I går blev jeg spurgt omkring mit stress-niveau. ”Er Ho Chi Min ikke helt vildt stressende, Patricia” lød det. Dernæst kom det: ”Er det ikke stressende at flytte jer hele tiden” og til sidst var spørgsmålet: ”Savner du ikke at slappe af”.

Og det der jo er spændende ved dette, er at stress er lige præcis noget jeg ved noget om. Hvis der er noget jeg er ekspert i, så er det stress. Både fordi i DFL er det en af vores kerneopgaver at hjælpe mennesker ud af stress, men også fordi jeg selv har været stress-ramt af flere omgange.

Men, til det her spørgsmål vil jeg svare med et enkelt, klart og rungende NEJ. Hæng på og jeg skal uddybe.

HO CHI MIN CITY

Altså, jeg har oplevet min andel af storbyer, det er der ingen tvivl om. New York, London Bangkok og Nhom Penh er virkelig gode bud på storbyer, der er vilde vilde vilde. Der er larm, trafik og mennesker overalt. Men Ho Chi Min slår dem alle. Med flere længder. Det kræver faktisk en del del fantasi at forestille sig hvor meget larm og hvor meget der konstant sker her i byen. Det er vildt. Og så er der varmen og luftfugtigheden oveni.

Så jeg forstår virkelig godt spørgsmålet.

Men nej, jeg er ikke stresset… som i overhovedet ikke det mindste.

De fleste vil jo nok gætte på at det er mit mindset der gør forskellen, og jo bevares, mine tanker spiller da en rolle, men det er overhovedet ikke det som gør forskellen. Og det ved jeg fordi, at i skrivende stund har vi haft flere tusinde mennesker igennem vores forløb, som har været ramt af stress.

Men hvorfor bliver jeg så ikke stresset?

Det gør jeg ikke, fordi min biokemi spiller – max!

Og så er det så her, at de fleste ville se lidt forskrækkede ud. Måske ville man forsøge at gentage svaret for sig selv, for bedre at kunne forstå det. Og alligevel giver det jo ikke rigtig mening. Eller gør det?

Hvad i alverden betyder det?

Jo, min ven, nu skal du høre.

Hvis du er på min mailliste, vil du nok have læst om hvad jeg mener, men hvis ikke, så skal jeg uddybe det.

DET I VERDEN, DER STRESSER OS MEST ER…

Det allermest stressende for vores krop er at blive udsat for forkert kost i for lang tid. Der er ikke noget i hele verden, der stresser kroppen mere, end at

1. Blive udsat for sukker (hurtige kulhydrater generelt)

2. At blive frarøvet de næringsstoffer som kroppen skal genereres af

Og hvis der nogensinde er nogen der forsøger at overbevise dig om noget andet, fortælle dig at det da ikke er så slemt eller at der er andre ting der er meget vigtigere, så er det fordi de ikke ved bedre. Og jeg har altid lært, at man skal undskylde dem, der ikke ved bedre – så smil og træk på skulderen.

Hvis man tror at skraldemad, herunder alkohol, slik, havregryn, kiks, kager og andet ulækkert, er gratis for kroppen, så er det fordi man enten ikke ved bedre, eller har behov for at holde sig selv fast i netop denne overbevisning (fordi man helt sikkert er afhængig af det).

Hvis vi tror at det er ligegyldigt hvad vi spiser, så tager vi grueligt fejl. Den største stress belastning for kroppen (hjernen er en del af kroppen) er forkert mad.

Hvorfor….

Det er en lang forklaring, men jeg skal forsøge at gøre det så simpelt som muligt.

Vores hjerne består af kemi. Alt er kemi. Altså alt er stoffer, stoffer der reagerer på hinanden. Hjernen består af signalstoffer, hormoner, neurotransmittere, fedt og protein mm. Det er selvfølgelig lidt forenklet, men du forstår hvad jeg mener. For at hjernen kan fungere som den skal, har den brug for næringsstoffer. Og får den ikke de næringsstoffer, så går den i ubalance.

Men det er ikke alt. Fordi resten af kroppen består jo også af ”ting og sager” og den har også brug for næringsstoffer . Og hvis den ikke får disse, plus at den skal kæmpe med påvirkningen af alt det skrald mange af os udsætter den for via kosten, så bliver den for alvor presset.

Men kroppen er stærk, den er klog og den er sej. Den kan nemlig klare virkelig meget belastning. Men på et tidspunkt stopper festen. Så kan den ikke klare mere.

Og det resulterer i

Ta daaaaa… Stress.

Og

Ta daaaa… Sygdom.

