I går var så dagen hvor Walle blev 14 år – og det var samtidig dagen hvor Kenneth kom.

Tidligt om morgenen kørte Philius og jeg på scootere ud for at finde et hotel, som vi lige ville se, da det tilsyneladende ville være helt perfekt – og hvor vi også ville kunne bo. Jeg havde forsøgt at tage kontakt til ejerne, men uden held, så vi steg på motorbanditterne og kørte selv.

Philius har jo kørt scooter i årevis, så det er helt okay at han kører fra mig, men på en eller anden vis, så havde vi fået to forskellige ruter på vores gps. Så efter en halv time ringede han og spurgte hvor hulan jeg befandt mig, og der kunne jeg så se at jeg havde kørt en enorm omvej. Men, på vejen så jeg så meget. Pludselig kom der to elefanter gående, og igen måtte jeg bare smile over hele femøren.

Da jeg endelig nåede frem, til en knap så fornøjet Philius, som nærmest var smeltet sammen med asfalten, begav vi os ud det sidste stykke for at finde hotellet. Men hotellet var så forsvundet. Der var ikke længere noget hotel, men en pløjemark.

Imens vi holdte der, ret så skuffede, ringede Kenneth for at sige at hans kuffert ikke var kommet med flyet. ”Ejjjj pis” tænkte jeg. Da alle Walles gaver var i kufferten.

“Så må vi da finde en kage i det mindste”, tænke jeg. Og afsted gik det, af den rigtige rute, for at finde en kage. Og kager, dem finder man bare ikke på samme måde som i DK, da der ligesom ikke rigtig findes bagerbutikker – eller Føtex her. Turen hjem tog så lang tid, at da vi kom tilbage til huset, stod Kenneth og Walle og viftede med arme og ben, han var kommet – og Walle var vågnet.

Men, Walle er en sej gut, så han accepterede selvfølgelig at der ingen gaver var, og så røg vi alle i poolen og spillede UNO. Åh hvor er det dejligt at flokken er samlet igen. Sikke en ro jeg får, når Kenneth er hos mig. Det er fantastisk at være 2 voksne. Og så var vi også lige en nummer fire til vores UNO.

Om aftenen fandt vi et lækkert spisested ved stranden. Det skal jo ikke være en hemmelighed, at deres drinks ser meget indbydende ud herude og vi har ikke fået alkohol mens vi var her. Så der blev bestilt de flotteste af de flotteste. Og som jeg selvfølgelig havde forudset, så skal der ikke meget til før jeg bliver ramt. Og ikke kun ramt af alkoholen, men jeg binder så sørens meget væske i min krop, når jeg går ud af ketose. Og det gør man jo, så i dag har jeg simpelthen elefant-ben. Men, så passer jeg jo lige ind her i Thailand, med alle de skønne elefanter.

PÅ TUR MED KENNETH

Philius, som er så fantastisk god til at holde os gamle i gang, havde planlagt alverdens ting vi skulle i dag. Vandfald, hot springs og smuk natur. Jeg startede forløbet SOMMERSTÆRK med første live-undervisning kl. 15 thailandsk tid, og det kunne vi godt regne ud, nok blev lidt knebent. GPS’en er jo sat til bil, og ikke til scooter-tid, så drengene måtte fortsætte selv, og Kenneth og jeg kørte tilbage.
På vejen tilbage slog det mig: ” Fuck, Philius har nøglen til gaten i villaen”. Og dernæst tænke jeg: ”Vi kravler bare over gaten” – og der så man så Kenneth og jeg gå i Dum Dummere-stilling. Kenneth på sin røde scooter og jeg på min lyserøde, totalt foroverbøjet (for vindmodstanden) komme susende afsted, i tidsnød for at nå at komme hjem til undervisning. Dernæst så man så, Kenneth kravle først over mjren, hvorefter han fandt en skraldespand, som han heflede over på den anden side til mig, og så mig, op på skraldespanden og over hegnet. ”Hold op”, tænkte jeg. Hvorfor er der ikke nogen til at filme det her.

Og endnu engang, der gik det bare så fint og ingen opdagede hvilket show vi havde været ude i, for at nå det hele.

Her til aften begyndte det at regne, alligevel tog vi på det lækreste foodmarket, fyldt med boder med det lækreste lækreste mad. Og som det jo er i Thailand, så regner det og så skinner solen. Og sådan var det også i dag. Vi gik en lang tur langs vandet, så på butikker med alverdens tingeltangel, og det var bare fedt at gå med hinanden. Walle fik ondt i fødderne, da hans nye slides lige skulle tilgås, så han røg på skulderen af Philus og imens jeg gik med Kenneth i hånden, bag mine store unger, der måtte jeg igen lige knibe mig i armen. Hvor er det dejligt.

ET TYPISK BILLEDE AF KENNETHS OG MIT FORHOLD

Da vi sad på markedet og fik lidt at spise, tog Philius et billede af Kenneth og jeg og bagefter udbryd han: ”Det her billede er bare et typisk billede på jeres forhold”. ”Kenneth siger et eller andet HØHØ-sjovt og du ruller med øjnene eller rynker brynene”. Og ja, det er et typisk billede på vores forhold. Og egentligt ville jeg gerne kunne beskrive det bedre, men det kan jeg nok ikke.
Men det man ikke ser på de billeder der bliver taget af os er, at uanset hvad, så kan jeg altid regne med Kenneth. Han siger altid ja, når jeg finder på noget skørt. Han er den der springer over gaten først, og hjælper mig over – og når vi kører på scooter, så er han bagtroppen, som har overblikket over os alle sammen. Og det sidste han kunne finde på, i hele verden, var at køre fra mig. Og når vi kommer susende der, i thailandsk natur, så er det godt at vide, at ham jeg elsker, han ligger lige bag mig og passer på mig. Det har han gjort i 3 år nu – og det bliver han nok ved med.