Du har helt sikkert hørt mig sige før: ”Fleksible mennesker, har langt flere fordele, end ikke-fleksible mennesker” eller ufleksible, om man vil.

Og hvad betyder det egentligt?

Jo mere fastlåste vi er, jo færre fordele har vi. Jo sværere bliver mange ting, udfordringer, planer, livet faktisk.

Og det kan vi jo sætte over på alverdens ting i livet. Jeg anser faktisk mig selv som utrolig fleksibel og tilpasningsdygtig. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg føler faktisk at jeg er utrolig hurtigt til at omstille mig. Jeg er hurtig til at ændre planer, hvis planen ikke holder, og det gjorde altså ikke for os.

Vi er jo Thailand i regntiden, og hvis man kender lidt til Thailand, så ved man også at regnen kan danne oversvømmelser i stor stil. Vi havde jo netop planlagt at skulle tilbage på Phuket, fordi der var nogle hoteller vi skulle se på, men da vejrudsigten melder store mængder regn, så blev vi nødt til at tage en hurtig beslutning.

Der er flere hoteller vi også havde planlagt at skulle se på i Hua Hin, som ligger nordøst for Krabi, altså der hvor vi har været den sidste uge, så vi måtte tage en hurtig beslutning om at komme nordpå i stedet.

Og vupti, fik vi fat i en chauffør som kunne køre os. Vi fandt hurtigt et sted at bo, og så drog vi nordpå tidligt i morges.

HUA HIN

”Åh altså, Thailand, du er så skøn”, siger jeg bare. Vi ankom sen efter middag til det skønneste lille hvide træhus, som er en blanding af vesterhavs-hygge og græsk skønhed. Lige ved siden af, ligger det lækreste night market, som Thailand er så kendt for. Nu har vi jo været MANGE forskellige steder, de sidste 5 uger, og både Phuket og Krabi (også i Thailand), er slet ikke som Hua Hin. Nu er jeg jo ikke så berejst i Hua Hin endnu, eftersom i ankom for 5 timer siden, men her er en helt anden stemning end hvad vi tidligere har prøvet.

Både i Krabi, Ao Nang og på Phuket, var det ind i mellem lidt belastende at gå ned ad gaden, da vi hele tiden blev antastet. De shops vi så, som der var en million af, havde de samme vare at sælge. Der var uro på en måde. Og jeg kan da godt fortælle dig, at jeg er blevet opmærksom på stemninger, vibes og hvordan steder føles, de sidste 5 uger. Jeg kunne nærmest mærke forandringen, bare vi kørte ind i byen.
Selvom Hua Hin er en langt større by, end dem vi har besøgt her i Thailand, så er der ro. Den er også meget moderne, men har stadig den samme thailandske stemning, med alt det fede som vi elsker ved Thailand.

Jeg er nok blevet lidt forelsket, må jeg sige.

I morgen, hvis alt går som det skal, drager vi ud for at se på hoteller her.

NIGHT MARKET

Vi har været på flere af de her night markets, og det her i Hua Hin, er det som tiltaler mig allermest. Smukt, rent, pænt, fyldt med thaier, smukke ting, lækkert mad og en afdæmpethed, som jeg virkelig synes om.

Vi så de dygtigste kunstnere, som malede smukke malerier, pustede glas, smukt handmade tøj, som jeg desværre ikke fik billeder af. Og lækkert mad. Og ikke mindst, fantastisk stemning. Og imens jeg ligger her, i det skønne lille hvide træhus, kan jeg høre musikken derfra. Walle er ved at fikse noget på computeren, Philius børster tænder (han er stadig en smule medtaget efter feriemaven) og Kenneth sidder og arrangere med de hoteller, som vi gerne vil se på.

TAXA-TUREN

Turen i taxaen tog knap 9 timer. Jeg har næsten ikke sovet i nat, fordi jeg forsøgte at løse nogle ubekendte faktorer i mit hoved – og nu ved man jo godt, at klokken tre om natten, der løser man alt – som i overhovedet ikke!!! Men, jeg havde fået en tanke i mit hoved, som jeg ikke kunne slippe. Uanset hvor meget jeg forsøgte. Dog fik jeg alligevel nogle indsigter, så helt spildt var det ikke. Men da uret ringede klokken 06, og sidst jeg kiggede på klokken, der var den 03.12, der var det ikke begejstringen for min løste gåde, der fyldte mest.