Og Ta daaaaaaa… Overvægt

Og så kører hjernen derudaf. Og imens hjernen overtænker, og du heller ikke kan sove, og du heller ikke har energi, og du bliver mere og mere ked af det. Så kan du heller ikke tabe dig. Og hvis de autoimmune sygdomme ikke allerede har meldt sig, så begynder de at støde til.

Og hvad vi ved er, at når en autoimmun sygdom har meldt sig, så er det lidt ligesom kakerlakker, så kommer der bare flere til.

Undskyld, men det blev så lige lidt et sidespor… Fordi efter jeg havde svaret ”Nej” til at jeg ikke er stresset, så kom spørgsmålet: ”Hvorfor”… og så kom der en svada, som var en hel del længere end den du lige har fået.

MISFORSTÅELSE

De fleste af os tror, at stress kommer af dårlige tanker. Og jo, forklaringen kan ikke stå alene og det er heller ikke det som starter hele møllen. Vi kan selvfølgelig være udsat for et traume, og blive forfærdelig stressramt, og vi kan psykisk være under en længere belastning, og det gør systemet stresset.

Men der kommer først en biokemisk reaktion. Regnestykket ser sådan her ud

Enten fysisk eller psykisk belastning = Ændret kemi (både i krop og hjerne) = følelsen af at være stresset = overtænkning, depression mm = stress.

Og jo, det hjælper at forsøge at ændre mindset, men det kan også bare føles som at slå i en pude, fordi det er en møjsommelig proces at forsøge at ændre biokemien i hjernen med KUN at styre sine tanker. Det er MEGET MEGET nemmere at starte med kosten. Og så snart kosten er på plads og kemien i krop og hjerne ændrer sig, signalstofferne kommer i balance og det samme med hormonerne, så er det SÅ meget lettere at arbejde med mindsettet. Fordi det er simpelthen ikke muligt at være lykkelig i en ulykkelig krop. Uanset hvor meget du forsøger, så kan det bare ikke lykkes. Der er aldrig nogen i verdenshistorien der kan berette om at være lykkelig og i balance når kroppen smerter, sindet er deprimeret (fordi alle signalstofferne, herunder lykke stofferne er i ubalance), du er fysisk begrænset af sygdom og plaget af lav energi. Fordi, det er simpelthen fysisk umuligt. Det er fysisk umuligt at føle følelsen af lykke, hvis der ikke er balance i kemien. Lykke og glæde er en kemisk reaktion.

Men når det så er sagt, så kan man jo sagtens have en krop i balance og tænke sig til en dårlig følelse. Men man kan ikke tænke sig til, at hjernen får de næringsstoffer, som den har behov for. Næringsstoffer skal tilsættes udefra.

SÅ BLEV DER LIGE KASTET OP UD OVER DIG

Jeg undskylder lige igen. Men jeg kunne lige mærke at jeg bliver lidt opgivende ind i mellem, fordi jeg møder mange der tror de har de vise sten til at fikse både stress, angst, depression og ulykkelighed, kun ved at ”tænke tingene anderledes”. Bare tænk positivt, så går det hele nok. Men nej, det gør det ikke, ikke hvis din krop er i ubalance. Så kan du tænke herfra og til dommedag. Og her er det jo MIG der skriver, mig der er all about mindwork, men det kan bare ikke stå alene. Først retter vi biokemien og dernæst tankerne.

I mine forløb i DFL er det altid den rækkefølge. Det har det altid været og det vil det altid være.

Så tilbage til spørgsmålet..

Grunden til at jeg ikke er stresset og ikke bliver stresset af alle disse ydre påvirkninger er fordi min kemi er i balance. De sidste mange mange år har min højeste prioriteringer været at holde min krop

1 fri fra belastning fra forkert kost

2 fyldt den op med den næring som der skal til

Med det mener jeg ikke at jeg ikke kan blive stresset, hvis presset bliver stort nok. Men, det handler stadigvæk om kemi.

Og selvom livet kommer i vejen, selvom folk er sure, selvom jeg bliver berørt, selvom ting bliver for meget, selvom jeg får parkeringsbøder, selvom der sker ulykker og bøvl, selvom jeg i årevis har arbejdet ALT ALT for meget, så er den grundlæggende årsag til at jeg fungerer så godt som jeg gør, at jeg lever DFL. Og det er så sandt, som det er sagt. Grunden til at jeg har kunnet leve så vildt et liv, med så meget fart på, og stadig have en krop der fungerer, fordi jeg spiser rigtigt. Og lige nu, hvor jeg rejser rundt i hele asien, med mit hjem på hjul og med et håndtag (altså min kuffert) og ikke er stresset, er fordi jeg har styr på min kost. Altid altid altid kosten først…

