I en hverdag med stress og jag, glemmer vi at sætte os ned og nyde vejen, der hvor vi er på vej hen, men ikke mindst, der hvor vi er lige nu.

Hvad gør livet mere værd at leve, end chokoladekage? Ja du skal ikke spørge mig, fordi jeg kan ikke umiddelbart komme på noget, der kan give mig mere lykkefølelse end en kage! (undskyld børn, mand og venner)

Her vi vores helt fantastiske fede liv, handler det netop om at nyde livet, og nyde der hvor vi er på vej hen – men vigtigst af alt, der hvor vi er lige nu. Nu – lige nu!
Det handler om at sætte sig ned, stoppe op, og mærke. Det er den eneste måde man kan nyde livet på.

Jeg, om nogen, har levet et liv, hvor jeg altid har været et andet sted i mine tanker. Det var først da jeg fik børn, jeg fik lært at være tilstede lige nu. Af tvang. Jeg var tvunget til at stoppe op, fordi tiden fløj, og jeg indså at lige nu, kom aldrig tilbage.
Pludselig var der så mange ting jeg ikke ville gå glip af, især med mine børn, og hvis jeg hele tiden var " i morgen" eller i går, kunne jeg jo ikke nyde der hvor jeg var.

Øvelse gør mester- men det har taget mig lang tid at komme dertil, hvor jeg ikke stresser og jager afsted for, at nå et eller andet. Altid på vej videre til noget.

Der kommer en dag, hvor man vågner op, og opdager, at man har sat sig på toget, og bare er kørt afsted, uden at stå af ved næste stoppested – eller bare i det mindste kigge ud af vinduet. Nogle kommer dertil før end andre, og nogen kommer ikke dertil, før den dag i forlader denne jord. Det lyder som en kliché, dét med at nyde livet. Det er noget vi siger, men vi forstår ikke hvad det betyder. Det betyder at i hvert øjeblik er der en gave gemt. Også når vi sidder i bilen og hidser os op på vores med-billister.

Derfor er det rigtig vigtigt at vi mærker efter hvor vi er lige nu. Hvordan vi har det med os selv, og om dér hvor vi er, er det perfekte sted for os. Ellers kan vi heller ikke forandre noget, eller vælge det rigtige stoppested -eller det rigtige tog, for den sags skyld. Og vi bliver heller aldrig lykkelige.

Da jeg mærkede efter, for en del år siden, fandt jeg ud af, at jeg ikke var det rigtige sted. Mine børn tvang mig til at lytte efter – og jeg kunne ikke se en fremtid med dem, hvis jeg ikke var tilstede i nuet, og det gjorde at jeg mærkede min krop.
Jeg brugte alle mine ressourcer på, at overhøre, at min krop ikke havde det godt, at jeg ikke var det rigtige sted, og at jeg heller ikke levede det liv, jeg havde drømt om. Og hvis min krop skreg så højt, at jeg ikke kunne undgå at overhøre den, så brugte jeg maden til at dulme dens skrig. Om hjælp! Indtil jeg virkelig ikke kunne overhøre den mere. Men det var først, da jeg fik min først lille søn, at jeg forstod, at jeg ikke kunne slippe udenom.

Min krop blev syg, fordi jeg valgte at overhøre alle dens signaler, så den måtte skrige højere og højere, indtil den dag kom, hvor jeg ikke længere kunne lade som ingenting, eller få den til at tie stille, ved at fylde den med dårligt mad. Dén dag, hvor jeg blev tvunget til at mærke, om mit liv var sådan som jeg havde drømt om, og min krop det samme.

Uden at blive alt for filosofisk – fordi jeg er jo bare en almindelig "pige" ligsom alle andre almindelige piger – så ved jeg, at der også kommer en dag, hvor du bliver tvunget til at lytte efter, og så hellere at det er før, end det er siden. Og hvis jeg kan, så kan du også.

Og hvis der er to ting der kan få mig til at smække måsen i sædet, og være tilstede lige nu og lytte efter – så er det børn og chokoladekage! Så du får lige opskriften…

2 personer