Fordi Philus har besluttet at skulle gå fra Tokyo til Osaka, så skal der bevidst nogle kilometer i benene, så vi tog en beslutning om, at han skal på 10 km hver dag. Vi har selvfølgelig gået en masse over de sidste måneder, men der er dage, hvor vi ikke har gået særlig meget. Belastningen på led, sener, muskler mm er speciel, når man skal gå minimum 20 km med 15 kg på ryggen hver dag, over en periode på en måned, så det bliver ikke en upsahovsa. Der skal trænes.

Og som man jo nok kan gætte, så var der virkelig virkelig varmt i Vietnam. Og solen var skarp. Og nu er det jo ikke sådan at mor og lillebror så sætter sig på bagdelen og venter på at Philius går en masse kilometer, nej vi gik selvfølgelig med.

Og jo, jeg burde jo vide bedre. Og jo, jeg tog en masse forbehold, masser af salt, masser af vand, men så gik det alligevel galt… hvorfor? Jo selvfølgelig!, nu skal du høre.

PÅ VEJ TIL SYDKOREA

Så i dagene op til afrejse fra Vietnam satte vi som sagt kilometerne op. De fleste dage blev det 12 til 15 kilometer, vi fik gået. Og dagen hvor vi skulle flyve til Korea, tjekkede vi ud af hotellet, satte vores bagage af og gik rundt i Ho Chi Minh.

Ideen var, at vi ville tage tidligt i lufthavnen for at spise, da vi først skulle flyve 02.35, men da vi kom derud var der intet mad at finde. Det eneste vi kunne opdrive var et par nuggets og en smule mayo. Da vi alle stadig var sultne måtte vi nedværdige os til peanuts (med alt for mange kulhydrater) og jeg kunne bare mærke med det samme at min overlæbe begyndte at hæve (sådan har det været for mig de sidste 5-6 år, når jeg får for mange kulhydrater hæver mine læber hahaha) Se billede.

Vi satsede på at kunne tjekke ind tidligt og finde rigtig mad, men det viste sig at indtjekning før kunne ske til midnat og i det samme vi kom ind i taxfree område, lukkede alt. Når det så var sagt, var det alligevel et meget skuffende udvalg i en kiosk, det eneste vi kunne finde var peanutbutter (med alt for mange kulhydrater) = endnu større overlæbe til mig.

FLYVETUREN

Der er ingen tvivl om at disse fly her i Asien er lavet til mennesker der er en hel del mindre end os. Walle med sine 160 cm kan lige gå an, men jeg med mine 177 og Philius med sine 193 cm, er bare under pres. Det var simpelthen ikke muligt at sidde i de her flysæder. Og så skulle vi ovenikøbet sove. Og det kan man jo selv gætte sig til hvor godt det gik.

Men humøret holdt vi højt hele natten. Og overlæben havde en fest. Når jeg kiggede ned, kunne jeg seriøst se hvordan den voksede og blev mere og mere glinsende fordi huden blev så udspilet. Men, den var blød at sove op af, sagde Walle..

Da vi ankom til Seoul, var klokken 9.40 om morgenen, da Korea er 2 timer endnu længere foran, er tidsforskellen til DK nu 7 timer. Det første der sprang os i øjnene var denne her enorme lufthavn, hvor man skal køre med metro fra ankomst til udlevering af bagagen. Og dernæst ramte varmen os.

Min telefon gik helt amok med advarsler, der poppede op. Men i og med at jeg ikke er en haj til koreansk, skubbede jeg bare notifikationerne væk. Helt ærligt så tænkte jeg, at det var virus.

Og det er ski en sjov ting med mig, fordi jo, jeg kunne da godt mærke det var varmt, men i sådanne situationer, hvor tingene bare skal fungere (og hvor mit største fokus er ikke at falde i min overlæbe) så skubber jeg det fakta væk, at der var helt vildt vildt varmt. ”Suck it the fuck up” sagde jeg til mig selv. Og så er det bare at komme af sted.

Hurtigt fandt vi en bus og så gik turen ellers mod Seoul. I bussen kunne jeg godt mærke at jeg fik det mere og mere underligt. Jeg frøs en smule, og alting på kroppen hævede op. Jeg skubbede det væk (som den lille samurai jeg er) og hankede op i mig selv.. men da maven så pludselig begyndte at boble, sagde jeg til Philius: ”jeg tror ikke, jeg er helt på toppen”. Men helt ærligt, hvad skal man gøre, det er jo også bare at knibe sammen og få det til at fungere …

Vi blev sat af bussen midt i Seoul. Og hold da fast en by. Der var et stykke vi skulle gå til vores lille lejlighed, og vi begav os af sted, med kufferter og tasker… og solen bagte.

