For 3 dage siden ankom vi til Osaka, Japan. Og sikke et land. Hold fast hvor er Japan fantastisk.

Vi havde taget en all night’er igen, altså en nat hvor vi ikke fik sovet, men rejste, så da vi ankom på Japansk jord klokken 9 om morgenen, var alting lettere sløret og grumset. Med det samme vi ankom til paskontrollen mærkede jeg noget der var anderledes end de andre lande vi havde været i. Der er var en anden stemning. Og den var god.

I alle paskontroller vi har været i, i alle lande har mændene bag skranken været sure at se på. De har knap nok hilst og brynene har været rynkede og munden vendt nedad – og jeg har sådan smilet lidt ved mig selv (jeg turde i hvertfald ikke gøre det mens de så det) om det har stået i jobbeskrivelsen at man skulle se sur ud. Som om det giver respekt, eller noget. Jeg må dø af grin, det er simpelthen for dumt. Er der virkelig nogen det virker på?? Men i Japan er alle venlige. Som i helt overdrevet venlige. Og jeg elsker det. Jeg får simpelthen lyst til at kramme dem alle. Vi blev nærmest båret gennem paskontrollen, hjulpet og guidet.

Selvfølgelig efter at vi lige havde fået desinficeret vores skosåler, det må vi lige huske at nævne. Og vi blev selvfølgelig også spurgt om vi havde hunde eller hestekød med i bagagen, man tager ikke nogen chancer her i Japan.

Da vi kom ud af lufthavnen og fandt et tog (åh vi er blevet så seje til bus og tog, det kører bare for os), og ankom til stationen i Osaka, var det lidt som at være hjemme. Jeg fik en følelse af Danmark faktisk. Her er stille og roligt, folk er venlige (dog langt venligere end Danmark), folk passer sig selv, trafikken er stille og rolig, folk ser almindelige ud, i pænt tøj og almindelige tasker uden for mange bamser. Ja, her er bare rart.

Her er rent, pænt og nydeligt. Husene er pæne og alt er godt.

Og jeg blev så glad, tænker at det nok var følelsen af tryghed og hjemme.

Der er ingen der råber, ingen der dytter, ingen scootere, ingen madboder, ingen der hujer efter en, ingen der siger mærkelige ting (ud over det japanske sprog i sig selv selvfølgelig) men wauuu hvor var det en kontrast til alle de andre lande vi har været i.

Jeg elsker Japan.

Vi fandt vores lejlighed, som ligger i et ret så hipt område, med spændende butikker (ikke skrammel på skrammel) og hyggelige caféer. Spisesteder ligger der ingen af i Japan, kan vi så konkludere. Altså jeg ved ikke hvad der er med Korea og nu heller ikke Japan, men de må simpelthen kun drikke juice, milkshakes, spise burgere og drikke kaffe, fordi det er godt nok svært at finde et sted at spise. I Sydkorea måtte vi spise på Subway hver dag, og det var det eneste sted man kunne få en salat. Og her mener jeg det ENESTE sted. De spiser simpelthen ikke salat i Korea, og det gør de heller ikke i Japan. Der er ingen grønsager på menuen og heller ikke almindelige former for kød. Alt er smurt ind i sukkersnask og så er det ellers ris og nudler, og så blandet sammen med et eller andet sukkerhalløj.

I Korea fandt vi dog hvad vi troede var kylling uden noget, ellers er alt friturestegt med brødkrymmel, men da vi så fik den med hjem, var den gennemsølet i sukker. Og hvad gjorde Philius og jeg så? Ja vi tændte for vandhanen og skyllede kyllingen. Og imens vi stod der, som det team vi er, hvor en skyllede og den anden holdt fast i låret (altså på kyllingen) kiggede vi på hinanden med et blik der hedder: ”Vi er sindssyge” og i det samme sagde Philus: ”Det her må du aldrig fortælle til nogen”, hvilket jeg forsikrede ham om at jeg selvfølgelig ikke ville… ja indtil nu haha.

Men, sådan er det jo med værdier. Og vi har begge værdi på hvad vi putter i vores krop. Og værdier er jo ikke bare at ændre på. Og slet ikke når man ved at man skal kæmpe med lav energi, ondt i maven og hovne læber vel, så kommer det jo helt af sig selv, den inde motivation. Og nu hvor Philius er ved at gøre klar til at skulle gå 550 km, så er det vigtigt at kroppen er så meget i balance som overhovedet muligt. Og balancen bliver udfordret alene ved at der er 35 grader og solen banker derudaf hele tiden.