Men, denne her taxa, var jo fantastisk. Vi har jo kørt meget i bus -hvilket jeg synes er så fedt, fordi jeg havde aldrig nogensinde i mit liv gættet på at jeg var bus-typen (hvis der findes sådan en). Jeg har følt mig som en rigtig globetrotter, når vi har kørt i bus. Men, det var altså ikke muligt fra Krabi til Hua Hin, så taxa måtte der til. For sådan en tur, i en luksusbil, med sæder der kunne lægges helt ned, og plads til 9 personer, gav vi lige lidt over 1000 kroner. Det er jo for sindssygt, det kan man jo knap nok komme fra Rådhuspladsen til Ørestaden for.

Lige da vi kørte ind i Hua Hin, råbte Kenneth pludselig at vi skulle kigge til højre. Og Walle og jeg vendte os for at se hvad der var så vildt. Det eneste vi så var hovedvej. Og jeg kiggede på Kenneth med rullende øjne (lettere irriteret) som om: ”Hvad i alverden skulle vi se”.

Han bliver helt underlig og forsøger at sige noget uden lyd, og jeg (så blond som jeg er) bliver bare mere irriteret og øjnene ruller rundt i hovedet på mig. Faktisk tænker jeg lidt ved mig selv, at nu har han da tabt sutten.

Walle, som sidder med høretelefoner, kigger ned i sin telefon og så har Kenneth mulighed for at fortælle mig hvorfor vi skulle kigge til højre, og IKKE til venstre. Midt på vejen, der lå en død kvinde. Hun var væltet på scooter og hun havde ikke hjelm på. Og der lå hun så, med kraniet smadret midt på vejen. Der var opsat kegler, men folks stod et par meter væk, det var ret tydeligt at der ikke var mere at gøre.

Det var lidt af en mavepuster.

Med det samme ryger mine tanker hen på om hun havde børn. Det havde hun jo nok, da hun var på min alder.

Og vupti, en lille fejl, så var hun væk. Dét var så det. Hold op det kan da gå hurtigt.

Og bagefter så tænker jeg, hold op hvor er det dumt at køre uden hjelm, hvilket rigtig mange gør her. Hvorfor? Jeg forstår det ikke… Det tager 4 sekunder at tage en hjelm på, så hvorfor ikke gøre det??

Og hold op hvor er jeg glad for at Walle ikke så det. Åh altså, hvor ville det havde været synd for ham. Det havde i hvert fald ikke gjort noget godt.

Vi har jo suset afsted på scooter hver dag, imens vi har været afsted. Godt nok med hjelm hele tiden. Og én ting er jo at man ikke får knust sit kranie (måske) hvis man har hjelm på, der er ski også mange andre ubehagelige konsekvenser jeg kan komme i tanke om.

Udfordringen er, at det er bare måden at komme rundt på. Det er simpelthen så nemt og alt andet er besværligt, og det er jo selvfølgelig også derfor der er så mange der gør det. Og jeg ved jo godt, at der er alt muligt andet der kan gøre en ende på det. Men det var bare tragisk det her.

Men, lige i det her øjeblik, mindede jeg lige mig selv om, aldrig at køre over evne. Aldrig at lade mig presse af andre biler eller scootere. Bare køre stille og roligt (som jeg i forvejen gør) og sådan bliver det.

Min far har altid sagt: ”man skal ikke friste skæbnen” og det kan man jo analysere rigtig meget på. Jeg tror faktisk at der kommer en dag, hvor vores nummer er oppe, og det er der nogle helt andre der bestemmer, hvornår er. Men, han har ret. Det er dumt at gøre noget der er på kanten, og samtidig skal frygten heller ikke forhindre os i at leve. Det må være det man kalder en balancegang.