Men jeg tror faktisk ikke du er i tvivl…. Hahaha

HO CHI MIN

Som jeg startede med at skrive, så er Ho Chi Min den vildeste by jeg nogensinde har oplevet. Jeg har aldrig set så mange scootere og så meget kaos. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventede, måske havde jeg tegnet et billede inde i mit hoved, at det var risbønder der gik foroverbøjet på rismarken i vand til knæene, med lækkert afslappende musik og trekantshat. Men det er det ikke. Det her er helt sikkert en af de byer i verden som er allermest moderne og velfungerende. Den er fyldt med hippe vietnamesere, hippe caféer (de må virkelig drikke meget kaffe her, fordi det er næsten det eneste der er) og så er de mega smarte i tøjet, mange er gode til engelsk og der er fyldt med vestlige butikker.

VEJRET ER MED OS

Både i Cambodia og her i Vietnam har vejret været med os. Selvom det er regntid. Vi har oplevet et enkelt regnskyl her i Vietnam, men der har jeg til gengæld heller aldrig set noget lignende. Der kom så meget vand, at man ikke kunne se vandet. Det var nærmest som at kigge gennem mælk – og der kan man ikke se langt.

Vi har oplevet en masse og endda været på sightseeing bus. Vi har været på krigsmuseum (ja, vi må jo være fuldstændig slukket på første sal, fordi det var jo ikke ligefrem en positiv oplevelse i Cambodia) men Vietnamkrigen blev vi nødt til at vide mere om. Og jo, det er jo kun forfærdeligt. Det hele er jo så forfærdeligt og vi besluttede os for at vi ikke gad tale om det bagefter. Men alligevel stiller det jo så mange spørgsmål. Især fra Walle, som ikke behøver mere viden om verdenshistorien, fordi vi har fået afdækket SÅ meget ved at bevæge os på disse kanter. Han har lært virkelig meget om kommunismen, socialisme, liberalisme, Både 9 11, Den Kolde Krig, Anden Verdenskrig og alt derimellem. Det har været nogle fantastiske snakke vi har haft og mine hjerneceller har virkelig skullet bevæge sig tilbage til skoletiden og lede efter hvad jeg har lært.

Jeg tog selvfølgelig en masse forfærdelige billeder fra vores tour omkring Vietnamkrigen, som jeg ikke deler her. Men noget som jeg i hvert fald har fået bekræftet i hele min historie-træning er at USA er ikke dem, de udgiver sig for at være – og så har jeg ikke sagt for meget. Det vidste jeg godt, men nu er det da stensikkert.

SMUK BY

Hoi Chi Min er så smuk en by. Den er så ren og lækker. Den er så moderne og velfungerende, smart og hip. Den har faktisk meget lidt ”asiat” over sig, altså sammenlignet med både Bali, Thailand, Malaysia og Cambodia. Der er dog ufattelig mange scootere – vi har holdt os til bil og gåben her, det er simpelthen det reneste selvmord at skulle kaste sig ud i sådan trafik.

SOLEN

Ja, men kan jo føle sig lidt som en idiot, når man sidder der på en cafe med stængerne fremme, for at få sol, fordi når man ser vietnamesere, ja så kan man ikke se dem. Man ser meget meget få gå med bar hud og her mener jeg at de har lange kåber på, med hatte der lukker helt af for solen, mundbind og handsker – og paraply. Alle er fuldstændig rædselsslagen for at få sol på sig. Her i Vietnam er det højeste mode at være bleg. Altså kridhvid. Overalt ser man reklamer for blegning af hud og selv på 7-11 kan man købe blegecreme til huden. Alle er hvide som sne. Når man ser folk på scooter om dagen, er de pakket helt ind, og ser man dem igen om aftenen er de helt uden tøj. Og her kommer os ”hvide” fuldstændig soltossede. Og eftersom solen ikke var meget fremme i Thailand (selvom der var virkelig virkelig varmt) så fik vi tæt på ingen sol. Så da den endelig kom frem, var det SÅ dejligt. Jeg kan simpelthen mærke hvor sundt det er for hele mit system. Jeg føler, at jeg healer for hver solstråle. Og på magisk vis, så bliver jeg ikke solskoldet overhovedet. Men igen, det er nok fordi jeg lever som jeg gør.

LEJLIGHED

Som du nok ved, så har vi jo opsagt vores hus i København. Vi har bestilt hjemrejse til d. 29 august, hvor vi flyver fra Japan til København. I København har vi et stort hus og det hus skal tømmes. Og der skal smides ud og sælges, så det basker. På den ene side ville det nok være angstprovokerende for mig at skulle skille mig af med mine ting, men jeg har valgt at gå med den anden side der hedder: ”Det bliver mega fedt at få ryddet ud”.