SVÆRE AT IMPONERE

Noget vi har lagt mærke til og også talt en del om er at vi bliver sværere og sværere at imponere. Og det er jo en skam. Men de sidste 3 måneder har vi oplevet SÅ meget, set så mange vilde ting, og været ude i yderlighederne på virkelig mange parametre, så der skal meget til at imponere os, efterhånden. Men der skal også virkelig meget til at slå os ud til gengæld. Vi er blevet hærdet. Vi har fået hård hud og vi er blevet stærkere.

Hvad der i starten kunne forvirre os, fortvivle os, eller få de små grå på overarbejde, er blevet hverdag.

Jeg er blevet så meget mindre sart, med så mange ting. Hvad der før var en by i Rusland, som at skulle bo på steder der var nussede og beskidte, er ikke længere noget jeg ville bekymre mig om. Jo, jeg fortrækker det selvfølgelig ikke, men flere steder i Cambodia og Vietnam er mine grænser blevet skubbet. Og hvor vi startede med at det var udelukket at skulle bo på samme værelse, talte vi om her den anden dag, at det jo bare ville være hyggeligt. Fordi det skal vi nemlig i Tokyo, som vi rejser til i overmorgen. Der har det simpelthen ikke lykkes os at finde noget der er større end en skotøjsæske, så det må vi prøve.

SVÆRE AT IMPONERE

Jeg kan mærke at jeg er ved at være mæt af storbyer og kultur, og faktisk ville jeg fortrække at ligge på en liggestol på en strand lige nu. Og det er nok mest fordi jeg føler at jeg ikke tager oplevelserne ind, som de har fortjent, fordi jeg har set så meget. Der er simpelthen så meget der skal fordøjes af indtryk. Og nu er der jo kun en uge til at turen går til Danmark for Walle og jeg, og det ser jeg frem til. Jeg ser frem til at komme hjem og gøre op med mit liv som det var.

Og hvad mener jeg så med det?

Denne her rejse, har jeg fra starten af kaldt mit livs rejse. Fordi det vidste jeg den ville blive og det fik jeg ret i. Jeg har skiftet retning flere gange i mit liv, men aldrig så drastisk. Denne rejse har forandret mig. Jeg er et andet menneske nu, end den jeg var da jeg tog afsted. Og jeg er mere det menneske jeg har lyst til at være. Det er som om, at den ham der var blevet for lille, er blevet krænget af. Det er som om, at de mursten mine vægge var bygget af, er blevet knust og faldet sammen. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Den jeg troede jeg var, fandt jeg ud af jeg ikke var. Det var ikke mig, det var den jeg var blevet til, af mine omgivelser, min opvækst, mit miljø og af angst…. Ja, angst. Fordi, som jeg jo netop underviser i, til dagligt, er at 99 % af alle beslutninger vi tager, tager vi ud fra angst. Men vi bliver også formet af angst.

Angsten for hvad der sker hvis vi gør eller ikke gør noget. På alle livsområder og i alle relationer. Om det er venner, job, børn, familie, penge, sundhed, kropspleje, mad, motion, Aula (haha) og så videre og så videre.

Og det har jeg ladet falde. Jeg har ladet det hele falde.

Jeg vil så gerne forklare hvad jeg mener, men ord bliver fattige her.

Jeg har skabt mig et liv, ligesom så mange andre, hvor vi er styret af en ubevidst angst. Angst for at fejle, angst for at blive alene og forladt, angst for hvordan andre ser os, angst for hvornår det går galt, angst for hvad der skal ske i fremtiden, angsten for hvad der sker med andre, angst angst angst.

Og det var jeg godt klar over at jeg også havde, fordi det er sådan vi alle skaber vores liv – altså ud fra angst.

Meget meget sjældent er det ud fra lyst.

Vi kan godt fortælle os selv at det er LYSTEN til at ringe til veninden der driver værket, men i bund og grund er det angsten for hvad der sker hvis vi ikke gør. Vi kan også godt fortælle os selv at det er lysten til at være økonomisk uafhængige der gør at vi arbejder så meget som vi gør. Men i bund og grund er det for at holde angsten i ave, angsten for ”hvornår det går galt”, angsten for at miste eller angsten for at være en fiasko. Vi kan også godt fortælle os selv at grunden til at vi gik ned med stress er fordi vores chef har pålagt os så mange opgaver, men i bund og grund er det angsten for hvad der sker, hvis vi ikke løser dem, hvad andre tænker om os, hvis vi ikke gør det godt nok, eller angsten for hvad vi selv fortæller os selv, vi er, hvis vi ikke løser opgaven. Og jeg kunne blive ved, fordi der er meget få ting vi gør i livet, som er drevet af det positive, vi som mennesker er drevet af det negative.

