NO REGRETS

Jeg har netop lige svaret en besked fra en af mine elever, som er under uddannelse. Hun spurgte mig: ”Hvordan har du det egentligt?” Og det er jo et rigtig godt spørgsmål, fordi, nok for første gang i mit liv, har jeg haft to måneder, hvor jeg næsten ikke har forholdt mig til netop dette.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at vurdere på min tilstand og reflektere på andre, over andre og for andre, over mig selv, mine resultater, mit liv, mine følelser, mine valg og min fremtid og over rigtig mange navlepillende ting. Dette er ikke ment som noget dårligt, altså navlepilleriet eller alle de andre refleksioner, fordi det er nok noget af det der har holdt mig til ilden, både i forhold til min egen udvikling, men også min karriere og ikke mindst de produkter og programmer jeg har udviklet gennem årene.

Disse er blevet til, ud af min egen udvikling, tanker, udfordringer og reflektioner -og har hjulpet mange tusinde mennesker. Og det er jo en god ting.

Men, de store selvreflekterende moments, har jeg ikke haft siden vi rejste ud i verden (altså jeg har ikke taget hoved under armen og bare tumlet afsted, men jeg har ikke selvreflekteret særlig meget). De mest selvreflekterende øjeblikke har været, når jeg har skrevet disse indlæg.

2 MÅNEDER I MORGEN

Men nu blev jeg jo spurgt hvordan jeg har det…. Og det brugte jeg lige et par minutter på at tænke over. Faktisk havde Philius, Walle og jeg lige et moment, hvor vi sad på en tagterrasse og spiste aftensmad, med livemusik og udsigt over floden i Phnom Penh.

Hold op hvor har vi da oplevet mange ting de sidste 2 måneder (i morgen er det nøjagtig 2 måneder siden vi rejste ud), sikke alle de kilometer vi har tilbagelagt og sikke nogle fantastiske steder vi har besøgt.

Vi har jo levet som fuldstændige nomader. Vi har boet i kufferter og på enten hoteller eller Airbnb’s. Vi har klaret os med det vi havde med og endda sat ting af undervejs.

Hold op hvor kan man klare sig med lidt. Det er også lidt af en åbenbaring.

I mit stille sind tænkte jeg lige over, om det har forandret mit forhold til mine børn, dem imellem, jeg og dem imellem, og om de ser anderledes på mig?

Jeg har altid været virkelig tæt på mine børn, så umiddelbart føler jeg ikke at der er noget der er forandret, men jeg tror det har forandret noget mellem dem. Der er jo 6 år imellem dem, så de har ikke haft det her ligeværdige søskendeforhold, men nu hvor de begge er henholdsvis 20 og 14, så er forskellen ikke så stor mere. De taler om de samme ting (ting jeg ikke forstår) og interesserer sig for flere af de samme ting. Men… hold nu op hvor er det et privilegium at have muligheden for at gøre sådan her, og jeg tror at det her vil ændre deres forhold. Fordi vi har jo kun hinanden. Vi er sammen til alt. Vi gør alt sammen og taler jo kun med hinanden.

HELVEDE FRØS TIL IS

Jeg tror jeg ville have gættet på, at der ikke gik andet end et par minutter, så ville jeg have gang i alle mulige nye mennesker, som vi faldt over på vores vej. Men det er bare ikke sket. Jeg har simpelthen ikke haft lyst til at tale med folk. Jeg har ingen talt med, siden vi tog hjemmefra, heller ikke venner og veninder. Ingen.

Og faktisk tror jeg det har været så sundt for mig. Det har været sundt at holde kæft og det har været sundt at hvile ørene.

Jeg har talt med kollegaer, mine forældre og klienter. Men ellers har der bare været radiotavshed. Og det tror jeg virkelig jeg har haft brug for. Faktisk helt uden at vide det.

Det går faktisk først helt op for mig lige nu, at jeg har ikke talt sådan rigtig med andre mennesker i to måneder. Ha, ja der var nok nogen der ville sige at det så var den dag helvede frøs til is. Men jo, det er altså sket

Så da spørgsmålet lød, om hvordan jeg har det, så har jeg nok aldrig haft det bedre. Men uden at reflektere over det. Jeg kan bare mærke at jeg er glad -hele tiden. Jeg er eventyrlysten – hele tiden. Jeg har energi og overskud – hele tiden. Jeg er positiv og let – hele tiden (altså undtaget når jeg er ved at få stjålet mine organer) og samtidig, så bliver jeg berørt, når der er noget at blive rørt over, jeg bliver vred, når der er noget at blive vred over og jeg bliver ked af det, når er der noget at blive ked af det over. Helt uden at reflektere.

Og her er det jo at ”for lidt og for meget” kommer ind i billedet. Lidt ligesom det faktum, som er at jeg er gået ind i en fase af mit liv, hvor jeg er lettere beskidt og småkrøllet.

