Helt fra lille af…

Oftest får vi konstateret diabetes type 1 i en tidlig alder, og der er derfor en del børn og unge, der kæmper med denne sygdom hver dag.

I gamle dage kaldte man type 2 diabetes for gammelmandssukkersyge, indtil man fandt ud af, at det også var gamle koner, der kunne blive ramt. De seneste år er også unge mennesker blevet ramt af type 2 diabetes.

Det vil sige, at hos børn og unge har vi både type 1 og type 2 i spil på samme måde som hos voksne.

Man kan man godt forstille sig, at det som barn er virkelig besværligt at skulle håndtere en diabetes 1, at skulle måle sit blodsukker, at stikke sig flere gange om dagen og samtidig tænke over, hvad man putter i munden.

I og med at vi over hele verden oplever en stigning i diabetes 2 (også i u-landene – der p.g.a. urbaniseringen og forskellige andre faktorer, spiser ringere og ringere), så må der jo være noget galt med den kost, vi putter i munden -hele verden over. Det burde virkelig få alarmklokkerne til at ringe, når selv små børn får konstateret diabetes type 2.

Man kan ikke give insulin mod type 2 diabetes, – da der faktisk ikke er noget galt med insulinproduktionen, men derimod er det receptorerne, der skal fange signalerne fra insulinen, det er galt med. Den måde, man får has på type 2 diabetes, er med kosten – man kan læse rundt omkring på nettet og i medierne, at type 2 diabetes kan holdes nede ved kostændring.
Alligevel er det ret vanskeligt for mange, der netop lider af denne sygdom at få det til at fungere. Patienter med type 2 diabetes bliver nemlig også anbefalet at inkludere kulhydrat i kosten. Man kan forstille sig det lidt som om, at insulinen er en telefonsælger, som ringer hele tiden. I starten løfter man røret – altså man reagerer på opkaldene. Men efter få dage hvor telefonen har kimet i et væk, begynder man ganske enkelt at blive resistent over for den konstante kimen, man tager ikke telefonen og på samme måde, er det med type 2 diabetes.

De receptorer der skal reagere på insulinet, er simpelthen blevet døve af at blive kimet ned.

Og det er, hvad der sker, når man lever uhensigtsmæssigt over længere tid.

Hvorfor er der mange, der ikke kan få “det til at fungere med kosten”, selvom man udmærket er klar over, at det er det eneste, der virker?

Jamen man kan jo forstille sig, at det måske ikke er hensigtsmæssigt at spise kulhydrat, når man har en overproduktion af insulin. Så hvis man nu lod være med det – hvad ville der så ske?

Fordi kroppen i bund og grund ikke har brug for kulhydrater, men kører mindst ligeså godt – om ikke bedre – på energi fra fedt, så er der vel sådan set ikke nogen grund til at gå og fylde sig med kulhydrater, altså hverken kartofler, brød, pasta ris osv. – heller ikke de grove slags.

Der må jo være noget galt med det, vi putter i munden over det meste af kloden, siden vi aldrig har lidt så meget af livsstilsygdomme, som vi gør i skrivende stund! Man kan sige, at tingenes tilstand er en god indikering af, at der er noget, vi gør galt – eller der er noget, vi får at vide, vi skal gøre, som måske bare ikke helt holder vand.

Et af eksemplerne er, at vi får at vide, at vi skal spise fedtfattigt…

– Vi er blevet anbefalet af Sundhedsstyrelsen at spise fedtfattigt siden 80’erne. Og hvordan er det så gået siden da? Ja ikke særlig godt. (Jeg kunne godt diske op med alle mulige grafer og kurver – men jeg får skældud af min mand, fordi han mener, at jeg er en nørd, og folk ikke gider høre på alt det nørderi). Men jeg vil bare lige understrege, at dette ikke er noget jeg finder på.

Jeg er sikker på, at I nu tænker det samme som jeg: Livet er ikke særlig fedt for rigtig mange verden over, og det er rigtig trist.

Kærlig hilsen Patricia