Jeg havde faktisk skrevet et helt indlæg i går, men på magisk vis, så skete der noget med min pc, og på trods af at min pc burde gemme automatisk, så gjorde den ikke lige det.

Så det er en ommer herfra…

Og det der jo bliver mega træls, er at jeg havde skrevet nogle virkelige kloge ting (én gang skal jo være den første – og så har jeg ikke engang noget bevis for det). Men, så vil jeg se om jeg kan huske hvad jeg skrev – det smarte ved at skrive løbende er jo at jeg får det hele med.

For 3 dage siden ankom vi til Cambodia og det må man sige at være noget anderledes end Thailand . Det første vi lagde mærke til, da vi kørte ind i Cambodia var at landet var fladt som en pandekage. Det næste vi opdagede var, at bussen skiftede side.
Nu var vi ligesom blevet vant til at køre i venstre side og pludselig blev det højre. Det kan altså godt være lidt af en udfordring at komme over vejen – nu er systemet helt forvirret. Opflasket med højre, øvet sig i venstre og så er det pludselig højre igen – et under at vi ikke er endt på køleren af en tuk tuk.

Apropos tuk tuk, de er jo også helt anderledes her. Det er nærmest en scooter med en lille hestevogn spændt bagpå. Det er nemt at se at landet på nogle punkter er lidt bagud fra Thailand, og så alligevel blev vi så overraskede fordi alle i Cambodia taler engelsk. I hvert fald i Siem Reap, som er der hvor vi er nu.
Jeg anede ikke hvor meget det egentligt gør ved mig, at jeg kan blive forstået, når jeg forsøger at kommunikere. I Thailand er det helt godnat, endda i Bangkok. De taler simpelthen ikke engelsk. Og de forstår det heller ikke. Det er sjovt, at man kan opfinde sit helt eget sprog for at gøre sig forstået.
Kenneth er jo meget berejst i Thailand, og hold kæft vi har da grinet af ham, når han har skullet formulere sig på engelsk (i Danmark) men, vi tager det hele i os igen, fordi han er opflasket med thai-engelsk, som er af en helt anden kaliber. Her siger man jo ”not yes”, det betyder ”nej”. Og ”more hot” det betyder varmere. Og så gentager man alt to gange. Og der ser man så mig, i starten af vores Thai Eventyr, kaste mig ud i de helt store forklaringer på engelsk, en thai der nikker – og intet forstår.

ORGANTYVEN

Et rigtig godt eksempel er, som jeg faktisk har glemt at skrive om, var da vi skulle fra Ao Nang (Krabi) til Hua Hin.
Vi havde bestilt en bil og chaufføren kom for at hente os om morgenen. Vi havde aftalt at Philius og Kenneth skulle køre ned med scooterne, og så skulle Walle og jeg samle dem op på vejen. Jeg forklarer selvfølgelig det hele til den flinke mand på mit ellers perfekte engelsk, Philius og Kenneth kører af sted og Walle og jeg følger efter. Da vi kommer til scooterudlejningen, gør jeg opmærksom på, at det er her chaufføren skal stoppe, han virker til at forstå og så fortsætter han.
I min naive verden tænker jeg, at han nok vil køre lidt længere for at parkere. Hvilket han ikke gør. Dernæst tænker jeg at han nok vil køre ned for enden af vejen, for at vende bilen. Hvilket han ikke gør.

Denne her bil var en 9 personers bil, og Walle og jeg sidder helt bagerst. Mit positive mindset går i gang, og jeg tænker at han måske lige skal hente noget vand, men så kicker min “fornuft” alligevel ind.
Jeg forsøger at få manden til at forstå at han er kørt for langt, og da han bare vender sig om og smiler, der bliver jeg ski lidt bekymret. Jeg rejser mig op i bilen og kæmper mig over sæderne, og hiver fat i døren, imens jeg fortæller at han skal stoppe bilen. Døren er låst og uanset hvad jeg trykker på, så vil den ikke låse op. Her starter filmen for mit indre øje så….