Nogle har behov for at tone ned, andre har behov for at tone op, nogle har brug for at reflektere og vurdere mere på deres liv og andre på mindre. Og jeg har måske haft behov for mindre.

Og når man kaster hele sit liv op i luften, og GØR NOGET ANDET, så åbner man også for muligheden for at der SKER NOGET ANDET og det er der om noget i hvert fald gjort her.

For første gang i hele mit liv er der blevet slukket på første etage… og det vurderer jeg som en velfortjent pause.

AT VÆRE TIL STEDE I NUET

Da jeg var ung, havde jeg svært ved at være til stede i nuet. Mine tanker var hele tiden i fortiden eller fremtiden. Efter jeg fik børn, ændrede det sig en del. Men, med det liv jeg havde valgt at leve, og en karriere som jeg fik skabt med stor succes, så var der mange elementer, der hele tiden trak både mod fortid og fremtid. Mange ender skulle jo nå sammen og der var mange ting der hele tiden skulle planlægges og fremtidssikres. Jeg vil ikke sige at det har været frygtbaseret, fordi der synes jeg at Livsdesign har lært mig at give slip på frygt, men fornuftbaseret er nok et bedre ord. Rationelle fremtidsbeslutninger har jeg været rigtig god til. Og så har jeg i det hele taget været god til at gå mod mine drømme, uanset hvad de har været.

ET LIV DER ER VÆRD AT LEVE

Jeg har eddermame haft et vildt liv, med så mange fede oplevelser, mange fantastiske stunder, mange fantastiske mennesker og oplevelser og jeg har elsket næsten det hele.

Jeg har været impulsiv, når det skulle til og jeg har været fornuftig, når det skulle til, og så har jeg trodset frygten, når den har meldt sig (for at passe på mig), og sagt: ”ske hvad der må ske” og så har jeg sprunget.

Jeg har elsket mange mennesker, jeg har lukket døren til mange, jeg har læst så ufattelig mange bøger, grinet så jeg bogstavelig talt har tisset i bukserne, danset til den lyse morgen og jeg har grædt ufattelig mange tåre.

Hvis dét ikke er at leve, så ved jeg ikke hvad det er. Og i bund og grund, så er det jo gået rigtig godt. Det kan man jo faktisk godt måle på. De værste ting, der har hændt mig, har også vist sig at være de bedste ting FOR mit liv. Og hvis jeg dør i morgen, så er der ikke mange ting jeg ville lave om på. Enkelte måske, men ikke mange.

JEG HAR SÅRET

Hvis jeg skulle ændre på noget, ville det være at have arbejdet mindre det sidste år. Fordi, det tog altså en smule overhånd. Men på den anden side, så var det jo også netop dette som fik mig til at tage denne her beslutning om at rejse ud i verden.

Jeg har også såret nogle mennesker i mit liv, og det ville jeg virkelig ønske jeg kunne lave om på. Og selvom jeg er blevet tilgivet, så ville jeg gerne ikke have gjort det. Det er nok det eneste jeg kan komme på.

Ja…

Hvis jeg kunne ændre noget, ville jeg have sørget for ikke at have gjort andre mennesker kede af det, når det ind imellem er sket.

Dét må være det vigtigste.

Fordi 99.9 af de oplevelser jeg har haft, som umiddelbart også har føltes som noget møg lige til at starte med, har med tiden vist sig at være for det bedste. Så no regrets.

GODT SPØRGSMÅL

Og det er i det hele taget et rigtig fornuftigt spørgsmål, både at stille andre og sig selv ind i mellem. Og selvom det er udvandet og ”bare noget vi spør om”, så er det fandme et godt spørgsmål.

Og så kan man jo spørge sig selv:

“Hvordan har du det egentlig?”

Altså hvordan har du det egentlig egentligt?

Og hvis du kan sige ligesom jeg:

“Jeg har det mega godt”, efter jeg har brugt 2 hele A4 ark på at reflektere, så er det bare at fortsætte derudaf.

Men, kommer du frem til: ”Jamen jeg har det faktisk ikke så godt”…

Jamen hør her min ven, det duer jo ikke. Det skal vi jo have lavet om på.

Fordi, hvad hvis vi nu dør i morgen?

Var det så det?

Var det så dét, der var til dig?

Eller er der mere?

Er der mere i pipelinen til dig?

Ønsker du mere?

Drømmer du om mere?

HIGER du efter mere?

Kan du så komme i gang…

Hvem ved, måske ryger mine organer på auktion i morgen, til højestbydende – og så er det saftsusme fedt at kunne sige:

“I did it all – jeg har levet mit liv til det fuldeste og jeg har sprængt alle mine begrænsninger, trodset min frygt og gået direkte efter mine drømme”.

Og det var så her lykken boede

No regrets

P