Da vi endelig fandt hvor vi skulle bo og fik bakset alting op på 18. sal, begyndte min krop virkelig at sige fra. Jeg tumlede ud under den kolde bruser, for at blive kølet af og dernæst sagde Philus (som er sin mors søn) “Vi skal have noget æg og noget salt i dig” og så gik turen ellers for at finde et sted hvor vi kunne spiste.

Hvad vi ikke lige var klar over er at Seoul er fyldt med bakker og dale. Så hvad der på Maps så ud til at ligge 10 minutters gang herfra, var noget af en bjergbestigning. Men med Philius i hånden, så skulle det nok gå, var jeg helt overbevist om.

HEDESLAG

Da vi ankom til caféen, måtte jeg kapitulere. Der var heldigvis dejligt koldt, men der skal altså meget til at jeg bogstavelig talt lægger mig ned. Men det gjorde jeg. Midt på caféen, på en sofa.

Her i Korea står alt på Koreansk (ja det er vel egentligt forventeligt) men INGEN kan engelsk så Philius bestilte bare alt muligt mad på kortet. Og jo, der var da æg, men det må være nogle meget små høns de har her i landet, fordi jeg har da aldrig set så lidt scrambled æg i mit liv (men jeg var selvfølgelig også lidt konfus).

Til gengæld var der banana bread, flødeskum med sukker, bær, frugt og alt muligt andet sukkerskidt, som jeg ikke ved hvad er. Og så blev der bare fyldt på. Først væltede Philius salt ud over hele molevitten og så blev moderen beordret til at sætte sig op og begyndte at spise. Og det gjorde jeg så.

Jeg spiste alt på tallerkenen og da jeg var færdig, blev der skubbet en ny tallerken hen til mig. Og for jer der har set Pulp Fiction, hvor Mia tager en overdosis af heroin og hun derefter får sprøjtet adrenalin direkte ind i hjertet. Det var mig.

Hold da kæft, der blev sparket gang i systemet. Det var simpelthen som om jeg fik et skud adrenalin, og med ét der vågnede alt i hele min krop. Drengene blev nærmest helt forskrækkede. Og da jeg så ned på de to tallerkner, havde jeg ingen bevidsthed om hvad og hvor meget jeg havde spist. Men efter alt at dømme, på mine børns udtryk, tror jeg ikke de har set mig spise sådan før. Bagefter blev jeg fortalt at jeg også havde spist deres mad… så det må være det som man kalder mindless eating.

Da hele showet her var færdigt, listede vi stille af.. Jeg tror medarbejderne på caféen var lidt forskrækkede over min opførsel

Og da vi 10 minutter senere (hjemad gik det jo ned af bakke) ramte hotellet, gik jeg ud som et lys. Farvel og tak, blev der sagt. Og jeg vågnede kun få gange indtil det blev næste morgen.

Det må være det man på godt gammel dansk kalder ”hedeslag”.

Hedeslag i Seoul.

EN ANDERLEDES OPLEVELSE

Næste morgen var jeg stadig ikke på toppen, og det var tydeligt at se på min krop, at den havde fået et chok. For det første var mine ben helt vildt hævede og jeg var helt krøllet i huden efter dynen. Så jeg har virkelig bundet en masse væske. Og så var jeg bare tung over det hele. Og sulten.

Men nu var vi jo i Seoul og den skulle selvfølgelig udforskes og vi skulle jo have kilometer i benene. Men jeg måtte lige gøre en status i mit hoved.

Fordi denne her advarsel på koreansk, der var kommet af mange omgange på min telefon, fik vi oversat til, at alt udgang blev frarådet, pga. unaturlige høje temperaturer. Og så blev man anbefalet at køle sig ned og hvile ekstra meget.

Dernæst, så havde vi fyldt os med dårligt mad, hvilket min krop OVERHOVEDET ikke er vant til. Og ikke nok med det, så havde vi gået virkelig mange kilometer i dagene op til og i ekstrem varme, og så havde vi heller ikke lige fået sovet, og rejst i 24 timer oven i hatten.

Og så sagde min krop altså STOP. Og det manglede da bare. Og hold op jeg skammede mig, fordi én ting er at jeg ikke kan forudse det med maden i lufthavnen, varmen og søvnen, men at jeg tillader mig at ignorere signalerne fra min krop (eller i hvert fald tager let på dem og mentalt sammenligner mig med Supermand) det er sku for dårligt. Skam mig.

I dag kunne jeg dog mærke at min krop tilgav mig lidt og læben er begyndt at blive normal. Ligeså langsomt.

VIRKELIG DÅRLIGT MAD

Vi har nu udforsket Seoul de sidste dage, og det er til dels dét jeg havde forventet af byen, og så overhovedet ikke.

For det første så er der fyldt med dårligt mad. Det har der også været i både Vietnam og Cambodia, og faktisk også Malaysia (Thailand er bedst), men Korea slår ALT med mange længder.