Så jeg var selvfølgelig godt klar over at jeg også selv var det, og har været det hele min opvækst. Men selvudvikling er som en spiral, man skal igennem de samme punkter flere gange, bare i nye lag, for at komme til bunds i det. Og jeg var, om nogen, klar til at tage en 7-8 omdrejninger ned i spiralen.

Og hvis du kender mig, så ved du jeg siger: ”Når man gør noget andet end man plejer, så får man også et andet resultat, end det man plejer” og nogle gange, så nytter det ikke at vi bare gør små ting en lille smule anderledes. Nogle gange så må der drastiske forandringer til.

MIT LIV

Mit liv var jo bestemt ikke, på nogen måder dårligt. Det er meget vigtigt at nævne. Men jeg var kørt surt i det og jeg var stoppet med at mærke hvad jeg havde lyst til. Og jeg havde taget tilløb mange gange, til at lave mindre forandringer, men jeg kunne ikke holde dem, fordi jeg befandt mig i et miljø, som blev ved med indirekte at påvirke mig. Vigtigt er det igen at nævne, at det miljø ikke var forkert, det var bare sådan, at jeg ikke længere trivedes i det. Men jeg kunne ikke stoppe den retning mit liv gik i, hvis jeg ikke skiftede miljø.

Og sådan er det for de fleste, uanset hvilket mønster eller hamsterhjul som vi befinder os i.

De sidste måneder har jeg gjort det modsatte af hvad jeg plejer, og det har stukket i alle retninger. Jeg tror at det er en god strategi, når man har været for langt ude til venstre at dreje helt af til højre. Og denne her rejse var mit 90 graders højresving. Og jeg fortsætter med at være dreje af, fordi jeg har fundet så meget af det fantastiske herude på fløjen. Jeg føler virkelig jeg har krænget en ham af, som var blevet alt for lille, og det har jeg gjort ved at handle anderledes.

TILBAGE TIL JAPAN

Nå, men det blev jo så til et sidespring på Japan. Og lige nu er jeg sprunget et par dage ud i fremtiden, fra de første afsnit. Jeg blev simpelthen hægtet af mit skriv. Og lige nu reflektere jeg lige lidt igen. Fordi de sidste dage har været underlige for mig.

Vi er nu i Tokyo, og det er bare et fedt sted. Igen, meget lig Danmark. Jeg havde regnet med kæmpe boards og reklamer alle steder, men sådan er det kun i visse områder. Jeg vil faktisk lade billederne tale for sig selv.

Men, hvorfor har det så været underligt for mig?

Hjernen er jo en finurlig fætter. Og fordi vi nu er gået ind i sidste uge af første etape af rejsen, og Walle og jeg vender tilbage til DK på torsdag, så er mine tanker også vendt den vej. Det imponerer mig hvordan hjernen flytter fokus, begynder at forberede skiftet og gør sig klar. Helt uden at jeg faktisk har villet det. Jeg mener dog det er en virkelig god evne, fordi så ved jeg der er styr på så meget som overhovedet muligt, til når vi laver et så stort et skift. Den er altid en god metode at ”ankomme før man kommer”, fordi så føler hjernen sig tryg.

Og jeg har også reflekteret som en vanvittig, over hele denne her tur. Og jeg kan faktisk slet ikke konkludere færdig på den endnu, fordi der er så meget der skal bearbejdes og bundfælles. Walle spurgte mig lige til aften om jeg var ok, fordi han synes jeg var stille. Og det har han nok ret i, jeg fordøjer på livet løs.

Og når jeg nu ved at vi snart skal hjem, så glæder jeg mig også. Jeg ser frem til små bette ting, som at sidde med Kenneth over morgenkaffen. Bare at snakke med ham uden at det bliver ”nu ringes vi lige sammen”, men den her naturlige snak der bare sker når man tuller rundt. Og apropos tulle rundt, det er jo ikke noget jeg har gjort i før. Jeg tror faktisk aldrig jeg rigtig har tullet rundt, så det er egentligt noget ævl at skrive. Jeg har altid gjort alting med et formål. Men, det har jeg ikke gjort de sidste måneder, det går lige op for mig nu. De sidste måneder har meget få ting været med et formål, men næsten alt har været af lyst, iver og glæde. Og så har vi tullet rundt. Set, oplevet, følt og suget til os. Og det er jo simpelthen så fantastisk.

