Vi ankom til Ipoh i forgårs, hvor jeg jo allerede havde en lidt vantro fornemmelse, i taxaen. Jeg var på daværende tidspunkt ikke klar over hvorfor. Men, det skulle ikke tage langt tid at finde ud af, at Ipoh ikke var hvad anmeldelserne beskrev, men i stedet fik vi nogle helt andre oplevelser end forventet.

Vi ankom igen til den “hotel-form” jeg føler er lidt suspekt. Jeg er imponeret over hvor mange regler der behøver være. Jeg havde endda fået tilsendt billeder af hvilken slags badetøj jeg måtte bade med, i poolen – og selvfølelig billeder af alt det jeg ikke måtte bade med, også. Sjovt nok som man kan føle sig halvkriminel, bare ved at få tilsendt en liste med 25 ting der skal overholdes. Og helt ærligt, så opgav jeg poolen på forhånd, det var simpelthen for bøvlet.
Selve lejligheden på hotellet var dog helt fin, men bygningen var som en fæstning, og hele byen var nærmest faldet i søvn.

CHINA TOWN IPOH

For det første, så må vi havde boet i China Town Ipoh (vidste ikke det fandtes), fordi alt var kinesisk, alt var skrevet på kinesisk, og der var kinesere over det hele. Så det var lidt som om, at vi var ankommet til en helt anden verden end den vi havde regnet med. Alle skilte var enten på kinesisk eller arabisk, og det gør faktisk ingenting til forskel for mig. Jeg fatter INTET.

Ipoh føltes som en sovende kinesisk by, med en blanding af kinesere og selvfølgelig også en del muslimer. Da vi dagen efter ankomst, var i en taxa, spurgte vi hvorfor der var så mange kinesere, og driveren fortalte at de var kommet til Ipoh for at grave/mine efter tin. Han var selv kineser og havde travlt med at fremhæve at det malaysiske folkefærd var dovne, og det var kineserne ikke, så derfor var de i gang med at overtage byen. Selvfølgelig.

DEN SORTESTE WHITE COFFEE

Vi havde selvfølgelig hørt om denne her berømte White coffee, som man kan få i Malaysia, så vi måtte selvfølgelig forsøge at finde en café, som kunne tilbyde denne. Og her er det så at der bliver virkelig underligt. Fordi, den hvide kaffe er egentligt mere sort end den sorteste tjære. Og når man bestiller en hvid kaffe, så putter de en smule kondenseret mælk i (meget sødt) så den bliver lysebrun. Den skulle Philius og jeg selvfølgelig ikke have, så vi bestiller en hvid kaffe, uden kondenseret mælk, og får så den sorteste sorteste kaffe, som vi så skal hælde over en kande med isterninger. Og hold nu da op det smagte grimt – altså virkelig ækelt. Dårligt nok af kaffe. Vi sad og undrede os over det her med sort og hvid for en stund, og forsøgte så at bestille lidt mælk, bare for at vi måske kunne fange lidt af charmen, ved den sorte hvide kaffe.
Til vores forbløffelse kunne det simpelthen ikke lade sig gøre…. Ha, det er jo sjovt.

SPEJLSØEN

Selvom jeg heller ikke fandt selve Ipoh særlig charmerende (jeg ved ikke hvilke ord jeg ellers skal bruge) så havde vi en rigtig skøn oplevelse på grotte-tur og selvtur til en spejl-sø. Virkelig smukt. Og jeg synes også at jeg fandt en smule af den streetart-kultur, som Ipoh er kendt for. Men det var dog ikke meget. Jeg synes det var svært at finde noget lækkert mad, og igen, jeg følte slet ikke venlighed fra de lokale. Overhovedet. Og det har jeg åbenbart brug for – det anede jeg slet ikke.

Men, selvom jeg flere gange har konkluderet med de lidt negative briller på de steder vi har været, så føler jeg alligevel at jeg ikke vil være det foruden.

Vi besøgte først en kæmpe grotte, hvor vi så de smukkeste drypsten og en helt brun sø. Vi gik på sten-terapi og læste om alle Budda’s mentorer. Vi sejlede igennem den skumleset lange indgang til en grotte, for at komme ud i det smukkeste paradis, fuldstændig uberørt at mennesker, kun larmende stilhed og natur. En fuldstændigt lammende syn af skønhed og også ydmyghed af en slags.