Alt mad er overdynget med sukkesnask. Alt er sødt, og grønsager er en by i Rusland.

Jeg synes faktisk det er direkte ulækkert. Selv ost fylder de sukker ovenpå.

Og samtidig er der et overdrevet fokus på kalorier. I alle butikker og kiosker kan man få ”kaloriefattige” produkter. Når man så lige kigger nærmere (vi bruger den fantastiske funktion som google-oversæt har, at man kan tage et billede, så oversætter den) så er det meget højt på kulhydrat. Det kan godt være det er sukkerfrit, men der er så virkelig mange kulhydrater i og det er bare så misvisende. Og sådan er det jo selvfølgelig også i DK.

Så for første gang, på vores snart to og en halv måneds rejse, har vi svært ved at finde mad vi kan spise. Virkelig svært. Faktisk måtte vi opgive i dag og bestille en kyllingesalat på en takeaway app, og få leveret hjem til, som så bare var helt klam og ligegyldig.

Så at komme tilbage i ketose bliver en udfordring, som jeg ellers aldrig er for bleg til at tage. For første gang i mit DFL-liv er jeg presset på maden.

Men, én gang skal jo være den første.

Problemet er bare, at både Philius og jeg får det så mega dårligt, når vi ikke får ordentligt mad. Men det er jo et vilkår jeg bare må acceptere.

FREMMEDHAD – ELLER HVAD DET NU HANDLER OM

Jeg har aldrig, som i aldrig nogensinde i mit liv, mærket følelsen af racisme. Aldrig. Jeg ved slet ikke, hvad det vil sige. Jeg har ingen reference til en følelse af at blive set skævt til, kun på grund af min hudfarve eller mit udseende.

Men….. den følelse har jeg fået her i Korea.

Jeg er ikke altid den skarpeste kniv i skuffen, det ved jeg godt, så det tog mig lidt tid at opdage at flere ikke smilede tilbage til mig, når jeg smilede til dem. Jeg opdagede heller ikke først, hvordan folk glor på os når vi kommer gående. Faktisk var det drengene der opdagede det først. Jeg opdagede heller ikke helt de rynkede bryn der ind imellem blev sendt vores vej…… What!! Så måtte jeg jo ha google frem.

Så Korea er faktisk ikke særlig glade for vesterlændinge – eller andre, for den sags skyld. Der er åbenbart steder vi ikke må komme. Og der er en underliggende manglende respekt for hvide mennesker.

What!!! Siger jeg lige igen.

Faktisk kan jeg ikke helt forstå det, heller ikke når jeg sidder her og skriver det. Kan det virkelig passe?

Og jeg har taget mig selv i at opføre mig “afventende” for at se om folk er venlige overfor mig eller ej.

Og set i bakspejlet har vi allerede oplevet flere gange, at folk er uvenlige overfor os.

What!!

Og med ét mærkede jeg en snert af, hvordan det må være at være sort. Ja, jeg ved faktisk ikke engang om det er lovligt at kalde en mørklødet person sort mere, men du ved hvad jeg mener. Følelsen af at blive set ned på pga. min hudfarve. Og at der er nogen der behandler mig anderledes pga. dette.

What!!

Og dét som jeg har mærket mest er TVIVLEN, når jeg interagere med en fra Korea, altså i en butik eller i metroen. Tvivlen omkring om de vil behandle mig respektfuldt.

TEMPLET

I dag har vi været ude og se de smukkeste templer, vildt imponerende. Vi har også været på museum, hvor jeg bare må erkende, at koreanere da har hovedet helt dybt begravet oppe i deres egen mås. Fordi de tror da ting om sig selv, som omverdenen helt sikkert ikke er enig i (hvis jeg kan tillade mig at kalde mig selv for omverdenen).

I det sidste tempel vi var i, var der en gudstjeneste, eller hvad man nu kalder det. Og der fik jeg mig forvildet op på en trappe, fordi jeg var så begejstret over hele oplevelsen. Hvad jeg overså, var et skilt der stod på trappetrinnet, om at man ikke måtte betræde trinnet. Og det kom jeg så til. Ups.

Og imens jeg begejstret filmer, kommer der først én kvinde og hujer mig væk, og her vil jeg egentligt gerne sige at hun ”hujer”, men det gør hun faktisk ikke, først bagefter. Nej, hun tager simpelthen fat i min arm og skubber mig væk. Og faktisk imens jeg filmer. Man kan bare ikke lige se det, fordi jeg vender kameraet væk.

Og der kunne jeg mærke at jeg blev provokeret. Én ting er at jeg laver en fejl. Og jo, det er da dumt. Men at hun direkte tager fat i min arm som et lille barn og skubber mig væk, hold nu fast, det kunne jeg mærke i min mave. Og jo, bagefter hujer og vifter hun af mig, for at vise mig skiltet.

