Hvad du ikke dør af gør dig stærkere..

Jeg har i dag brug for at dele en meget personlig historie, som mange af jer allerede kender.

I 2007 fandt jeg min søn død en morgen. Hans navn var August, og han blev kun 2 måneder gammel. Han havde en forsnævring på en blodåre i hjernen, og han var derfor sovet stille ind en nat i december. I dag ville han have blevet 10 år gammel.

Som alle nok kan forestille sig, så var det så forfærdeligt, og  enhver forældres mareridt. Hele mit liv gik i stå.

At gå med den dejligste baby hver dag, hvert minut, hver sekund i 2 måneder er lang tid. Og da August pludselig ikke var der mere, gik jeg i chok. Så meget i chok at jeg faktisk ikke kunne forstå det, og jeg fortsatte mit liv som intet var hændt, og var glad!!!

Jeg var glad!!

Det lyder fuldstændig sindsygt, når jeg skriver det, men som jeg senere fik forklaret, så er det kroppen og sindets måde at holde sig selv i live på. På en måde er det jo fantastisk.

Mit værste mareridt udspillede sig d. 12 december 2007, og først i august vågnede jeg op. Jeg vågnede op, og fandt ud af at jeg var gravid igen. Denne gang med en lille dreng ved navn Eliaz.

Jeg kontaktede psykiatrisk afdeling i Randers, fordi jeg blev simpelthen nødt til at tale med nogen om alt der var sket. Min familie har sidenhen fortalt mig, at de alle gik og ventede på, at jeg skulle knække, og at det skulle gå op for mig hvad der var sket.

På sygehuset fik jeg tilknyttet en sygeplejeske, som hedder Mette – hun er stadig et af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Jeg talte med hende – og talte og talte og talte, og jeg begyndte at få løsnet op for proppen af sorg. Efterfølgende talte jeg med hende en gang om ugen, og jeg vil våge at påstå, at hun har været med til at reddet mit liv.

Kort tid efter fødte jeg en søn. En stor og smuk dreng, men han blev kvalt i navlestrengen under fødslen, og var død da han blev født. Han skulle have været et plaster på såret for August, hvis man kan tillade sig at sige sådan, og på dette tidspunkt kunne jeg slet ikke forholde mig til, at jeg allerede havde mistet August. Nu stod jeg pludselig med 2 døde børn i mit hjerte.

Hvis jeg ikke allerede havde haft min store søn Philius, havde jeg med garanti ikke været her i dag. Så havde jeg ikke haft noget at leve for.

Efter Eliaz gik mit arbejde med mig selv for alvor igang. Jeg var blevet splittet ad i atomer, og jeg havde mistet troen på alt. Jeg troede jeg var forbandet, og angsten for at miste Philius også, tordnede ind over mig. Jeg kæmpede, og arbejdede alt hvad jeg kunne for at blive mig selv igen. Mit liv bestod af min søn, der var levende, og som jeg skulle være der for hele tiden, og mine to døde sønner, som jeg skulle acceptere ikke var hos mig mere. Hvordan gør man det? Hvordan lever man med denne splittelse?

Heldigvis havde jeg mine forældre, min eksmand og mine venner. Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for dem. Den støtte, omsorg, opbakning og kærlighed til mig, på trods af at de selv skulle forholde sig til deres egne følelser, er det mest rørende jeg nogensinde havde kunnet forstille mig. Alle satte sig selv til side, for at være der for mig, og langsomt kunne jeg vende tilbage til livet – langsomt med stødt.

Jeg skulle pludselig leve med min nye identitet, som den kvinde der havde mistet sine to børn. Når jeg mødte bekendte på gaden, havde de netop henvendt sig til mig ved at sige “Tillykke med din søn” og nu var ordene “Kondolere med din søn”. Og tragikomisk var det, da blomsterforretningen afviste blomster, fra de som bestilte til begravelsen, med ordene: ” Det var sidste år Patricia mistede sin søn” og de, troede at folk havde forvekslet mig, med en anden mor der havde mistet. Men det var mig igen – den var go nok.

Jeg har holdt taler til begge mine børns begravelse. Jeg har stået kigget ud over hundrede mennesker, og set deres sorg, over min sorg – som et spejl der blev holdt op foran mig. Men jeg har holdt hovedet højt – hele vejen igennem. Jeg har inderst inde vidst, at man ikke får en udfordring man ikke klare, og når jeg kom ud på den anden side ville jeg være stærkere.

Jeg tror på, så dybt i mit hjerte, at man aldrig får en udfordring man ikke kan klare. Og jeg klarede den. Jeg blev så stærk, at jeg en dag kunne beslutte mig for, at jeg ville være gravid igen.

Denne beslutning har været den største, og sværeste jeg nogensinde har truffet. Anders og mine forældre blev lammet af angst – og det gjorde jeg også selv. De måneder Walther lå i min mave, var de hårdeste nogensinde. Frygten for at det skulle ske igen, var så alt over skyggende. Men tanken om, at mine sidste oplevelser med baby og graviditet, ikke skulle være negativ, holdt mig oppe, hele graviditeten igennem.

Jeg kom igennem, og fødte i 2010 den mest fantastiske søn ved navn Walther. Han blev opkaldt efter min far, fordi min far er, og har altid været, min klippe, og derfor kunne Walther ikke hedde andet end Walther.

Jeg vidste godt, at de første år af Walthers liv ville blive en prøvelse, ud over noget andet jeg nogensinde ville gennemgå. Angsten for, at han også ville bliver taget fra mig, var så alt over skyggende. Jeg havde svært ved at sove, og når jeg endelig gjorde, vågnede jeg hele tiden for at tjekke om han trak vejret.