Organer…. Altså organ-tyv!!
Det er åbenbart min største frygt, kan jeg forstå 😅 Det er i hvert fald den film jeg sætter på, på min indre streamingtjeneste.
Og så stiller frygt-scenarierne sig ellers op i kø.
Panikken spreder sig, og der fatter manden så, at der er noget galt. (Måske har min banken på døren og høje røst vækket ham)
Jeg banker hårdere på døren og råber at han skal stoppe bilen og med ét nærmest med hvinende dæk, bremser han og løber rundt om bilen for at åbne døren. Mit hjerte hamre af sted.
Og bagefter blev jeg ret så overrasket over at jeg faktisk havde en film om organtyveri i mit indre.
Jeg fumler med telefonen, for at finde google-oversæt, hvor jeg så får den sat på fransk (ja hvorfor ikke) og forsøger at skrive at han har glemt det andre og er kørt for langt. Manden undskylder og springer straks ind i bilen, vender og kører tilbage.

Men men, det er altså et eksempel på at de ikke forstår engelsk og heller ikke fortæller at de ikke forstår… Nå men det var et sidespor, tilbage til Cambodia. (og mega godt pc’en var bøvl , fordi jeg havde ikke denne her historie med i mit første skriv).

I Cambodia kan vi i hvert fald slå fast, at de er noget bedre til engelsk. Om de er organtyve melder historien ikke noget om.. endnu!

AIRCON

Som du måske kan huske, i mit sidste skriv, skrev jeg om den her aircon, som dryppede og som var mega mega kold – et koncept jeg ikke forstår.
Altså der er over 30 grader her, både i Thailand og Cambodia. Folk klæder sig på efter vejret, men på magisk vis, så skal der altid være så mega koldt i butikker og i køretøjer – og denne her bus var ingen undtagelse.
Jeg bad selvfølgelig guiden om at skrue op for varmen, og selvom folk sad med jakker og hat (ja, folk havde hatte på), så trængte det ligesom ikke ind.
Philius var nødt til at pakke sig ind i et håndklæde, og jeg sad med tæppe.

Walle havde klaget over ondt i halsen dagen inden vi skulle af sted og da vi så ramte hotellet i Siem Riep, så blev han virkelig dårlig. Jeg er helt med på, at man ikke bliver syg af at fryse (en misforståelse) men Walle havde allerede noget efter sig i forvejen, og 8-9 timer i en frossen bus, det var ikke godt for hans immunforsvar.

Det irriterer mig faktisk at jeg på mine gamle dage er blevet så medgørlig, fordi havde det været før i tiden, så havde jeg lavet en scene for at få dem til at rette temperaturen. Uanset, så blev det så til en halsbetændelse hos Walle. En rigtig slem en.

SIEM REAP

Den første dag i Siem Reap lejede vi en tuk tuk med chauffør, som kørte os til alle de fantastiske templer, som byen er kendt for. Eller faktisk, så nåede vi ikke engang halvdelen af dem, fordi der er så mange. Oldgamle templer, i en helt speciel stil. Den mest kendte er den som hedder Angkor Wat, som er storslået på sin helt egen måde og er en del af et enormt område med mange mange templer. Tomb Raider (en af filmene er optaget ved en af disse templer).

Fordi Walle blev syg, så kom han og jeg kun af sted den første dag, og Philius måtte tage dag to alene. Men han har taget en masse vilde billeder, som jeg gerne vil dele.

Nu hvor Walle fik halsbetændelse, så bliver man jo nødt til at gøre sig nogle overvejelser omkring læge -eller ikke læge.
Jeg var lige inde og se på vores rejseforsikring og heldigvis var næsten det hele som det skulle være. Dog opdagede jeg lige nogle ting vi kunne mangle på forsikringen, for fremtiden. Og det her med forsikringer er jo en sjov ting, fordi der sætter man virkelig sig selv over i frygten. Lige pludselig begynder hjernen at lede efter ALT det der kan gå galt. En forsikring er jo baseret på frygt, i bund og grund. Egentligt ret irriterende – men lynhurtigt fik jeg lige ringet til forsikringen og fik lavet disse rettelser – som ikke havde noget at gøre med at Walle faktisk blev syg.

