken havde slået. Et wc skulle der findes. Dog må jeg sige at han kom sig hurtigt over oplevelsen, og vi slentrede gennem gaderne, fyldt med butikker resten af aftenen.

Walle havde ønsket sig et par slides fra Adidas, som Kenneth blandt andet havde med fra Danmark. Og imens vi går igennem gaderne i Ao Nang, ser vi Slides i alle afskygninger. Walle er ikke sådan at narre, så han fortæller os stolt hvad forskellen er, på de ægte og det som man kalder ripoff (jeg lærer hele tiden noget nyt – i gamle dage havde vi kaldt det kopivarer). Vi regner hurtigt ud at vi kunne få 16 par ripoff, til prisen af Walles, og der er Kenneth i hvert fald ikke for fin, fordi hans udtrådte sandaler havde tjent sin værnepligt og han var allerede begyndt at få vabler, så han slog til, pruttede lidt om prisen og ramte 80 kroner for et par ripoff Slides, som man helt ærligt ikke kan se forskel på. Walle syntes det var fedt at de nu havde ens sko, men følte sig alligevel lidt overlegen, når hans nu var ægte. Hold op de starter hurtigt de unge mennesker (og ja, det var vidst en gammel-mor kommentar).

EN SYG PHILIUS

Næste morgen kom Philus ud af sit værelse helt skæv i ansigtet. Og faktisk gik der ikke længe, før han faldt på knæ på terrassen – og så kastede han bare op. Åh den stakkel. Hold fast han var da syg. Det var maden fra dagen inden, der meldte sit come back. Feber, svedeture og opkast, det blev så dommen. Heldigvis har vi flere fantastiske læger tæt på, så Anna, ungernes fantastiske kusine, stillede lige en hurtig diagnose – feriemave..  og så fulgte jeg slavisk alle hendes tjek points for hvad der ellers kunne være galt, men vi endte med den milde diagnose, heldigvis. Så dagen var på terrassen, i poolen og på sofaen. Og det kunne jeg faktisk mærke var godt for os alle. Kenneth og jeg snakkede, jeg arbejde lidt og så dasede vi ellers bare. Walle så på telefon og talte lidt med vennerne fra Danmark, og det var bare rart, og også at få fordøjet alle de indtryk. Det er trods alt over en måned vi har flyttet os hver 3 dage. Af samme årsag valgte vi også at forlænge opholdet her i Ao Nang.

HOTELLER

Vi har jo haft fat i alverdens af agenter, for at finde hoteller til os. Hoteller, som vi selv kan drive. Der er meget der skal gå op i en højere enhed, både med arbejdstilladelse, visum, økonomi, børn, trivsel, hund og jeg skal komme efter dig. Men, i første omgang går det altså på, at vi skal finde et hotel.
Vi kommer jo netop fra Phuket, men flere agenter, har fundet flere emner til os på Phuket, så nu går turen nok tilbage dertil. Og meningen var jo netop, at de her uger hvor Kenneth er her, dem skal vi bruge effektivt på at afsøge alt. Så i bund og grund, så skal vi nok til at få måsen med os, fordi Thailand er saftsusme stor. Og hvis vi skal finde det bedste, med den bedste beliggenhed, i det bedste område, til den bedste pris, så skal vi sætte farten op. Vi har endnu ikke haft mega held, det sidste hotel vi skulle se, det var jo forsvundet.

Skal nok tage en masse billeder af hvad vi skal ud og se…

Og så må vi jo se hvad det bliver til… spændende.