Spiseforstyrelse er et meget ømtålelig emne, men jeg ved, at rigtig mange kan relatere sig til det. Jeg har valgt at kalde det en spiseforvirring, for ikke at blande forskellige ting sammen.
Jeg troede at min spiseforvirringen handlede om, at jeg havde brug for kontrol af mine tanker. Jeg blev fortalt, at når mine tanker gik så meget på mad, jeg ikke måtte spise, så var der noget “galt” med mit sind”, som lægen fortalte mig.
Jeg fandt dog senere ud af- at det ikke var sådan det hang sammen for mig –jeg var nemlig “bare” afhængig af sukker.
Dét, jeg fandet ud af, på min vej mod “det fede liv” var, at jeg ikke “fejlede” det jeg troede. Det var ikke, fordi jeg havde brug for kontrol. Alle de tanker jeg havde om mad jeg ikke måtte spise, handlede ikke om, at jeg havde et forvirret syn på mig selv, eller mangel på selvværd, det handlede om at min hjerne var afhængig af sukker.
Ligeså snart jeg skiftede over på fedt, som primær energikilde, og fik sukker ud af mit system, stoppede mine tanker om mad. Min krop var pludselig tilfreds, og den fik den næring den havde brug for, og jeg tænkte pludselig heller ikke på alt det, jeg ikke måtte spise. Det var en åbenbaring. Det var en lettelse så stor, større end noget jeg havde prøvet før. Jeg havde i flere år gået og troet, at jeg var i ubalance i mit sind, men istedet var det min krop og mine hormoner der var i ubalance.
Mine tanker gik på mad, jeg havde restriktioner med alt. Jeg spiste på klokkeslet, og hvis nogen der spurgte, om jeg var sulten, så kiggede jeg på klokken istedet. Jeg kunne ikke mærke min krop, eller det kunne jeg, men jeg ignorerede dens signaler, altså min sult.
Én gang om ugen gav jeg slip. Der måtte jeg spise alt jeg havde lyst til. Og det gjorde jeg. Jeg spiste alt jeg kunne komme i nærheden af. Og jeg troede faktisk jeg, at jeg spiste på mine følelser.
Min overspisning resulterede i mange mange mavesmerter, og jeg fik det så dårligt, at jeg faktisk troede jeg skulle dø. I flere dage efter, var min samvittighed så sort som kul. Jeg bankede mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke kunne kontrollere mig selv- at jeg mistede kontrollen, og ubehersket kastede alt, jeg kunne finde, i hovedet.
Sådan var mit liv – en ruchetur op og ned, også i vægt. De første dage, efter jeg havde givet los, havde jeg så dårlig samvittighed, at jeg næsten ikke kunne fungere. Målet var at spise endnu mindre, end jeg ellers ville gøre, fordi jeg skulle kompensere for de ekstra kalorier. Det gik også ud over mit sociale liv, da jeg jo ikke kunne spise med veninder om aftenen, fordi jeg skulle så meget i kalorieunderskud. Jeg gik sulten i seng hver dag, og når jeg lukkede mine øjne, var jeg stolt over, at jeg klarede endnu en dag, hvor jeg havde sultet mig selv.
Det her show, fortsatte i mange år. Det var forfærdeligt. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på de år af mit liv, fordi jeg havde det så skidt. Men pludselig så ændrede det hele sig.
Jeg faldt jeg over “biokemien’!
Pludselig kunne jeg spise hvad jeg havde lyst til. Da jeg afgiftede min krop for sukker, altså stoppede med at spise brød, pasta, kager, slik, is, havregryn osv. og istedet spiste fedt, i form af smør, fløde, sauce og bøffer med fedtkant, raslede kiloene af mig. Ikke nok med det, så tænkte jeg ikke længere på mad, jeg mærkede min sult, og min mæthed, og jeg fik ro i mit sind. Mine hormoner blev balanceret, jeg sov nu tungt om natten, jeg havde ikke længere symptomer på diabetes (som jeg også lige havde fået tilegnet mig på min vej). Jeg havde heller ikke uforklarlige smerter i min krop, og jeg begyndte at elske mig selv. Og her mener jeg at jeg begyndte at elske mig selv og min krop, og forholdet til mig selv, med mig selv, ændrede sig også. Jeg forstod nu, at jeg ikke var en fiasko, fordi jeg ikke havde kunnet holde mig vægt, og sulte mig selv, men at det var fordi min biokemi var ren kaos.
Jeg følte pludselig, at jeg kunne udrette noget, fordi mine tanker om mad forsvandt. Jeg behøvede ikke at bruge kræfter på, at kontrollere mig selv, sætte alt i skema og rammer, og jeg kunne nu vende blikket mod alt muligt andet. Det fik mig til at vendte mit blik mod biokemien endnu mere, og jeg blev hele tiden klogere på, hvilke mekanismer der spiller ind, når det kom til krop og sind.
Når hjernen får kulhydrat, så bliver den afhængig af det, fuldstændig ligesom et drug. Og fordi jeg også spiste fedtfattigt, så fik jeg aldrig ro i min krop, og mit blodsukker kørte op og ned. Når jeg spiste kulhydrat, så steg mit blodsukker, og så blev det hurtigt lavt igen. Jeg blev SÅ sulten, og spiste igen noget sukker, og sådan fortsatte det dag efter dag, efter dag.
Dét der er forskellen, og som gør at jeg kan spise de enorme mængder som jeg gør i dag er, at jeg spiser fedt. Jeg spiser i hvert fald 100 g fedt om dagen. Jeg lever som en lille dronning, synes jeg selv. Tænk sig at kunne være slank, og så stadig spise til man ikke kan mere. Det er jo en dream come true.
Mit yndlings-motto er (næstefter “Livet er fedt”) er helt klart: ” Det er ikke dén du er, der er noget galt med. Det er det du gør, der er noget galt med”!
-og tænk sig hvis det er rigtigt, i det her tilfælde også.
Måske er der slet ikke noget galt med dig. Måske er det bare det du gør, der er noget galt med – og nu er det måske tid til at gøre noget andet.
Måske har du også en spiseforvirring, sådan som jeg havde, og i mit tilfælde var det ikke mig der var noget galt med, det var det jeg gjorde! Og jeg gjorde jo bare det jeg troede var rigtigt – fordi det var jeg blevet fortalt.
Kærlig hilsen
Læs mere om, hvofor vores biokemi bliver forvirret her
Ps. Jeg vil lige understrege at jeg ikke gør mig klog på spiseforstyrelser, som anoreksi, bulimi og andre alvorlige lidelser – og jeg anerkender, at der er rigtig mange andre faktorer der spiller ind i forhold til spiseforstyrelser. Jeg fortæller kun min egen historie, og intet andet.. Bare lige så vi har det på det rene – det ville være frygteligt hvis nogen skulle tro at jeg “bare tror” at omstændigheder, som giver alvorlig psykiske lidelser, nemt kan fikses med fedt og udeblivelsen af kulhydrat.