ANTIBIOTIKA

Jeg tænkte, at jeg lige ville tage på apoteket for at spørge hvordan man forholder sig herude. Halsbetændelse kan både være virus (så er der ikke noget at gøre) eller det kan være en bakterie, og så er der sjældent hoste med. Walle havde ingen hoste og det fortalte jeg på apoteket (hvor de for resten talte perfekt engelsk) og spurgte efter antibiotika og vupti, så fik jeg da lige antibiotika. Det får man jo ikke bare lige sådan i Danmark. Jeg supplerede med mælkesyre for maven (da antibiotika slår alt ihjel) og så fik jeg ham startet på det. Allerede efter et døgn har han det meget meget bedre.

CAMBODIA

I mit skriv (som forsvandt) havde jeg virkelig detaljeret skrevet om Cambodias historie, fordi det er altså en historie der vil noget. Jeg skrev om de massemord, der blev udført af De Røde Khemere.

Røde Khmer-revolutionen i 1975-79 et af de mørkeste og mest brutale folkedrab i det 20. århundredes historie, og faktisk ikke noget jeg vidste noget som helst om, før jeg googlede Cambodia. Over 2 millioner mennesker døde. Du kunne jo lige prøve at google det selv, da Cambodia har en frygtelig historie og er kun kommet på benene inden for de få sidste år.

Cambodianere er simpelthen så søde. Sikke et imponerende folkefærd. De er så smilende og venlige. Alle vi har mødt, de sidste 3 dage har været helt eminente. Og når man tænker på, hvad den lidt ældre generation har været igennem, så imponerer det mig hvad de har rejst sig fra.
Og så er byen her, meget moderne, med mange moderne butikker – blandet med alle de boder man jo faktisk kan finde alle steder i Asien.

Egentlig minder stedet mest om en forvokset landsby. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg gætte på at der boede 10.000 mennesker – der bor 245.000 mennesker!!! What?? Det forstår jeg ikke. Det er helt umuligt at opdage.
Der er overhovedet ingen højhuset og ikke særlig mange biler heller.
Men hvor folk er, det aner jeg ikke. De må være på arbejde i rismarkerne om dagen, fordi de er ikke her i byen – og det giver mening, fordi da vi kørte fra grænsen og ind mod Siem Reap var rismarker næsten det eneste vi så.

Det hotel, vi bor på, var lidt en upser. Først fandt vi et hotel, som havde helt vildt dårlig internet, og det duer ikke, når jeg skal arbejde. Så vi fandt et nyt – og det var bare super, lige i smørhullet af byen. Dét der var knap så smart, er at kl. 22 begynder barer og diskoteker at spille meget meget højt, så de sidste nætter har vi vugget os selv i søvn til bassen af Ace Of Base.

DE REJSTE SIG

Men, jeg kan i hvert fald konkludere, at Cambodia er et land, der har rejst sig. De har bøvlet med rigtig meget gennem årene og led et enormt set back, da landets mest intellektuelle mennesker blev udryddet ved folkemord -og det var faktisk først i 1979 nabolandet Vietnam invaderede landet og fik væltet de kommunistiske Røde Khemere. Det er altså ikke lang tid siden – så de har virkelig virkelig kæmpet sig hurtigt tilbage.

PHNOM PEN

I morgen går turen til hovedstaden i Cambodia, Phnom Pen. Vi skal selvfølgelig med bus. Og jeg ber til, at der ikke er så sørens koldt – ellers må jeg jo tage mig lidt sammen og hidse mig op. Det manglede da bare – man går jo og bliver så slap og afbalanceret her på sine gamle dage.

Vi skrives ved..

Kram

P