Omelet med avokado og bacon

Omelet med avokado og bacon

1 person

Nu er juleferien startet her hos os og dermed tid til familie, hygge og ikke mindst masser af madlavning 🙂 Normalt spiser jeg ikke morgenmad da jeg pga ketose lever fint med 2 måltider pr. dag. Dvs. jeg spiser sjældent noget før frokost og så til aften igen. Evt. lidt ostestænger e.l. som snack ind imellem.

Når jeg har fri i weekenderne eller har ferie plejer jeg i stedet at spise midt på formiddagen og typisk består det af noget med æg, bacon og avokado.

Her har jeg lavet en omelet med lækkert fyld. Indeholdet varierer typisk en del alt efter hvad jeg har i køleskabet.

Ingredienser

  • 2 æg
  • 25 ml. fløde
  • Smør eller kokosolie til stegning
  • ½ avokado
  • Lidt salat, tomat og agurk
  • ½ pakke bacon
  • 50 g smørost
  • Mayonnaise
  • Purløg
  • Citron
  • Salt og peber

Bacon steges i ovnen på bagepapir ved 200 grader i ca. 10 minuter. I mens piskes æg sammen med fløde tilsat lidt salt. Omeletten steges på en pande ved god varme. Jeg steger kun omeletten på den ene side og omeletten er færdig lige netop når den ikke er flydende i toppen længere, hvilket typisk tager et par minutter.

Omeletten flyttes over på en tallerken hvorefter de resterende ingredienser fordeles. Hæld lidt friskpresset citron og tilsæt lidt salt og peber.

Velbekomme

Kærlig hilsen

Allan