De ting jeg gerne vil gemme, kunne vi jo få opmagasineret, men faktisk koster det ikke meget mere at leje en lejlighed i Randers. Så jeg har fundet en lille lejlighed i Randers, hvor vores ting skal bo. Vi kan selvfølgelig også bo der, når vi er i Danmark, men der har vi også sommerhuset i Himmerland. Så når vi lander i København, går vi direkte i gang med at pakke ned og flytte. Og efter 18 dage, så er det tilbage til Thailand.

SKOLE TIL WALLE

Mange har spurgt mig, hvad jeg gør med Walle og skolen, og heldigvis er verden så digital, at jeg har fundet en amerikansk onlineskole til ham, som underviser i det amerikanske pensum. Her skal han gå i en klasse online, med undervisning fra kl. 12.20 til 17 mandag til torsdag. Skoletiden er effektiv spilletid og så arrangerer de hyggetimer hvor børnene kan være sociale online. Jeg synes det er en eminent løsning i et år. Det betyder at han ikke kommer til at gå glip af skolegang og han samtidig har noget socialt med børn der lever ligesom os, fra hele verden. Han er selv helt oppe og køre over det. Han kan deltage i undervisningen uanset hvor vi er, også når vi er i Danmark selvfølgelig.

PHILIUS SKAL GÅ ALENE GENNEM JAPAN

Imens vi er i Danmark, har Philius besluttet sig for at gå fra Osaka til Tokyo. Jeps, du læste rigtig. Han går 533 km. Alene. Mit store barn skal gå gennem Japan i over en måned. What!! Jeg har brugt lidt tid på at fordøje det, men han har besluttet sig, og jeg skal på ingen måder modsætte mig noget, mine børn vil. Så det bliver spændende. Godt jeg har mine egne udfordringer med at smide ting ud, det må kunne aflede mig fra at han FAKTISK SKAL GÅ GENNEM JAPAN ALENE!!

TINGENE FLASKER SIG

I mine mange år på bagen (snart 46) er der en ting eller to jeg har lært. Og én af dem er i hvert fald, at ting flasker sig, hvis man tager en beslutning. Jeg har også lært at være åben overfor at tingene udvikler sig anderledes end jeg havde planlagt det og ladet delen ”Hvordan” være op til de højere magter (Holger som vi omtaler de højere magter herhjemme). Arbejdsgangen plejer at være at

1. Jeg mærker en længsel efter noget. Om det er at flytte, lave et nyt forløb, købe en ny bil, rejse ud i verden eller hvad det nu kan være. Det kan være alt som jeg drømmer om.

2. Jeg undersøger mulighederne for hvordan det kan lade sig gøre. Jeg brainstormer mulighederne og når jeg er færdig med det, så finder jeg alle begrænsningerne.

3. Jeg er god til lister, så alt bliver skrevet ned og langsomt begynder den nye plan at tage form. Jeg laver både tidslinjer, kontakter de involverede samt de eksperter, man kan finde på området.

4. Jeg handler på de ting der kan handles på, på det pågældende tidspunkt. Og mærker jeg at der er ting der er modstand i, så forsøger jeg igen og så giver jeg slip på det. Så var det den forkerte vej jeg forsøgte at gå nedad.

5. Og så kommer TILLID. Tillid er en vigtig faktor. Fordi jeg kunne nemt komme til at presse ned af en vej, som ikke er optimal, hvis jeg skulle gå efter det væsen, jeg er. Jeg siger til mig selv: ”Græsset gror som det nemmeste i verden” og det betyder at det eneste græs skal er at gro. Det skal ikke andet. Og hvis det er meningen at vejen er min, så skal døren nok åbne. Ellers viser der helst sikkert en anden dør. Hvis man ikke har denne her tilgang, gætter jeg på at det kan blive utrolig stressende at lave store ændringer i sit liv. Det sjove er jo at lave disse ændringer og se hvordan mulighederne åbner sig og hvordan det flasker sig hen af vejen. Hvis jeg mærker modstand og bliver ved med at presse på, ville det blive alt alt for hårdt.

Jeg har brugt denne her metode til at opnå og opleve alt jeg har oplevet i mit liv.

SYDKOREA

I overmorgen går turen til Sydkorea. Og du er inviteret med.

Og bøvler du med andre ting i dit liv, såsom stress, så starter jeg 6 ugers forløb d. 19 – og der er du også inviteret med

Kærlig hilsen

Patricia