Man kunne jo godt forstille sig at fordi hele min beslutning om at rejse ud i verden, blev taget fordi jeg havde kørt mig selv for langt ud på et sidespor, at jeg så ville være bange for at komme hjem. Og det var jeg, for bare en uge siden. For en uge siden beskrev jeg mig selv som en ædru alkoholiker som ikke var klar til at tage til fest med alkohol endnu. Og med det mener jeg at jeg var afhængig af det hamsterhjul jeg kørte rundt i. Ubevist afhængig. Og jeg var bange for at hvis jeg vendte hjem, så ville mønstret gentage sig. Men bare de sidste dage har det ændret sig. Jeg er ikke længere bange for at komme hjem, fordi jeg tror på, at mønstret er brudt for altid. Det kan godt være at jeg vil blive fristet af at påtage mig alt for mange opgaver, fristet af at bestige de arbejdsbjerge som jeg gjorde tidligere og fristet af at sige alt for meget ja. Måske vil jeg også blive fristet til at gøre ting af pligt (angst for hvad der sker hvis jeg ikke gør), men jeg tror på at jeg er stærk nok til at modstå. Lige nu, som jeg skriver dette her, tror jeg at jeg er stærk nok til at modstå.

KUN KORT TID I DANMARK

Vigtigt er det jo så også at huske at det jo kun er for en kort periode vi er i Danmark. Der er en kæmpe stor verden derude, der skal opleves. Og denne her gang, der træffer jeg ikke beslutningen om at rejse ud fra følelsen ”jeg dør hvis jeg fortsætter” – denne her gang træffer jeg beslutningen ud fra ”hvor glæder jeg mig over at skabe et liv der er langt mere fleksibelt”. Og dét er to forskellige ting. Jeg synes bedst om den sidste.

Jeg er så spændt på hvad det er for et liv vi skal leve, hvor vi skal leve henne og hvad vi skal leve af? Store spørgsmål, der slet ikke kan besvares endnu.

TAK

For alle jer mange hundrede mennesker der har læst disse skriv, vil jeg sige tak. Tak for alle beskederne, mails og kommentarer. Det betyder faktisk meget at mine tanker og min beslutning i sig selv, har været en inspiration for andre. Det var i bund og grund aldrig meningen at det skulle være sådan, men jeg er glad for at skrive, og så traf jeg beslutningen om at dele mine tanker. Og så viste det sig at der var andre der gad læse med. Og så er det jo en win for alle.

Der er allerede flere familier der har kontaktet mig omkring at nu har de også taget samme beslutning – nu vil de også bryde hamsterhjulet og rejse ud i verden. Det er jo for vildt – den havde jeg faktisk slet ikke set komme. I er bare mega seje alle sammen. Tag fat i mig, hvis du også har en følelse af at du er klar til at bryde ud af dit mønster – uanset hvilket det er.

Jeg kommer selvfølgelig til at skrive igen men jeg ved ikke lige hvor lang tid der går, så indtil videre er det tak herfra. Og mon ikke, at jeg får behov for skrive mine tanker ned om lidt, og så skal jeg nok dele dem.

Om få dage er det flyet til DK. Philius begynder sin vandring mod Osaka. Vi skal flytte alle vores ting til Jylland og aflevere vores hus. Vi skal beslutte hvor vi så skal rejse hen i september.

Planen var jo Thailand allerede fra omkring d. 18. september, men vejret er så dårligt der lige nu. Jeg holder Livsdesign Retreat fra d. 20-27 oktober i Malaga. (Og nu kommer jeg lige i tanke om at jeg nok bliver nødt til at få de sidste pladser sat til salg haha). De fleste pladser er taget, men der er vist 6 tilbage. Hvis du mener at jeg kan hjælpe dig til at ændre dit liv, dine mønstre, bryde din selvsabotage og følelsesmæssig spisning, så skynd dig at tage fat i mig og få dig en plads. Der er ikke noget der rykker mennesker mere, end at træde ud af deres miljø, det kan jeg da i hvert fald skrive under på, både for mig selv og de mange mennesker vi har haft med i årenes løb.

Men, hvor kom jeg fra – jo, så Thailand bliver nok først efter Malaga og så tænker jeg at der er andre fede steder i verden vi kan tage hen, indtil da.

Tusind tak til dig, tusind tak fordi du har læst med så langt.

Jeg skriver så snart jeg har noget på hjertet igen – og det kan nok i vare længe.

Kærlig hilsen

Patricia