Drinks, brød og den lille fyr – som rullede rundt og spillede død for en aften..

IMG_2491

I aftes var vi til fødselsdag ved en dejlig mand. Festen blev holdt et fantastisk sted, og maden var ovenud eminent.

Men hvad gør vi så? Når der er både brød og desserter, og portionerne var anrettet?

Jeg går i en slags konflikt med mig selv! En skiftende kamp, hvor på min ene skulder, sidder en lille fyr der siger: “Ikke gør det – du fortryder og får det skidt”. På min anden skulder, sidder der også en lille dominerende  fyr og skriger: ” Du må gerne, pyt med det. Du fortjener en lille bolle eller en dessert”.

Hvem der vinder er aldrig til at vide. De to slås som gale, imens jeg tålmodigt venter på, at der er en, der skal falde død om. Det kan fortsætte længe, og imens rivalerne kæmper, står jeg i en ingenmands land, og ved ikke hvad jeg kan forvente af aftenen.

I går vandt den lille irriterende dominerende fyr. Ham den “fornuftige” samlede jeg pænt op, og lagde ham stille og roligt ned i tasken sammen med mine ekstrasko. Og der blev han faktisk liggende, og han ligger der stadig.

Så det jeg gjorde var, at jeg spiste 2 små boller til maden. Jeg har aldrig lyst til brød egentligt, men i går ramte følelsen mig med en forhammer. Vin er jeg helt indforstået med at jeg bare kan drikke, fordi det er en del af “Det fede liv”. Det handler om at vi er nødt til at leve et “almindeligt liv”, eller et liv der passer ind i samfundet, vil jeg hellere sige. Og det indebærer at vi drikker vin engang i mellem – og også spiser en bolle, hvis det er det som vi har brug for lige nu og her.

Fordi jeg har levet “det fede liv” rigtig længe, så er det let for mig at skifte mellem ketose og kulhydratforbrænding. Ketose er den tilstand vi kommer i, når vi får vores energi primært fra fedt. Det en følelse man ikke kan forstå, hvis man ikke har prøvet det. Det er et energiniveau så højt og stabilt, og har man først været der, så har man ganske enkelt ikke lyst til at gå tilbage.

Så nu er jeg ude af ketose. Lige nu. Køleskabet kalder, og jeg er tung i kroppen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med de 5/6 vodkashots jeg lige hamrede, fordi der ikke var noget tequila, men alligevel, så har jeg en helt anden følelse i kroppen, end den jeg er vant til.

Balancegangen går på, at leve så normalt som muligt, uden restriktioner. Jeg hader restriktioner, nok fordi jeg har levet med dem i mange år, i mit tidligere sukkerafhængige liv. Dengang satte jeg hele tiden regler op, omkring hvad jeg måtte spise og ikke spise, og det var faktisk ikke til at holde ud.

Fordi jeg blev ved med at være i kulhydratforbrændingen, dengang jeg endnu ikke havde fundet vejen til det fede liv, så blev jeg nødt til at have restriktioner i forhold til hvad jeg spiste, fordi ellers havde jeg levet af slik af kager. Min krop blev nemlig ved med at skrige på kulhydrat. Men da jeg skiftede forbrændingsmotor, til fedtforbrænding, stoppede trangen til sukker helt og aldeles. Ikke flere tanker, om mad jeg ikke måtte spise, og jeg kiggede ikke engang efter alt det søde – også selvom folk guflede det i stor stil lige foran mig.

Engang i mellem er det en rigtig god ide, at prøve at spise noget af det, som man gjorde før.
Jeg blev i går, og i dag, mindet om at jeg slet ikke har lyst til, at leve sådan som jeg gjorde før. Og vi har brug for den påmindelse. Brian sover endnu, men jeg ved, at når han vågner, vil han sige nøjagtig det samme.
Men når det så er sagt, så er det også bare så vigtigt, at vi  har det sjovt. Det er vigtigt at man kan give den gas, og bare være tilstede, og lade livet tage en derhen hvor det vil, lige nu og her.. og mit liv tog mig i helt klart til fest i går. Og det var bare fantastisk.

Engang i mellem kiggede jeg lige ned i tasken, for at tjekke, om ham den lille fyr, der havde tabt kampen tidligere, stadig var død. Han åbnede forsigtigt det ene øje, men skyndte sig at lukke det igen, når han så at jeg kiggede.
Ren taktik, fra hans side, tror jeg – at rulle rundt og spille død. Og det er jeg taknemmelig for.
Jeg er taknemmelig for, at den lille fyr forstår mig så godt, og at han spiller død, og lader mig, engang i mellem, glemme alt om sundhed og kulhydrater. Men jeg ved, at hvis jeg går hen og åbner tasken nu, så vil han spring op, med en pakke bacon, og et stor rødt peber, og sige: “Op på hesten igen”.
Jeg tror jeg venter lidt endnu. Han er så sød når han ligger der i tasken. Og istedet, tror jeg at jeg går i seng igen, fordi ham der ligger og putter i min seng, er langt sødere, og en del mere tiltrækkende, end en pakke bacon med smørstegte grønsager.

Kærlig hilsen

Skærmbillede (13)

Skriv et svar