Som en enkelt eller to måske har gættet, så er dyrevelfærd helt klart på min værdiliste. Og i forgårs faldt vi desværre i fælden og kom til at besøge et sted, som ikke havde det højst på prioriteringslisten.

Det var helt klart ikke dyremishandling, som i overhovedet ikke, men det var heller ikke det modsatte (men jeg er heller ikke én der støtter op om zoos mm. så jeg er måske lidt sort/hvid).

Men i denne her petting zoo mødte vi giraffer, dromedarer, kameler, papegøjer, skildpadder og kapivarer, og hold op de sidste her, det er nogle sjove dyr. Jeg har aldrig set dem før i virkeligheden. Jeg var helt vild med deres udtryk og væsen, og Walle, som åbenbart ved alt om disse dyr, kunne virkelig opbygge en historie om dem. Hold op, det er sjovt at leve sig ind i. Han fortæller og fortæller om hvordan disse bæverlignende væsner, bruger krokodiller som både, og hvordan de chiller og slapper af og ingen naturlige fjender har. For mig minder det om en cannabis-rygende reggae Bob, der bare hviler i sig selv.

VANDLAND OG PIGEN FRA DENGANG, DER VAR SÅ ALENE I VERDEN

Det er spændende, at de ting vi tidligere har haft dårlige oplevelser med, kan aktiveres igen og igen, også selvom det er år siden at vi har været i kontakt med det.

Da jeg var overvægtig, fik jeg nogle trælse sår i forhold til at være i svømmehal. Jeg fik dog ikke lagret nogen dårlig erfaring med at være på stranden, men i svømmehal. Hvis jeg skulle beskrive følelsen, så er det den der klumpethed af at føle sig som en elefant som forsøger at navigere imellem glasskår og knappenåle, på et lag af is. Derfor har jeg, ubevidst i mange år af mit voksenliv, undgået svømmehaller.

Der hvor jeg er vokset op, havde vi noget der hedder Kærsmindebadet, som i kaldte for Kærser’en (man er vel fra Randers, ik) og i takt med, at jeg blev tykkere og tykkere i mine teenageår, og mine veninder jo stadig gerne ville ud og bade og have det sjovt i sommertiden, så fik jeg opbygget et rigtig dårlig forhold til svømmehaller og alt i den dur. Og allerede i forsøget dengang, at gå på slankekur, spise mindre, sulte mig selv (også her hvor min overspisning begyndte) og være SÅ ked af at have en krop jeg ikke kunne kontrollere (jeg vidste jo ikke bedre). Det har gjort noget ved mig. Det ubehag af at være tykkere end de andre, og følelsen af at nærmest være svigtet af min krop.

Jeg har dog været i både svømmehaller, badeland og alt derimellem efter jeg fik børn, men i går, da vi besluttede at skulle i et vandland i Hua Hin (som så meget sjovt ud) så kiggede følelsen lige forbi. Kun en brøkdel af et sekund, men den hilste lige på. Og hvad gør man så? Hvad er den mest selvkærlige tilgang til dette?

Jeg kunne jo begynde at tale ned til mig selv, og negligere de følelser der kiggede forbi. Fortælle mig selv at jeg var et pjathoved og svag. Jeg kunne også nægte at tage med, det var også en mulighed. Men, jeg vil jo egentligt gerne, fordi det er da mega sjovt at køre i alle vandforlystelserne og have det sjovt med de andre. Eller jeg kunne tage mig kærligt at mine følelser. Et par sekunder brugte jeg derfor på at anerkende hende pigen (altså mig som ung), som havde det rigtig svært med sig selv, som var ked af det og følte sig helt alene i verden, med det fakta at vægten steg og steg, maven hang ud over bukserne, lårene skrabede op af hinanden, så der kom sår, og dobbelthagerne blev til flere og flere.
Jeg anerkendte kampen jeg gik igennem, for at finde en måde at leve på, hvor jeg følte at jeg var lykkelig i min krop. Sulten, som jeg kæmpede med i så mange år, fordi jeg forsøgte at spise så lidt som muligt (i overbevisningen om at en kalorie var en kalorie) og smerterne i maven, når jeg bukkede under og ikke kunne klare følelsen af, at mine tarme nærmest skar mig i maven, af bare sult, og derfor overspiste, så jeg følte at maven skulle eksplodere. Lige præcis dén følelse var jeg med i bare få sekunder. Og jeg mærkede pigen fra dengang. Jeg føler med hende og så tror jeg faktisk jeg gav hende en mental krammer (uden at lyde alt for frelst). Men det ændrede noget i mig.
Efter et par sekunder, tog mit rationelle mindset over, og jeg sagde til både pigen fra dengang og mit voksne selv, at det jo var den største gave, jeg egentligt kunne få. At være overvægtig, syg, trist og fanget i en masse dårlige mønstre, fordi det var jo netop dét, som den dag i dag udgør fundamentet til DFL og hele mit liv.
Der er jo utrolig meget godt i denne her oplevelse, både den selvkærlige tilgang, anerkendelsen af mig selv og pigen fra dengang, og bevidstheden om hvordan tingene er nu. Men det minder mig selvfølgelig om, at os mennesker er mega gode til at vurdere for tidligt. Vi vurderer ofte ting, hændelser, resultater, som det aller værste, kort tid efter de er indtruffet. Men når tiden går, så sker der jo ofte det, at de her hændelser eller resultater viser sig at være det bedste, der nogensinde har sket os. Og selvom jeg havde en meget bøvlet ungdom, med sygdom og overvægt, så har det jo ligget til grund for at SÅ mange tusinde mennesker lever DFL i dag, er blevet raske, fået den vægt de ønsker sig, fået overskud, glæde, bedre relationer osv. osv, som netop er et resultat af at finde hjem til sin krop, der er i balance, lykkelig og glad. Og det er jo netop en af de største faktorer i mit liv, der har betydet mest for mig. Så dét jeg følte var så ufattelig hårdt og helt forfærdeligt, er også noget af det der har gjort mig mest lykkelig i mit liv. Hvis jeg ikke havde haft det så skidt i min krop, var jeg jo aldrig begivet mig ud på rejsen om at finde den optimale måde at leve på.

