Henriette lever -og ikke kun overlever!

2018-11-29

Hej jeg hedder Henriette!

Her er min historie om hvordan jeg kom til at leve Det fede liv, og hvordan jeg for første gang i mit liv ’lever’ mit liv og ikke kun overlever mit liv!

Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har haft ondt i maven eller kæmpet med min fordøjelse. Da jeg var barn, fik jeg lavement for at komme på toilet og det har altid været forbundet med noget smertefuldt….
I 2001 fik jeg fjernet min blindtarm, som sprang under operationen, da jeg kom noget sent på hospitalet, fordi jeg ikke troede på, at det var blindtarmsbetændelse, grundet mine altid smerter i maveregionerne.
Allerede på det tidspunkt var mavesyredæmpende medicin en del af min hverdag.
I 2009 fik jeg fjernet min galdeblære, jeg kunne helt bogstaveligt ikke indtage andet end nupo pulver og det skulle drikkes meget langsomt for ikke at få gladestens anfald. Jeg havde anfald flere gange om ugen og til sidst kom vagtlægen jævnligt og gav mig et skud morfin. Da de fjernede galdeblæren ramte de min lever, så jeg fik indre blødninger og derefter en blodansamling på størrelse med en knyttet næve, hvilket tog noget tid at komme sig over. Efter den operation var jeg sikker på at jeg kunne spise igen, men der var stadig lister så lange, af fødevare som jeg simpelthen fik anfald af.
Jeg fik mere og mere syredæmpende medicin. Jeg kunne ikke kaste op ( kun som en kat 😉) og det troede jeg var helt normalt når man havde fået fjernet sin galdeblære… Det lyder måske underligt, men jeg tror faktisk det er meningen at vi skal have evnen til at kaste op 😉

For 5 år siden blev jeg opereret for en diskusprolaps og fik fjernet mine æggestokke med en måneds mellemrum. Dette gjorde at jeg begyndte at trøstespise virkelig meget.
Jeg havde været selvstændig i mange år, men kunne nu ikke arbejde så meget. Jeg tænkte på mad konstant, eller rettere chokolade. Hver gang jeg var færdig med et måltid tænkte jeg på hvornår jeg skulle have mit næste “fix”
Jeg fik dog vendt bøtten, og prøvede med alt det, der plejede at virke når jeg ville tabe mig, men intet virkede!!
Når jeg klagede til andre, fik jeg besked på at jeg måtte lære at leve med hvordan jeg så ud…

I marts 2018 lærte jeg Patricia at kende gennem min fætter, som ved at leve Det fede liv, havde tabt sig meget på kort tid og havde fået det meget bedre i kroppen. Det var jeg altså nødt til at prøve. For selv om jeg ikke selv havde opgivet, kunne det etablerede system ikke hjælpe mig. Jeg følte mig som en hypokonder.
Jeg gik som sagt i gang med grundforløb i marts måned og havde troet at jeg ville tabe mig lige så hurtigt som min fætter, men nej… så da jeg ikke tabte mig i løbet af de første par uger, blev jeg ked af det, min krop ville simpelthen ikke slippe fedtet.
Men med støtte fra de andre deltagere, mentorerne og især Patricia, begyndte jeg at tabe mig stille og roligt. Jeg lærte at det værste man kunne gøre var at tvinge en meget presset krop. Jeg fik endda besked på, af Patricia, at lægge vægten væk, og da jeg efter nogle uger steg op på den, havde jeg alligevel tabt 6 kg.
Men det sjove er, at vægttabet allerede efter meget kort tid kom til at fylde mindre og mindre. Jeg ville være rask, dét var mit fokus!

Efter 1. mødegang fandt jeg allerde ud af at jeg IKKE havde for meget mavesyre men stort set ingenting…. Jeg droppede det mavesyredæmpende medicin og begyndte min nye fede livsstil.
I dag er det yderst sjældent at jeg mærker min mave, jeg tåler de fleste madvarer og tænker ikke særlig meget over toiletbesøg mere.
Jeg kan kaste op som alle andre mennesker, hvilket selvfølgelig lyder mærkeligt, men det er en fantastisk ting at kunne, især når man ikke har haft den evne i lang tid.
Jeg ved ikke hvor mange kg jeg har tabt mig, sidst jeg var på vægten var det 15 kg.
Men det tøj, jeg aldrig troede jeg ville kunne komme i, kan jeg passe nu.
Jeg har i mange år overlevet hver dag… I dag lever jeg hver dag!
Jeg får mere og mere energi og kan mærke at min krop får det bedre og bedre for hver uge jeg lever Det fede liv.
Jeg tænker aldrig på mad mere og aldrig på søde sager. Jeg tænker ikke på hvornår jeg kan få mit næste “fix” men jeg spiser når jeg er sulten. Det er en befrielse ikke at tænke på mad og sødesager konstant.
Mit store mål er, at jeg til mit sølvbryllup i juli 2020, kan holde til at feste og fejre det med manerer. I dag, kan jeg, helt uden at skamme mig, sige, at jeg for første gang i mit liv er stolt af mig selv. Jeg er stolt, og overbevist om, at jeg nok skal nå min drøm og mine mål. Jeg kan mærke helt dybt inde i min krop, at når jeg giver kroppen den tid den skal have til at reparerer sig selv, så kommer jeg i mål.

Det fede liv er det bedste jeg nogen sinde at gjort for mig selv. Jeg kommer aldrig mere til at leve som jeg gjorde før.
Når andre spørger, hvad får vi for de penge vi betaler for et forløb kan jeg kun sige…
Jeg har fået et liv, hvor jeg har lært at lytte til min krop.
Jeg har fået et liv uden mavesmerter.
Jeg har fået et liv med større overskud, som bliver større og større for hver uge.
Jeg har fundet ro i kroppen. Jeg har fået tro på at livet kan leves og ikke overleves og jeg har fået et netværk af andre fede mennesker som deler min passion for det fede liv.
Og jo, så ser jeg også meget anderledes ud, jeg føler mig sund, frisk og jeg er langt mere tilpas med mit udseende. Måske for første gang i mit liv!
Kærlig hilsen
Henriette Pelant

2018-11-29 (1)