Skal vi acceptere vores krop og nøjes?

I mange år kæmpede jeg en kamp for at acceptere min krop som den var, på trods af at den var fyldt med skavanker.
Jeg læste om alverdens øvelser man kunne lave foran spejlet og forsøgte mig med at sige til mig selv, at jeg var helt tilfreds med den måde jeg så ud på og den måde min krop opførte sig på.

Men lige lidt hjalp det.

Fordi når jeg kiggede mig i spejlet så fik jeg ondt i maven over hvad jeg så. Jeg tænkte at uanset, så er det jo min krop og jeg må få det bedste ud af den, men alligevel så var jeg ked af at mine bulede lår, maven der hang ud over bukserne og de tykke kinder.
Det blev en kamp mellem at jeg ’burde’ elske min krop, men jeg følte også at hvis jeg ikke forventede mere af den så ville det være at nøjes.

Min krop og jeg var bare ikke venner – vi var tydeligvis uenige om hvad der var bedst for os, og jeg hadede min krop for at se ud som den gjorde.
Indtil en dag det gik op for mig hvad min krop egentlig prøvede at fortælle mig. Det største gennembrud for mig var den dag da jeg forstod at mit fedt bare var signaler. At min krop bare prøvede at råbe mig op – det var ikke min krop der var forkert, det var mig der havde gjort noget forkert, og det var det den reagererede på. Fra den dag begyndte jeg at elske mig krop, fordi den er så fantastisk at den responderer på hvad jeg udsætter den for.

Den bliver tyk, træt, trist og syg hvis jeg gør noget forkert.

Så i stedet for at jeg havde en dum krop som bare ikke ville makke ret, så forstod jeg at det var mig der skulle tilpasse mig den og ikke den der skulle tilpasse sig mig. Den havde kun gjort det bedste den kunne med de omstændigheder den fik tilbudt. Derfor ved jeg også nu, at hvis vi lytter til vores krops signaler og handler på dem, så får vi den krop vi altid har ønsket os – og i stedet for at hade mig krop for hvordan den så ud, så elsker jeg den fordi den er så fantastisk at den gør alt hvad den kan for at lede mig på rette vej.