FARVEL TIL KØBENHAVN

Jeg har jo taget denne her voldsomme beslutning, at sige helt farvel til Danmark for en stund, og den anden dag indsendte jeg opsigelsen på vores hus. Jeg føler at det er den helt rigtige beslutning. Vi har været enormt glade for at bo i København – det er jo et fantastisk sted, og jeg har så mange kærligheder der, men jeg mærker så tydeligt at jeg ikke skal bo der lige nu.
Jeg har det meste af mit liv haft en modstand på at købe bolig. Jeg gætter på at det kommer af, at jeg har brug for følelsen af frihed. Og endnu engang priser jeg mig lykkelig for, at vi ikke købte huset i København. Fordi nu kan vi bare sige farvel og tak, og rejse ud på nye eventyr. Dén følelse elsker jeg.

Kenneth er så allerede gået i gang med at flytte flere af vores ting over i sommerhuset i Nordjylland, inden han støder til os herude.

THAILAND

I morges stod vi tidligt op og tog til togstationen, for at komme på den der romantiske togtur til Thailand, som jeg havde besluttet mig for den skulle være, Den blev måske ikke så romantisk, men den var super fin og det kørte bare som i Lurpak. Det kan alligevel noget, det der med at stå med alt sit habengut på en station, uden at vide hvordan man kommer videre. Tumle ud af et tog og gå over grænsen til et andet land, eller ende på en busterminal, hvor man hverken kan læse eller forstå hvad folk siger eller skriver. Og det var så sådan det blev. Alt det vi ikke ved, alt det vi ikke kan planlægge, alt det som bare “bliver til”, det er så fedt.
Og man skulle jo tro at dette her projekt ville være helt forfærdeligt for Walther, som helt sikkert har været meget tæt på at få en angst-diagnose (ja, det er jo sjovt med skomagerens børn, ik) men han reagerer så positivt. Han fortæller selvfølgelig hvis hans hjerne begynder at snakke til ham, og hvad den siger, men han øver sig i at få angsten til at sætte sig over i sofaen med en kop the. Vi snakker meget om, at angsten er lavet for at beskytte ham mod alt der kan gå galt, den har bare lige brug for lidt ferie, fordi den er stresset.

Han udvikler sig med lynets hast, og det er ikke den samme dreng der forlod Danmark for en måned siden, som ham jeg sidder ved siden af nu. Hold kæft jeg er taknemmelig.

PÅ GRÆNSEN

Vi ankom over middag til grænseovergangen Pedang Besar, som byen også hedder, som ligger på hver sin side af grænsen, altså der er to byer med samme navn. Vi fik fat i en taxi og begav os mod Hat Yai i Thailand. Da jeg stod ud af taxaen, kunne jeg så tydeligt mærke noget “andet”, end den følelse jeg havde i Malaysia. Det er netop dette her, som er så svært for mig at forklare, denne her følelse af ”steder”. Thailand er noget helt andet end Malaysia. Jeg følte nærmest at jeg var hjemme. En form for tryghed, og følelsen af noget velkendt – også selvom jeg aldrig har været i Thailand tidligere.

Så, nu sidder jeg her i en bus, der suser afsted op gennem Thailand, med Walle halvt liggende på min højre arm -og føler mig tryg, glad og hjemme. Det er da underligt. Bussen er på vej mod Phuket, hvor vi ankommer sent i aften, så dagen i dag har kun været rejsedag. Jeg tror vi alle har behov for at blive det samme sted for en stund, og vi skal også have filmet mit nye træningsforløb færdigt med Philius, lagt den næste plan over hvilke steder vi skal afsøge til vores retreat.
En måned er næsten gået hvor vi har været på farten. Jeg har lært så meget om mig selv, om mine børn, om verden, mennesker, kærlighed, glæde, de små værdier, sorg, savn og frihed. Små ting er blevet ligegyldige, andre ting er blevet enormt vigtige, og rækkefølgen er blevet byttet rundt mange gange. Men én ting jeg kan sige med sikkerhed er: Det var det helt rigtige at rejse ud, og bryde Hamsterhjulet.

Jo, og så mærker jeg også hvor meget jeg savner Kenneth…. Altså SÅ meget.
Jeg tror også at det var den helt rigtige beslutning, at jeg rejste ud alene og jeg ville slet ikke have lært de ting, som jeg har lært, hvis det ikke var blevet sådan her. Men jeg kan også mærke, at nu må han godt komme. Jeg savner mit andet ben, og det er Kenneth virkelig for mig. Selvom jeg er en bad ass, og sagtens kan klare mig selv (og helst heller ikke vil indrømme andet), så er livet bare ikke det samme uden ham. Han er min wingman, min tryghed og min kærlighed. Og så er han bare mega sjovt samtidig..

Og hvad kan man så mere ønske sig.. nej vel!