Om det her handlede om min race, det ved jeg ikke. Det kunne også bare være pga. helligheden i trinnet. Men der var en eller anden grænse, der blev nået. En eller anden følelse af uretfærdighed over at blive set ned på og behandlet anderledes, fordi jeg har den frækhed at besøge et land i Asien.

HOVEDET HELT OPPE I DERES EGEN MÅS

Så på det museum kunne vi jo læse hvor højt og flot Korea skriver om sig selv. Hele deres fokus på ”naturlighed”, fromhed og om hvor fantastisk et land de egentlig har sig. Og jo bevares, det handler jo om at tale sig selv op, men naturlighed er nok ikke det man møder mest af.

Her i Korea er der ikke meget naturlighed over menneskene. Der er ingen tvivl om at Seoul er ekstremt moderne (og jeg kan selvfølgelig ikke udråbe mig selv som ekspert I know) og de har mange dyre biler, og en masse flotte skyskrabere. Men naturligt er altså ikke ordet. For det første bærer alle kvinder et lag af makeup. De er sol forskrækkede (men ikke på samme måde som i Vietnam, det var helt vildt ) og så er plastikoperationer noget man indirekte opfordrer til. Forældre bruger skønhedsoperationer som en belønning til deres unge mennesker. Dertil kommer det overdrevne fokus på at være lille og ekstremt tynd. Og måske er det derfor vi bliver set på som freaks, fordi vi sidder jo gerne i solen og vi er jo giganter i sammenligning med dem.

Deres skolesystem er overgjort og de unge bliver pisket frem, det er i hvert fald mit indtryk. Og så er normalvægtige faktisk fede her. Det er plus size af være en størrelse 38. De voksne kvinder klæder sig ud som små piger, helt hvide med sort glat hår og rottehaler. Og en rød trutmund, helst kun med læbestift på underlæben, for at fremhæve det ”truttede” (ja det behøver jeg så ikke disse dage).

Man ser dem i helt korte nederdele og med enten små strømper eller knæstrømper og så har de enorme sko på, så de ligner 6 årige skolepiger. Og faktisk kan det være svært at se forskel, da de jo er så små i det hele taget.

Det lyder åndssvagt, men den er altså god nok.

Og så slæber de rundt på bamser og dingenoter – og hunde.

Ikke nok med at vi har set flere gå med deres hunde i gennemsigtige plastiktasker bærende på maven, men vi ser altså voksne gå med almindelige tasker, hvor der er plastikvinduer i, som sådan et udstillingsvindue til bamser.

Altså What!!

Og de kigger på os som mærkelige…

Men, det er jo nok sådan det er… Hurre for forskellighed og fedt at vi ikke alle er ens Og selvom jeg måber og glor, så er det jo det som er fedt ved at se andre kulturer..

KOREAS HISTORIE – SUCK IT THE FUCK UP PATRICIA

Vi har jo for vane at gå direkte ind i de forskellige krige, der hvor vi er kommet. Og en af dagene må vi jo nok også sætte os mere ind i koreakrigen.

Lige pt har mit sårede ego ikke særlig meget til overs for koreanere, og det er selvfølgelig fordi jeg aldrig har oplevet uretfærdigheden ved racisme før.

Og så er det jo nok egentligt her, det er på sin plads at bruge sætningen:

“Suck it the fuck up”

til sig selv, da jeg jo på INGEN måder har oplevet noget af det man kalder racisme, på min egen krop.

At der er et par stykker der ikke vil smile til mig, eller en kvinde der hujer mig ud af et tempel, det får jeg nok ikke de største traumer af.

Men derimod, hvad afroamerikanere oplever hver dag i USA, det er noget helt andet – og foruden, så kan jeg jo heller ikke kan tillade mig at kloge mig på dette, fordi der er jo også racisme mod hvide og det er så kompliceret i det hele taget. Og alt muligt andet forfærdeligt der sker verden over. Det er jo helt vildt!

Men én ting ved jeg:

Af at rejse ud i verden, bliver jeg mere og mere bevidst om alt det jeg ikke ved.

Og fremover så tror jeg faktisk at jeg vil øve mig i at holde kæft.

Fordi verden simpelthen er så kompleks et sted….

Og hvem i alverden er jeg til at udtale mig om noget som helst.

Jeg har bare gået rundt i min egen lille bobbel og syntes det var synd for mig, når jeg fik en fucking parkeringsbøde (og hvem er det lige der har parkeret bilen??) eller når livet var så uretfærdigt at der var udsolgt af mayo i REMA.

Suck it the fuck up, Patricia. Og hold kæft! Det må være dagens lektie!

Og til sidst..

Stort trutmund kys herfra