I skrivende stund sidder vi i en taxi fra Kuala Lumpur til Ipoh i Malaysia, en tur på en tre timers tid.
De sidste dage har vi brugt i Kuala Lumpur, som man må sige at være noget af en omvæltning, end det vi har været vant til. Sikke en vild by. Vildt høje bygninger og skyskrabere, high-end shopping og moderne livsstil. En 180 grader af Bali og Balis øer.


Vi måtte desværre desværre sige farvel til Laura, som blev nødt til at tage hjem, da vi landede i Kuala Lumpur, så det har været noget af et tab.
De sidste dage er gået med sightseeing i denne her vilde hovedstad. Larmen, bilerne og den høje fart, var på sin vis meget velkendt og trygt, dog blev vi noget overrasket over mentaliteten hos indbyggerne, som vi hverken har set på Bali eller heller ikke kender fra Danmark.

Bali huser de sødeste, venligste mennesker. Fyldt med overskud og kærlighed til andre. Hinduer, som er selvopofrende skønheder, som ville gå milevidt for at hjælpe os. Det er ikke tilfældet i Malaysia. Overhovedet. Her er en helt anden kultur.

For det første er der ingen der adresserer mig som kvinde. Tjenere og andre mennesker vi har mødt, taler kun til Philius, også selvom jeg sidder og vifter med dankortet. Der er ufattelig mange regler, og det opdagede vi for første gang, da vi ankom til hotellet.

MANGE REGLER

I Malaysia, i hvert fald i storbyerne, har jeg den opfattelse at der er folk der køber sig ind i lejligheder i enorme bygninger, og så lejer de dem ud via booking.com og airbnb. Derfor kommer man ikke til en reception, men man skal kommunikere over WhatsApp, så snart en booking er foretaget. Dernæst går det ud på at gøre gæsten (os) opmærksom på flest regler som muligt, depositum, ekstra fees, hvad tingene koster hvis man ikke gør ditten og datten, eller gør ditten og datten osv. osv. Der må jeg sige at jeg savner det balinesiske tilgang, hvor alt kan lade sig gøre og alt er godt. Jeg var godt klar over at Malaysia er et muslimsk land, men jeg havde ikke gættet det var så dominerende (jeg er nok også lidt naiv). Det var selvfølgelig med morgenbøn i de helt store højtalere klokken 6 om morgenen, ud over denne her enorme by, tildækkede kvinder og meget lidt venlighed. Jeg siger hermed IKKE at muslimer ikke er venlige, jeg siger udelukkende at det er en helt anden følelse, som vi mærker her. Om det kommer af islam, eller om det ”bare er sådan det er”, det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om (jeg skal jo passe på ikke at træde nogen over tæerne her). Anderledes i hvert fald.

Uanset, så har det være rart at komme til ”byen”. Hjemligt, når man kommer fra København. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg IKKE skal bo i en storby lige forløbeligt. Jeg savner strand, vidder og LUFT.

IPOH

Min plan var, ganske romantisk, at vi skulle bevæge os fra Kuala Lumpur op gennem Malaysia, op til Thailand med tog. Men, sådan blev det ikke helt. Det lykkes os faktisk ikke at finde et tog på nettet, da det ikke er ligesom i Danmark med én udbyder DSB, men i stedet 100 forskellige. Så det er lidt svært at overskue. I stedet besluttede vi os for at ta på hovedbanegården og finde et tog – som viste sig at være udsolgt.
Her kan jeg godt mærke at jeg er blevet lidt for gammel til bøvl, og i stedet for at skulle bøvle med bus eller andet alternativt, skrev vi til en taxa, som nu er ved at køre os til Ipoh. Jeg har faktisk en trang til at komme ud af Malaysia, jeg vil rigtig gerne til Thailand, så tanken om at skulle forlænge opholdet, det duer bare ikke.

Det har desværre resulteret i at jeg ikke har kunnet passe mit job i dag, men heldigvis har jeg SÅ ufattelige kærlige, dygtige og gode kollegaer til at overtage. Heldige mig. Når jeg skriver dette, så får jeg næsten tårer i øjnene, fordi jeg føler at her i DFL, der står hele teamet så tæt sammen. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt, og når der er én hest der halter, så trækker de andre bare hårdere.
Hvor finder man sådan en arbejdsplads ellers? Det er nok ikke på hvert gadehjørne. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi alle har arbejdet så ufattelig meget med os selv, har de fedeste uddannelser og selvfølgelig også vores livsstil. Man kan ikke være i overskud til at hjælpe andre (og hinanden), hvis man ikke er i balance både fysisk og psykisk. Og dét jeg elsker ved at vilkårene ændre sig (som de gør for mig lige i dag) er at jeg igen bliver mindet om, hvor mange fantastiske mennesker jeg har i mit liv.

EN ROMANTISK TOGTUR

Planen er så, at blive i Ipoh indtil i overmorgen, hvor vi forhåbentligt kan sætte os på et romantisk tog, og tage en romantisk togtur den sidste vej op gennem Malaysia til Thailand, men om jeg får mine blåøjede ønsker opfyldt, det må tiden vise.

Jeg har allerede en smule skæve forventninger til det hotel vi ankommer til, da det var lidt samme historie, med en pludselig ombooking, regler og formaninger. Men, en del af denne her tur var jo netop at vi skulle bryde hamsterhjulet, og det må man da sige at vi har lykkes med. Og noget jeg elsker ved mig selv, som er en rigtig god kvalitet (hvis du spør’ mig) er, at jeg ser bøvlet som en del af den fede oplevelse, og jeg sætter mig ikke ned og hyler. Eller, det kan jeg godt hvis der er enormt meget bøvl, på enormt kort tid, men jeg hyler kun i 30 sekunder, og bliver hverken vred eller irriteret, og så popper jeg op til overfladen igen, og klør på. Og så er jeg så taknemmelig for at jeg har fået den her mulighed, som kun er få forundt. Så i bund og grund kan jeg slet ikke argumentere for at der er noget at hyle over, vel..

Jeg fandt for resten lige ud af at Alexanders om min podcast SANDHED OM SUNDHED har fået en omtale. Godt nok får vi lidt klø, men negativ opmærksomhed er også opmærksomhed.

Find den her https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/helbred/8691-ny-dansk-podcastserie-om-sundhed-kaster-kritisk-lys-pa-sundhedsmyndighederne.html