PATTAYA

Så ankom vi til Pattaya. Vi havde hørt rygterne, og jo, den by er vild.

Vi ankom til en hotellejlighed, vi havde booket, helt inde i midtbyen, og det var på ingen måder som beskrevet. Ikke nok med at det manglede et badeværelse, så var der beskidt, klamt og ulækkert. Vi gik straks i dialog med værten, som bare var et mega fjols – hun var jo godt klar over, at der ligesom manglede et væsentligt element, som jo ikke lige var sådan at trylle frem.

Jeg skulle undervise igen i dag, som jeg plejer, og på daværende tidspunkt var der under en time til. Vi gik i gang med at finde noget nyt at bo i, hvilket ikke lige hang på træerne, men endelig dukkede der noget op, 10 minutters gang fra midten af midten. Afsted det gik med at finde en taxi med alle vores pakkenelliker (jeg har dog sat en kuffert af i Hua Hin – og så er vi jo ligesom tvunget til at komme tilbage til Thailand). Vi fandt en taxa og afsted det gik. Meget uheldigt kunne driveren ikke et eneste ord engelsk, så det var at oversætte med google translate. Hold fast, det var bøvlet.
Og der sidder jeg så, svedig og klemt fast bagerst i en taxi, med en halv time til jeg skal være på, bliver sat af for enden af en vej (hvor vi gætter på huset er) og begiver os afsted i lynets hast mod destinationen. Og der må vi lige huske på hvor svært det er at bevæge sig med lynets hast med 30 kg bagage hver haha.

2 ABER I BUR

Da vi endelig finder huset, kommer værten ud. Hun er supersød og viser os rundt i huset. Eller rettere sagt, hun viser Kenneth og Philius rundt, da jeg er i gang med at sætte udstyr op. Pludselig hører jeg en masse tumult og nogle der kalder, og det gør de af den simple grund, at døren er gået i baglås. Huset er gatet, med pigtråd og en elektrisk dørlås. Og der står vi, på hver sin side af den blokerede dør. Se det ufattelig sjove billede..  Jeg dør af grin.

Anyway, det hele store show går i gang, og folk der forsøger at bryde ind, kravle over og lirke, imens jeg koncentrerer mig om at undervise, hvor jeg bare tænker: ”Hold op, jeg elsker det”. Jeg elsker alt det uforudsete, den der lille smule kaos og hold op jeg bare elsker at flyde med, i troen på at alt er godt og at alt går præcis som det skal.

Da vi alle endelig blev forenet, stod aftenen på at udforske Pattaya, som jo som sagt er en vild by, i hvert fald den helt indre del, men jeg elsker det. Jeg elsker pulsen, larmen og vibrationen. Man skal ikke langt uden for byen, for roen findes, men at der sker noget, det elsker jeg.
Der er ingen tvivl om, at når højsæsonen er i spil, og her er fyldt med turister, så er byen vildere end vild. Fordi, hvis jeg synes den er vild nu, så må den nærmest være sindssyg i den periode.

Walther, som jo selvfølgelig ikke går i skole, lærer så meget af de ting vi oplever. I går da vi kørte hjem fra byen, valgte vi at fortælle ham om prostitution, da byen er fyldt med kvinder der trækker på gaden. Jeg fortalte ham i detaljer, hvad det vil sige. Og, fra at måske at have et lettere negativt syn på det at være luder (som en ung teenager, som ikke ved noget ”om livet” måske har), var han lige ved at begynde at græde, da fakta blev præsenteret for ham. Tanken om, og forståelsen af, at når man ikke har andre valg, og højst sandsynligt en familie at skulle forsørge, så gør man hvad der skal til. Det var så tydeligt, hvordan han blev ramt af verdens realiteter. Og det kan godt være, at han ikke går i skole, men sådan en rejse her, har allerede lært ham 200 gange så meget om livet, som han ellers ville, ved at gå i skole.

HEMMELIGHED

Og selvom jeg forsøger at holde det for mig selv, så skal vi ud og se på et helt fantastisk hotel-emne på tirsdag (hvordan skal det dog lykkedes mig ikke at plastre det ud alle steder??). Men, jeg har lovet Kenneth at gå stille med dørene, så ikke mere om det for nu. Min mund er lukket med syv sejl.