Heldigvis havde jeg Mette, den sygeplejerske jeg talte med igennem mine oplevelser. Hun var udefrastående og var ikke følelsesmæssig involveret som alle andre. Jeg kunne fortælle om mine tanker, følelser og den lammene angst, uden at bekymre min familie. Langsomt fik jeg troen på, at Walther var kommet for at blive. Jeg fik langsomt troen på, at der ikke ville ske mig noget dårligt igen, og jeg kunne også begynde at arbejde igen.

Jeg fik troen på, at jeg ikke ville opleve noget slemt igen, og jeg begyndte at leve. Men ikke det slags liv som jeg havde før. Et helt helt andet liv. Jeg var blevet en anden Patricia, og hende jeg var før, kendete jeg ikke mere.

Ikke at jeg var et dårligt eller forkert menneske før, jeg var bare blevet “udvidet” hvis man kan sige det sådan. Mine oplevelser havde ført mig gennem alle livets aspekter, på ekstrem kort tid, og jeg fandt pludselig ud af, at det eneste jeg ville var at hjælpe andre. Mit ønske om, at der ikke er nogen der skal gå igennem livet, og have det skidt, blev min mission. Men først blev jeg nødt til at hjælpe mig selv, før jeg kunne hjælpe andre.

Min psyke og hele min organisme var blevet sat sammen på nyt, og min krop reagerede mere og mere på de oplevelser jeg havde været igennem. Jeg havde en følelse af at der var noget galt med mig. Der skulle ingenting til så blev jeg bange – lyde og lugte kunne skabe en kædereaktion i mig, og mit hjerte sad hele tiden oppe i halsen. Jeg talte med Mette om det, og hun fik sendt mig til en læge der kunne udrede mig. Jeg blev udredt for alt der findes – næsten i hvert fald. Jeg endte op med diagnosen PTSD for 5 år siden. Altså der blev konkluderet, af jeg havde Post Traumatisk Stress…. og selvfølgelig havde jeg det. Hvis jeg ikke skulle have det, hvem skulle så?
På mange måder troede jeg, at det så var min dom. At det var sådan jeg var blevet kategoriseret. At det var mig. Men det var det ikke. Det var det slet ikke.
Jo, jeg havde angst, og var bange, men jeg fandt ud af, at sådan en tilstand kan forandre sig og blive anderledes. Meget anderledes.
De år efter mine børns død, har været hårdt arbejde. Rigtig rigtig hårdt arbejde. Men jeg kom over på den anden side. Jeg fik det bedre. Jeg har stadig angst ind i mellem, og jeg kan stadig blive lammet, men sådan som det var dengang, er helt anderledes end det er nu. Tiden læger alle sår. Og det mener jeg.
Èn ting er at miste sine børn, en anden ting er følgerne deraf. Det var en tilstand jeg var i, det var ikke mig, og det er det ikke, den dag i dag. Mine oplevelser er en del af mig, men de definere ikke mig. På ingen måde.

Den diabetes og de følgesygdomme jeg fik tilraget mig både før og efter mine oplevelser, er ikke mig heller. De er en del af mig, men jeg er så meget andet. Faktisk vil jeg sige, at jeg er en helt helt almindelig pige, der har nogle erfaringer og oplevelser med i bagagen, og de har forandret mig – til det bedre, om man vil. Men de er ikke mig.

Min mission her i livet blev som sagt, at hjælpe andre på alle måder muligt. Og det har jeg gjort. Alle der kender mig vil sige, at sådan er jeg, men stadigvæk, så er det kun en del af mig. Det er en følelse jeg har indeni, som kommer til udtryk gennem mine handlinger. Fordi jeg er det hele, jeg er et helt menneske på godt og ondt, men jeg udføre nogle handlinger, som gør at andre kan få det bedre. Og om det var det sidste jeg gjorde i dette her liv, så kunne jeg aldrig finde på at gøre andre ondt med vilje, og det er ikke fordi jeg er en engel, det er fordi at det strider mod alt jeg består af. Og jeg bliver nødt til at være tro mod mod mig selv. Tro mod mit formål her i livet.

Jeg har som sagt forandret mig de sidste 10 år. Jeg er blevet en anden. Jeg er blevet trukket gennem det værste man kan forstille sig, men jeg fik set nogle sider af mig selv, og jeg fandt ud af, hvad et menneske er i stand til at leve med – og overleve med. Dog har jeg ikke kun overlevet. Jeg lever, og det er der stor forskel på. Jeg overlevede den første tid efter mine børns død, men de sidste mange år, har jeg levet. Jeg griner og er glad hver dag, og når jeg står op om morgenen, er mine tanker er altid positive om hvad dagen vil bringe. Derudover har jeg så mange fantastiske mennesker i mit liv, som elsker mig for den jeg er, ikke for hvad jeg gør, hvad jeg har gjort, eller de oplevelser jeg har med mig.

Vigtigst af alt, så er jeg taknemmelig! Jeg er så taknemmelig for livet. Jeg kunne godt havde været død af sorg dengang. Men det gjorde jeg ikke. Jeg overlevede og jeg lever. Og indtil den dag jeg dør, vil de min livsfilosofi være: “Hvad du ikke dør af gør dig stærkere” Den du er, er ikke det du gør. Den du er, er den følelse du har indeni, resten er bare handlinger som viser hvad dit hjerte er fuld af.

august

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.